Jeg døber dig

Vejret arter sig ikke helt efter forventningerne og årstiden her i Jordan.

Det siger de også selv, jordanerne.

For en uge siden var her varmt.

Men nu er kølige vinde og lette byger vendt tilbage til deres smukke, grønne landbrugsland, hvor jorden bugner af friske urter, kål, salater, majs, tomater, auberginer, løg, ananas, agurker, gulerødder og kartofler. Foruden sirlige rækker af vinranker, oliventræer, dadel- og bananpalmer.

Det ustadige vejr rører som sådan ikke ørkenrotterne det store – vi har jo solgaranti derhjemme – men jeg kan se på de hvide turister fra nordligere breddegrader, at NU lægger de sig sgu’ ved pool’en – uanset temperaturen.

Det ustadige vejr betyder, at vi har været lidt mere på tur, end vi måske umiddelbart havde forestillet os med en 6-årig og en knapt 4-årig. Og det er faktisk superfint at få afprøvet.

Forleden tager vi til dét sted ved floden Jordan, hvor man mener, at Jesus er blevet døbt af Johannes Døberen for et par tusind år siden. Jordanerne kalder stedet for ‘Baptism Site’ eller ‘Bethany beyond Jordan’.Her er vi ved indgangen til stedet. Ydmyge forhold, når man tænker på den symbolske og historiske betydning af stedet. Vi venter i en halv time på en lille shuttlebus, som skal køre os længere ud mod floden og dåbsstedet.

Al “bevægelse” i området er strengt reguleret, da vi befinder os på grænsen mellem Jordan og Palæstina/Vestbredden. Og hér dalrer man ikke bare sådan rundt på må og få.

Martin griner lidt, da han ser, at de yderst basale “turistfaciliteter” ikke har ændret sig en tøddel på de 8 år, der er gået, siden han stod her sidst.Heldigvis ser børn ikke den slags.

De synes, at vi er på en meget spændende adventure trail og opdager ikke, at vi konstant bliver gennet på vej og oppasset af guiden Marwan.Selve dåbsstedet er en naturlig pool af flodvand. Ikke den helt store wauw-oplevelse, men helt åbenlyst et af historiens vingesus.Herefter går vi videre ned mod Jordan-floden.Græsk-ortodokse pengepunge har opført en smuk kirke i 2003.Da vi når floden, er flodbredden formaliseret med trapper og hegn. Der står en venligt-udseende jordansk officer og kigger på turisterne, der titter over mod Palæstina, blot 3 meters svømmetur herfra i mudret flodvand.Ovre på Vestbredden står turisterne – præcist som os – og titter over mod Jordan.

Martin forsøger at forklare pigerne om det interessante i, at man skærer grænsen mellem to lande lige midt i en flod, som i øvrigt er svundet betydeligt ind, siden grænsen blev trukket. Hvilket naturligvis er israelernes skyld, hvis man spørger jordanerne.

Efter dåbsoplevelsen kører vi videre til Mount Nebo.Det var hér – på toppen af Nebo-bjerget – at Moses så Det Forjættede Land (Israel) i horisonten.Og efter at have vandret i ørkenen i 40 år, kan man vel ikke fortænke ham i, at det hele blev lidt for meget for ham?Ihvertfald skulle Moses være stedt til evig hvile her på bjerget.Vi kommer her nu mere for udsigten end for historien om Moses, omend han er én af de mest signifikante fælles-skikkelser for kristne, jøder og muslimer.Lyset er afsindigt smukt i det ustadige vejr. Nærmest guddommeligt.Her er også en samling fine, skrøbelige mosaikker og krukker fra præ-den-ene-og-den-anden-tid, som vi lynhurtigt vader forbi. Med to spilopmagere på tur, bliver det mest til at nyde udsigtspunktet og samle en hel bunke sten til kreaværkstedet hjemme på hotelværelset.Vi runder halvdagsturen af med et kort visit i en turistbiks, der sælger hundedyre Dødehavs-produkter.Man kan sige meget om uendeligt smukke, historie-belagte Jordan og deres pt. sub-optimerede turisme, men de har sat sig ind i de basale tricks i håndbogen: De jordanske dinarer nærmest flyver ud af vores lommer, uanset hvor lille eller uanseelig en attraktion eller service, de måtte yde os.