Lille My kan selv, vil selv!

Nu får du en warning, Mummy!

“Nu får du en warning, Mummy for not listening to me”. Cille står foran mig med en strittende pegefinger og en mine, der ikke er til at spøge med. Jeg forsøger at skjule mit smil og spørger: “Hvad er en warning egentlig for noget, Cille?”.

Og så kommer 4-årlingen med en lang beretning om hvordan man kan få en advarsel henne i skolen. “For eksempel hvis man push’er someone, Mummy”. “Eller hvis man ikke listen’er after sin teacher”. “Eller hvis man talk’er uden at ens name has been said”.

Lidt senere (jeg har åbenbart en dag, hvor jeg er mere end ualmindeligt uartig) får jeg denne svada: “Hvis du ikke hører efter, Mummy, så move’r jeg dit name over”. Den advarsel forstod jeg ikke helt, men skolepigen virkede truende og alvorlig, så helt morsomt ville det nok ikke blive, hvis mit name blev move’t over…

Den trætte skolepige leger med sin lillesøster

Den trætte skolepige leger med sin lillesøster

Dagen efter kommer Cille hjem fra skole og siger brødebetynget: “Mit name blev move’t over to the sun and the cloud fordi X sagde silly-billy to me og så kick’ede jeg hende”. “Og nu får jeg heller ikke en raffle ticket, Mummy”.

bright_sun_some_clouds

Okay, godt så! Nu havde jeg snart hørt nok fortællinger om warnings, clouds og raffle tickets. Hvad var det her mon for et system?

Dagen efter talte jeg med Cille’s elskede klasselærer, Mrs. Ryan. Hun forklarede at børnene først får en advarsel, hvis de gør noget ‘uhensigtsmæssigt’. Det virker jo ganske fornuftigt, synes jeg. Man skal lige have chancen for at forstå tingene og ungerne er trods alt ganske små, når de starter i skole herovre.

Men hvis et barn gør noget ‘farligt’, ‘ubehageligt’ eller ‘forkert’, så går et symbolsk, adfærdsregulerende “vejrsystem” igang:

  • Hver morgen starter alle børnene på ‘the sun’. Man er vel positiv fra morgenstunden, eller hvad?

sun

  • Hvis der sker en mindre forseelse (som da Cille responderer på et drilleri med et let spark), så bliver barnet eller børnene flyttet over på ‘the sun and the cloud’ (i Cilles tilfælde blev både hun og X flyttet over og forklaret, at de begge havde gjort noget forkert).
  • Hvis der sker noget decideret uacceptabelt, så ryger barnet eller børnene direkte på ‘the cloud’. Et eksempel kunne være hvis et barn bider et andet barn, eller hvis et par børn kommer op at slås.

cloud_0

Og hvis man har artet sig i så fint, at ens navn har befundet sig på ‘the sun’ hele ugen, så får man om fredagen en raffle ticket udleveret:

Fredagsbelønning for god opførsel: En raffle ticket

Fredagsbelønning for god opførsel: En raffle ticket

Genparten af disse små lodder bliver gemt på skolen og til juleafslutningen har hvert klassetrin en stor bowle med lodderne i. Der bliver så trukket en vinder fra hver klasse.

Moralen og motivationen for børnene er vel noget i retning af at jo pænere, man har opført sig, jo flere lodder har man modtaget, og jo større vinderchance har man.

Udover at kunne opnå en raffle ticket, så skal børnene også befinde sig på ‘the sun’ for at have lov til at deltage i de særlige aktiviteter, som foregår om fredagen. Her bliver klassetrinnene slået sammen (0. & 1. klasse, 2. & 3. klasse og så fremdeles). Denne aktivitet kaldes for ‘golden time’ og børnene elsker det, fordi der er forberedt helt særlige lege, og de synes at det er spændende at være sammen  en anden klasse.

Golden Rules - skolens regelsæt for børnene

Golden Rules – skolens regelsæt for børnene

Hvis barnet befinder sig på ‘the sun and the cloud’, når det er ‘golden time’, så må han eller hun kun deltage halvdelen af tiden. Hvis barnet befinder sig på ‘the cloud’, når det er ‘golden time’, så er han eller hun kun med i de sidste fem minutters leg. Det kan mærkes, når man ikke har opført sig ordentligt, skulle jeg mene.

Set med danske øjne er det nogle ret sindrige systemer til belønning af den ønskede adfærd og straf af den uønskede adfærd. Ihvertfald når man har med 4-5-årige at gøre. Men det ser ud til at virke efter hensigten – for de fremviser alle stolte deres raffle tickets og fortæller begejstrede om fredagens aktiviteter til ‘golden time’.

En af de ting, som jeg har tænkt på i forhold til de her adfærdsregulerende systemer og opdragende regelsæt er, at det fritager den enkelte lærer for at skulle mønstre den store personlige autoritet. Man forholder sig ganske enkelt til skolens regler.

Og det virker som om at lærerne på skolen har talt det hele meget igennem og at der findes klare definitioner på passende og upassende adfærd – og de regulerer, belønner og straffer alle her ud fra.

For de lærere, som besidder naturlig autoritet er et sådant system sikkert overflødigt. Men for de lærere, der ikke har det som et personligt karaktertræk, kunne det måske være en god ting at slippe for at “mande sig unaturligt op”? I stedet kan man blot læne sig op ad skolens reglement og udføre de læringsopgaver, som man reelt bør anvende ens tid på at udføre.

