Store Hvededag

Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.

For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.

Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.

Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.

Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.Jeg må da også bage hveder til i aften!

Familien må afprøve en dansk tradition!

Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!

Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.

Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.

I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.

Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?

Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.

Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.

Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.

Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.

Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?

De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.

Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?

Er de børn overhovedet vores?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Babettes Gæstebud

Én af mine mange, fine 40-års fødselsdagsgaver var en sart, vandgrøn dug med motiver fra Karen Blixens novelle, Babettes Gæstebud. Sammen med dugen lå der et kort, hvorpå der stod, at jeg ville blive inviteret på samme menu, som den mystiske, tilrejsende franske kok – Babette – tilbereder i fortællingen.

Heldige mig, hva’?!

Og så måtte jeg ellers igang med at genopdage Karen Blixen og hendes forfatterskab. For en litteraturnørd er det jo én af de mest fantastiske udfordringer, man kan få.

Først så gavegiveren Lulu og jeg en dokumentar, der skildrede Karen Blixens særegne karakter og hendes selviscenesættende ‘pagt med Djævlen’. Bagefter lånte jeg en smuk tegneserie om hendes liv og læste novellen i dens helhed. Til sidst så Martin og jeg Gabriel Axel’s halvanden time lange filmatisering af Babettes Gæstebud fra 1987 – og så var vi ellers klædt på til gæstebudet.

Og her er så Babettes bord a lá Familien Mahaini – med min vandgrønne dug, Mormors krystalglas på sirlig række, kuvertbrød og levende lys. Så smukt og indbydende.Jeg er ualmindeligt heldig med så søde og gavmilde venner, der gør så meget ud af tingene og giver mig sådan en stor og glædelig oplevelse.

Og hér sidder vi så – klar til at gå ombord i den første ret.

Skildpaddesuppen. Soupe de Tortue.

Kogt på kalveben, kalvekotelet, kylling og et ton løg og urter i sådan cirka 15 timer. Og gudskelov ikke så meget som en enkelt lille skildpadde, selvom familien er lykkelige indehavere af to 🐢🐢.

Den reducerede suppe er mørk, aromatisk og forunderlig let. Så langt fra 80’ernes forlorne skildpadde, man overhovedet kan forestille sig. Den smager virkelig, virkelig dejligt.Suppen er naturligvis pyntet med skildpadde-øjne lavet af hårdkogte, sammenpressede æggeblommer 👀 og den serveres med sherry til. Det er første gang, jeg får tør sherry til en forret, men det fungerer perfekt.

Herefter er det tid til Den Gule Enke og Blinis Demidoff, som man aldrig går galt i byen med.

Retterne serveres af Babettes unge tjenestedreng, der i dagens anledning er blevet forfremmet til tjener – hvis vi da skal følge novellens persongalleri. Martin er således den svenske General Lorens Löwenhielm og jeg kan vel passende give den i rollen som Lorens’ gamle flamme, den fromme og komplet asketiske gammeljomfru, Martine.

I mens vi hygger os med champagne og blinis, hygger en hel flok sirligt udbenede vagtler sig i ovnen med en delikat indmad af foie gras og trøfler. Retten kalder Blixen for Cailles en Sarcophage – vagtler i ligkister.

Morbidt og ramsaltet, præcist som forfatterinden selv.

Heldigvis var vagtlerne ankommet uden hoveder – for ellers kunne de have ligget der og hængt med næbbet ud over kanten på kisten.Efter en halv time lander de sprøde, duftende små damelår og store bryster på tallerkenen, der også indeholder dét, jeg vil udnævne til verdens bedste sauce.

Udgangspunktet (dét, der ellers ville have været en almindelig, god fond) er i dette tilfælde en hel, færdiglavet sauce espagnole, som i sig selv tager 10 timer at fremstille. Herefter møder den delikate sauce espagnole en hel masse trøfler og andet godt – og til sidst tilsættes lidt smørstegte champignoner.

Jeg var i HIMLEN.

Sauce-himlen.

Og ligkisterne af butterdej nærmeste smeltede i overraskende sprødhed.Tilsæt rigelige mængder rødvin – og så kan den fromme, sekteriske norske menighed ikke opføre sig stille og alvorligt ret meget længere.

Ind kommer mellem-retten – salaten med sprøde, fede valnødder og syrlig vinaigrette.

Som rosinen i pølseenden spiser vi Baba Au Rhum med søde mangofrugter og vanilleis. Korenderne og rosinerne måtte vi tænke os til. Ingen af os bryder os om tørret frugt i kager, så jeg undlod at tilsætte det til den ret besynderlige gærhævede kage, der er overhældt med sukkerlage og mørk rom.Vi hopper over de to sidste elementer i Babettes Gæstebud – oste- og frugtfadene. De ses i filmen, men var ikke indeholdt i det menukort, som kom sammen med min fine dug. Vi kan heller ikke klemme en krumme mere ned.

Til gengæld fejrer vi J-Dag med en ægte, dansk juleøl klokken halv fire om morgenen. Plus Ga-Jol-shots og det løse.Jeg har INTET – som i absolut intet – at klage over.

