Hvor er skildpadderne, Mummy?

I weekenden går der spelt-mor.dk i den.Det gør der med jævne mellemrum.
Indimellem er det til Martins store fortrydelse – andre gange har jeg mere succes med mit økoflip.
Martin og jeg er vokset op på vidt forskellig vis.
Han i en yderst velbjærget landsby uden for Hillerød midt i Grib Skov. Der hersker en stærk forenings-ånd i det lille lokalsamfund – og han har tilbragt stort set hele sin sorgløse barndom og ungdom i en sportshal. Det er et sted med plads til de fleste og højt til loftet, og hvor den kreative klasse bor side om side med regulære ligusterhæk-passere.
Jeg på et nedlagt landbrug uden for Varde. På en af familiens fødegårde, der ligger ude blandt marker og andre gårde. Der er mange kvadratmeter uopdyrket frirum helt derude, men alligevel kneb det ofte med albuerum i det lille lokalsamfund.
Mine tidligste barndomsminder er fra stalden hos Mormor og Bedstefar, hvor jeg gik og aede køer og fik et skub på gyngen, hver gang de passerede mig i mellemgangen.
Jeg ledte efter kattekillinger i laden og om sommeren fandt jeg mirabeller i deres store frugthave.
Jeg tror egentlig, at jeg passede mig selv?
Der var ihvertfald evigheds-eftermiddage ad libitum. Og stort set ubetinget frihed (og kærlighed, for den sags skyld).
Senere husker jeg at have leget langs bækken tæt på vores hjem alene eller med min nabo, Nina. Vi legede med det, vi fandt – pinde, sten, mudder og blade.
Jeg klar over, at jeg lyder som en megagammel tante, der har boet et megakedeligt sted, men jeg er velsignet med en livlig fantasi og en glæde ved eget selskab (læs: en fabulerende enspænder).
Jeg er således en eller anden form for vestjyde.
Formet af den ubarmhjertige vestenvind og af den ukuelige natur.
Formet af de sociale relationer, af de (stive) konventioner og af det sprog, der udfolder sig i de bittesmå lokalsamfund derude, hvor politikerne taler om noget, de kalder for udkanter.
Her baskes ikke med vingerne.
Her larmes ikke.
Her bruges ikke større eller flere ord end nødvendigt.
Det’ e’ så ringe endda.
Og selvom jeg aldrig var/blev/er/bliver ‘en rigtig vestjyde’, så er der gange, hvor Martin ser på mig og siger: “Nu går der vist vestjyde i den, hva’ Tine?”
Gange, hvor min gamle spejderånd blusser op og jeg insisterer på at vise børnene et eller andet i naturen.
Gange, hvor jeg stædigt vedholder, at vi skal sidde på et tæppe og betragte børnene, der roder i jorden med en pind.
Gange, hvor jeg belærer dem om at spare og passe på dette og hint, fordi man ikke bare kan købe en ny.
Tidspunkter, hvor de tvinges til at kede sig, indtil de finder en myre eller en blomst at tage sig af.
I weekenden tager immigrant-familien således på min opfordring en udflugt til “Jebel Ali Wildlife Sanctuary” syd for Dubai, hvor organisationen “Emirates Marine Environmental Group” holder til.
Undervejs møder vi endda et beduintelt med tilhørende kamelfold.Jeg lokker de intetanende mennesker afsted med idéen om at besøge “Turtle Beach”.
Lyder det ikke fedt?
Måske ved jeg godt, at det også indebærer, at man skal deltage i oprydning på en strand – men det vigtigste er vel, at vi kan se de der skildpadder?Prøv lige at se “Turtle Beach”!
Der er koralrev, lige så snart man træder ud i vandet. Intet mindre end fantastisk.
Det er desværre ikke særlig svært at finde skrald på stranden – vi nærmest vælter rundt i olietønder, affaldsposer, dåser, kartoner, plastic, paller, nylonreb og endda et køleskab, får vi gravet op.Cille synes at affaldet er væmmeligt, og hun kan godt forstå, hvordan det kan forhindre skildpadderne i at komme op fra havet og grave deres æg ned på stranden.
Efter en times tålmodig oprydning, kommer hun listende med hænderne fulde af koraller og siger:
“Hvor er skildpadderne, Mummy?”Og der er jeg jo kommet til kort. For hvad ved jeg egentlig om skildpadder?
Ikke en dyt.
Da jeg henvender mig til Centrets leder, får jeg en fin forklaring om, at skildpadderne da ligger og sover ude i havet. De kommer såmænd kun op på stranden ved solnedgang og solopgang.
Der er ikke en padde at skue i miles omkreds. Måske lige bortset fra undertegnede, men Padde-Mor rangerer ikke højt på Cilles hitliste over interessante dyr.Resultatet af halvanden times indsats er slående.
Stranden er helt fin igen, der hvor vi har gået. Tilbage ligger blot en bunke skrald og en stak sorte affaldssække som vidnesbyrd om vores oprydning.
Bunkerne skal hurtigt dækkes til med store net, for ellers kommer ørkenrævene og spreder alt igen i deres iver efter at finde føde.Den nedslående nyhed fra Centrets leder er, at om blot en måned er der behov for præcist den samme indsats igen. Så hurtigt går det med affald, der skyller op på stranden – angiveligt fra skibe?
Oven på dén besked holder vi lige siesta i bagagerummet med saltstænger og kildeture.
Retur ved Miljøcentrets skure, leger pigerne ved en af saltvands-indsøerne. Vandets farve er ualmindelig smuk.
På hjemvejen møder vi en fredfyldt, krat-spisende oryx, som er en form for antilope, der bor i de arabiske lande.
Vi stopper også ved et lille vandløb, hvor pigerne sopper og finder små eremitkrebs, som de indfanger og navngiver, før de bliver smidt retur i saltvandet.
Der er ingen tvivl om, at jeg er kommet til at sælge skildpadde-stranden for mere, end den kunne holde.
Dét er min familie meget enige om.
Men uanset hvad de måtte mene om manglende skildpadder, så har pigerne stadig fået vigtige oplevelser i naturen.
Cille har set hvilken indflydelse, affald har på naturen.
Mille er blevet ekspert i at holde eremitkrebs mellem to fingre, så de ikke hapser.
Men næste gang tror jeg nu alligevel, at jeg vil sikre mig, at vi får set et par skildpadder.
Ingen kommentarer endnu