Tumult

Vi er 3 uger inde i Danmarksturnéen.

Halvvejs.

Og jeg tæller ned i mit indre til Martins ankomst.For selvom det er noget “nyt”, at vi bliver familiesammenført allerede efter 3 uger i Danmark, så føler jeg mig færdig som gårdsanger med kufferter i bagsmækken.

Det er et lettere tumultarisk liv – både fysisk og følelsesmæssigt.

First World Problem, I know – men ens største udfordring er jo som bekendt stor.

Pigerne går mig på nerverne, fordi jeg er ene-forælder og må tage hver og én af de prøvelser, konflikter og diskussioner, der vilkårligt vil opstå, når vi rejser rundt og skal forholde os til mennesker, steder, stemninger, aktiviteter osv. kontinuerligt.

Det er som om min stemme forsvinder ud i den blå luft, og pigerne ignorerer mig åbenlyst, fordi de udmærket godt ved, at det er svært at køre konsekvenstræningen helt til dørs, når man er i andres hjem.

“Mor er så sur og jeg demand’er noget mere respect”, mukker Cille og ser frækt og udfordrende over på mig, så man kunne forvilde sig til at tro, at hun ikke blot var tween, men teen.

Mille siger ikke så meget med ord. Hun kører til gengæld den fineste hyle/skrige-regression, når tingene ikke lige flasker sig som madammen kunne ønske sig det.

Og jeg får et træt, vrissent tonefald – alternerende med et skingert – når jeg demand’er respect.

De er trætte af at høre på mig.

Jeg er træt af at høre på mig.

Og træt af at høre på dem, for nu at være 100% ærlig.

Men så ser jeg over på Mille, der er klatret op til Morfar for at fjolle til hun glider ned igen af bare grin og fnis.Så ser jeg rundt om bordet, hvor alle ryger lakridspiber til brætspillet, og stemningen er så dejlig og varm og glad.Så ser jeg hen på min kære Søster, der er omgivet af vores aldeles vidunderlige (og til tider kropumulige) spilopmagere af nogle døtre med stærke meninger.Og det går op for mig, at uanset ævl og kævl, så har vi det aldeles fantastisk og er del af det familiefællesskab, som vi ofte savner derhjemme i Ørkenstaten. Der sker nemlig noget særligt, når man er intenst sammen og tilbringer mange dage i hinandens selskab, frem for blot at være på besøg i nogle timer for så at tage hjem i egne rammer.

Vi ved det og børnene fornemmer det.

Og det er også årsagen til, at vi ikke er endt med at købe et sommerhus og tilbringe vores ferie dér. Pigerne insisterer på at bo hos og med deres familie. For dét føler de er hyggeligst og “rigtigst”, selvom det betyder mange rundkørsler og pakket-kuffert-liv i stort set hele perioden.

Og nu landede Ørnen så igår.

Dét føles så dejligt, at han kan støtte den trætte trio med sin blotte tilstedeværelse.