Af hjertet tak for den skønneste oplevelse til virkelighedens to Babetter M/K, der har brugt dagevis på at forberede og tilberede et sandt festmåltid. Jeg aner ikke, hvordan man gengælder et Babettes Gæstebud – for at bygge oven på en sauce espagnole og egenhændigt udbene bittesmå vagtler – dét ligger ikke bare 110% uden for min komfortzone. Det ligger helt ude i outer space, som Cille ville have formuleret det ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens bedste hop ind i det nye år

Vi er så heldige at være inviteret til Nytårsaften hos verdens bedste værter. img_0524I deres selskab ler jeg. Og ser åndet ud. Hele tiden.img_0552

Jeg føler mig hjemme med og hos dem.img_0532Og bliver helt varm indeni, som jeg gør det med ganske få mennesker.

The fuzzy feeling kunne også delvist relatere sig aftenens brændeovnsvarme og den fantastiske flaske champagne, som jeg bunder på rekordtid – men anyway – det jeg prøver på at sige er, at jeg holder af denne her selvvalgte familie som var den min biologiske.img_0543Sådan en gakket storfamilie, hvor vi formår at fyre bordbomber af, mens vi rundsender en “2018 Prediction Box of Revealing Questions”, drypper lidt stearinlys med et par af børnene og lader de andre om at lave ultrablåt slim på én og samme tid.img_0541 Der er højt til loftet.

Kærligt kaos.

100% autentisk leg, sjov og ballade for både store og små.

Og kæmpestore ja-hatte på ihvertfald et par af de voksnes hoveder…(jeg er ikke én af dem, men mit nytårsforsæt er at blive én af dem).

Og der er ærlighed i de beskeder, vi leverer til hinanden som svar på æskens åbne spørgsmål, mens vi bliver afbrudt af hujende børn med hænderne fulde af stjernekastere, der skal tændes ude i mørket.img_0527Og midt i knæklys, knaldperler og lysende balloner, står værterne for den fineste Nytårsmenu.

Helt uden at stresse over det.

Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men jeg fornemmer, at det er fordi de oprigtigt kan li’ det. Altså – at lave mad.

De lader friske stenbiderrogn falde blidt på blinis, pynter med perlende ørredrogn og placerer den lækreste, færøske røgede laks oven på sprøde kartoffelvafler.img_0551Top-nice, I’m telling you.

Og den næste ret er lige så enestående.

Ikke at jeg får den foreviget, desværre.

Der sker nemlig en lykkelig fusion i min mund mellem noget Châteauneuf-du-Pape og lidt efter noget Amarone, der møder det møreste, danske oksemørbrad, jeg nogensinde har smagt.

Hentet på Møn og grillet til perfektion i Gilleleje.

Med saftige nyretapper til og søde, cremede porrer á la Nak & Æd, sprødstegte Pommes Anna – og en klassisk, fler-dages sauce espagnole, som Brødrene Price ville nikke anerkendende til.

Smukt med smukt på. Og mer’ sauce til mig, tak.img_0546 Men inden vi får set os om og når til peach melba’en med den hjemmelavede is på polynesisk vanille, slår klokken 12 og vi hopper direkte ind i 2018 til Martins fyrværkerishow.img_0548Jeg er så mæt og glad indeni. Og forstår ikke helt, hvordan vi kan være så heldige at have det så umanerligt godt. Men det har vi altså lige nu og her – og dén bold griber jeg.

For jeg tror, at chancen for at opnå og måske endda bevare denne her følelse ligger i de bittesmå detaljer.

En rar stemning i det rum, vi befinder os i.

Det smil, vi sender til hinanden henover bordet.

Den joke eller handling, der får min veninde til at skraldgrine.

Den leg, vi leger med børnene.

Den dejlige mad, vi stopper i glubske munde.

De arme, der omslutter os.

Den kærlighed og hengivenhed, vi mærker.

Med og i hjertet.

Det vil jeg forsøge at zoome ind på.

For retter vi blikket ud mod den store, vide verden, ser vi det pureste vanvid og gal-mands-værk i alle retninger. Det virker så uoverskueligt. Så meningsløst. Så trøstesløst.

På det storpolitiske plan var der ingen visioner eller fremgang i 2017. Kun udslukte, magtliderlige fusere, der truer med at gøre verden anno 2018 til et endnu grimmere sted.img_0554Og jeg kan intet gøre for at ændre på den overordnede verdenssituation. Kun gøre mig selv ked af det eller mavesur.

Så jeg starter 2018 i det nære.

Dér, hvor jeg kan gøre en forskel. Hvor jeg kan øve mig i at være den bedste version af mig selv til gavn for mig, min familie og mine omgivelser.

Gid 2018 bliver et spændende og udfordrende og sjovt år for os alle – fyldt med kærlighed, glæde, taknemmelighed og latter – hvad end, der sker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Pasta Basta

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke er gået noget stort kokketalent tabt i hverken Martin eller jeg.

