Klongerne

Bangkok er præcist lige så dejlig, som i min erindring om byen.Her er hektisk, snavset og larmende.Her er roligt, rent og stille.

Børn er velkomne overalt – og der er kort vej til store smil hos thaierne, der hverken tager sig selv eller verden synderligt seriøst.

Så vi begiver os ud på selvsamme togter, der hørte til Bangkok i ‘gamle dage’ AKA livet før ægteskab og børn.Her er vi på Chatuchak Weekend Market, hvor Cille spontant udbryder: “Det er ligesom i en Arabic souk, bare meget sjovere!”

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Gade- og markedslivet er en helt naturlig del af thaikulturen. De spiser, skændes, leger, ringer, råber, driller, klipper negle, sætter hår, tjekker mails og håndterer livets små og store ting lige dér – på deres arbejdsplads, hvor vi andre vader rundt og mumler “Sawasdee Kah, how much?”Bedre endnu bliver det for Cille, da hun finder sæber formet som “giant boobies”, og vi priser os lykkelige for, at hun er for lille og helt uforstående over for visse andre sæber, der er udformet som noget helt andet, der ville have været mægtigt svært at forklare den 7-årige.

Vi nøjes med at købe frugtsæber.

Man bliver så herligt bornert af at bo i de varme – arabiske – lande.Udover similismykker, Buddha-figurer, elektronik og kopivarer, er der et væld af madboder og gaderestauranter, som vi kigger nærmere på.

Pigerne stirrer fascinerede på hele restaurationens produktionslinje fra madlavning, servering og spisning til skrald og opvask nedenfor.De har heller aldrig tidligere set mad blive serveret i poser – eller som hér, en on site isproduktion, hvor Thai-mutter forsigtigt hælder sodavand ned i lange metalrør og stikker ispinden ned. Og Maricel får hjemve, da jeg sender billeder til hende af mango og vandmelon, der bliver serveret med chilimarinade og kokossukker.Efter Chatuchak har vi brug for lidt luft.

Og dét får man i Bangkok af at sejle på Chao Phraya, byens elskede, chokoladebrune flod, hvor Mille mener, at “alle fish’erne die’r if dem people ikke snart use’r the rubbish bin”.Mille er en smule beklemt ved den øredøvende larm fra bådmotoren og de hårde klask fra bunden af langbåden, når vi rammer vandoverfladen, mens Cille nærmest er lige lovligt begejstret for sejlads og nærkontakt med Cocio-vand, uanset hvad hendes kedelige forældre forsøger at advare hende om.Et øjeblik på Chao Phraya og adskillige templer og glorværdige kongebilleder senere, nærmer vi os det reelle formål med sejlturen: Klongerne.Klongerne er små afstikkere – vandveje eller afledte, små bifloder – hvor en helt anden version af Bangkoks liv udspiller sig.Det er denne her – autentiske – version af levet thailiv, vi gerne vil vise pigerne.Hér, hvor familier lever på begrænsede, ganske ydmyge kvadratmetre. Hvor el trækkes ad hoc og hvor tøj vaskes i floden, mens man samtidig fisker efter aftensmad.

Hér, hvor én mands skrald, er en anden mands skat.

Hér, hvor huse bygges af forhåndenværende materialer på en måde, som pigerne aldrig tidligere har oplevet.

Mille spotter en ged i en bås inde i et hus.

Cille ser drengene tage bad i floden langs templet.Jeg vinker til en rynket bedstemor, der titter ud af et vindue.

Martin konstaterer, at uanset hvor begrænsede midler, man har til rådighed, er der altid parabol på taget.

Vi spotter en meter-lang komodovaran, der bliver fodret ved et tempel, hvor de nok så venligt foreslår, at vi fodrer fiskene for good luck – én af thaiernes evindelige, lettere fortærskede idéer. Heldet.

Og den affødte lykke, der måtte tilsmile den heldige.

Thaierne er lige så besatte af held, som inderne er af karma og araberne af vilje eller skæbne.

Måske betyder koncepterne i virkeligheden det samme i menneskers liv?

Og hvad er hvid vesterlænding så besat af?

Syndernes forladelse (tilgivelse)?

Ambitioner?

Penge?Her er så stille og fredfyldt på klongerne, at jeg fortaber mig i tanker om armod og lykke, så jeg knapt opdager handelsmanden, før han er helt henne ved kanten af vores langbåd.