Men samtidig er det ikke så underligt at de små 0. klasses-børn er umanerligt trætte efter hver skoledag – med alle de regler og systemer at forholde sig til!

I og med at min sidste erfaring med den danske folkeskole var min egen skolegang, så har jeg absolut ingen idé om hvorvidt lignende tilgang(e) til “opdragelse og adfærdsregulering” har vundet indpas – eller om det er op til den enkelte lærer, som det var i min egen skoletid?

En eftermiddagsdans, med lillesøster, som savner hele dagen

En stille eftermiddagsdans med lillesøster, som savner storesøster hele dagen

Englænderne går generelt meget op i at deres børn opfører sig ordentligt – det er ikke kun i skolen, at der er fokus på dette.

Med ‘ordentligt’ skal man tænke i traditionel forstand: At man taler pænt og demonstrerer de gængse høflighedsfraser i de relevante situationer; at man er respektfuld over for voksne; at man udviser betænksomhed over for andre, og at man ikke skiller sig ud ved at gøre noget upassende eller uventet. Der er ikke plads til de helt store udsving.

Mit klassiske eksempel på den engelske ‘adfærdsregulering’ er, når jeg ser på dynamikken og kommunikationen mellem mødre og børn på legepladser. Ingen børn får mulighed for fri-løb og fri-leg som det forstås i en dansk kontekst, hvor børn tonser rundt og får brændt energi af. Den engelske mor er altid lige i nærheden og superviserer situationen, tjekker om alt virker sikkert, fornuftigt og hensigtsmæssigt.

Tag nu eksempelvis rutschebanen:

Her må engelske børn naturligvis rutsche nedad, men for guds skyld ikke kravle opad. Det kunne jo være til gene for andre legende børn, det forstyrrer den koordinerede køkultur OG det er jo ikke meningen med anordningen.

På legepladsen ved Ravenswood 9

Eller gyngerne:

Her skal der holdes fast med begge hænder og ikke noget med at sidde uroligt eller bøje sig bagover for at det kilder endnu mere i maven.

På legepladsen ved Ravenswood 5

Man holder tilbage for andre legende børn og venter altid pænt på at det bliver ens tur i køen til legeaktiviteterne.

School trip to Jimmys Farm 5

Til langt de fleste situationer er jeg stor tilhænger af at man opdrager børn til at opføre sig pænt og ordentligt i “gammeldags forstand” – altså at man har gode manerer, er høflig og kan gebærde sig i forskellige situationer og kontekst. Det er trods alt en sund basis for at alle slags fællesskaber, skoler, arbejdspladser og samfundet generelt kan fungere på en behagelig og hensigtsmæssig måde.

Men liiiige når det kommer til legepladser, der er det som om sikkerhed og god opførsel har fået lov at indtage en lidt for stor rolle. Jeg synes at der bør være frirum, hvor man kan spurte rundt, gøre fjollede ting, få det til at kilde ekstra i maven, skubbe lidt og snyde foran i køen, hænge med hovedet nedad, hvis det nu lige er dét, man har allermest lyst til.

Bourne Park 6

Og på legepladser må det vel kunne forventes, at der hersker let kaos, når børnene skal brænde noget energi af, tumle, slås og fjolle? At gå opad rutschebanen er da god styrke- og balancetræning, er det ikke? Set igennem et par danskerbriller måske…

Bourne Park m Fam Nissen 6

Jeg forsøger i det daglige at balancere i mellem de to kulturer,  når det drejer sig om ‘den gode opførsel’. I tilfældet med Cille, der sparker et andet barn som respons på verbalt drilleri, spørger jeg lidt ind til årsagen, men uden at dømme hendes adfærd ligeså hårdt, som en engelsk mor måske ville gøre det.

Cille forklarer selv, at sparket var fordi hun ikke kendte nogle drilleord på engelsk som hun kunne sige tilbage til X – og hvad skulle hun så gøre? Hun er for lille til at lyve og har endnu kun et ‘uskyldigt’ ordforråd på engelsk, så jeg sagde at jeg godt forstod hendes frustration, men at hun næste gang måtte sige det til en voksen eller gå fysisk væk fra den, der driller.

Ingen straf for sparket – for i virkeligheden er jeg meget tilfreds med at hun er assertiv, holder hovedet rankt og forsøger at forsvare sig selv frem for straks at sladre eller vræle.

Skolepigen, der med stor autoritet uddeler warnings til sin uartige mor

Skolepigen, der med stor autoritet uddeler warnings til sin uartige mor

2 kommentarer

  • Vore drenge har fået følgende regelsæt med i skolegården:
    1) hvis nogen driller e.l. “bed dem lade være”
    2) hvis det fortsætter “gå et andet sted hen”
    3) hvis 1 og 2 ikke virker “fortæl det til en voksen”
    4) hvis 1-3 ikke virker “hak dem en på tuden og løb”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Jacoob,
      Det lyder som et fornuftigt og redeligt regelsæt at give drengene med i skolegården. Det har jeg straks taget ad notam til næste gang, vi skal tale skolegårdsleg med Cille.
      Jeg er meget begejstret for punkt 4, omend den nok ikke vil falde i god jord alle steder 😉
      Hav en dejlig efterårsferie på Rømø og et stort kram til Sus fra mig.
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lille My kan selv, vil selv!