Faktisk foretrækker jeg at bage. Så hvis jeg overhovedet skal pege på et gram køkkentalent og interesse, må det blive som kanelsneglemager.

Vi klarer os egentlig bare igennem på den typiske serie af familie-hverdags-klassikere, som udføres af enten Maricel eller jeg.

Kylling i ovn med ditten og datten.

Lasagne eller bolognese.

Laks eller fiskefiletter på pande med ditten og datten.

Hjemmelavede pizzaer, burgere, tortillaer, crepes og pitaer.

Fortsæt selv listen af gamle trawere eller begynd min liste forfra i næste uge.

Gab.

Det er nu ikke fordi vi er uinteresserede i mad.

Slet, slet ikke.

Vi elsker mad.

At spise mad, forstås.

Ude eller hjemme.

Oppe eller nede.

Indisk eller fransk.

Japansk eller thai.

Dansk eller italiensk.

You make it – we eat it.

Og på grund af de manglende talenter, er vi lykkelige for at kende mennesker, som kan udvide vores gastronomiske horisont bare en lille smule.

Forleden får Mille således sit drømmekursus i pastafremstilling af én, der bestemt har – og gerne udfolder – sit kokketalent.img_9276Hun har ønsket sig dette i flere måneder.img_9270Faktisk lige siden Sydfrankrig, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med pastafremstilling (og nogle af os endte med at spise os til en 3 kilos ekstra-pukkel i alverdens franske, hjemmelavede lækkerier, som kokken fremtryllede hver eneste dag).img_9273Og nu står hun her så igen. Med ivrige håndsving og gryende interesse for madlavning, som vi for alt i verden ikke må slå ihjel med vores talentløse køkkengøgleri.

Heldigvis for lille Mille, er denne her kok ualmindeligt tålmodig og pædagogisk i deres fælles pastaproduktion.img_9275Og mens de talentfulde knokler på, oparbejder jeg mest af alt en glubende appetit af at se på.img_9280Du godeste – en perfekt spaghetti, de to kokke producerer!img_9282Det smager i øvrigt lige så godt, som det ser ud, kan jeg hermed bekræfte.img_9299

 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Bab Al Shams

Forleden gjorde vi os umage.

Pigerne har arvet min forfængelighed og pyntesyge.

De ELSKER transformationen fra plettet T-shirt til lyserød candyfloss.

Jo mere, jo bedre.

photo 1-7 photo 2-7

Vi skulle ud for at sige god-sommer-farvel-og-på-gensyn til Familien K.

Og det gjorde vi på bedste Ramadan-manér med endnu en fremragende iftar-buffet.

Denne gang på ørken-resortet Bab Al Shams, der ligger cirka en halv times kørsel fra Dubai.

photo 1-5 photo 2-5

Vi nåede Bab Al Shams lige ved solnedgang, hvor vagterne gik og tændte fakler, der lyste langs vejen ned til resortet. Ikke at der var andre veje, man kunne køre ad – men det gav en smuk og dramatisk stemning.

photo 4-4 photo 3-4

Bab Al Shams ligger hengemt som en oase blandt bjerge af sand.

Helt og aldeles fantastisk.

Der er 1001 nats eventyr-stemning fra det øjeblik, man træder ud af bilen og henover tykke, ægte tæpper.

Iftar-buffetten var udendørs – og startede sædvanen tro med dadler.

photo 4

Der duftede helt fantastisk af  kyllinger på grillspyd, majs over kul, stegte skaldyr, boblende stuvninger, røgelse og vandpibe.

photo 5 photo 5-1 photo 3 photo 1-3 photo 1-1

Ét stort, sanseligt virvar af dufte, farver og indtryk.

Dekorationerne på resortet var smukke og imponerende – med stærk folkloristisk inspiration fra ørkenlivet og beduinerne, hvor Ritz-Carlton-iftar’en var en æstetisk opvisning i overdådig marmor, guld og arabesk.

Så vi har fået 2 meget forskellige, festlige oplevelser under vores første Ramadan.

photo 4-1 photo 3-1 photo 2-2 photo 2-1

Der var opstillet air-conditioneret “telt” til spisningen, så hvid mand ikke skulle smelte i ørkenheden.

photo 1-2

photo 5-4Efter middagen kom der på bedste suppe-steg-is-manér (eller var det i virkeligheden tale om en form for muslimsk “grisefest”?) stur-stur underholdning i form af en mand i kjole, der kunne dreje rundt om sig selv helt utroligt længe (uden at tilte eller knække sig).

photo 2-3Da der skulle prik over i’et, tændte han da lige elektrisk lys i skørterne.

photo 3-2Dét var noget, Cille og de andre søde piger kunne lide. De voksne fortsatte ufortrødent med buffettens mange delikatesser.

Senere på aftenen fortsatte det arabiske eventyr med rideture på kameler og heste.

photo 1-4 photo 4-2 photo 5-2

photo 4-3 photo 3-3

Mille var mildest talt RASENDE på sine dumme forældre. Tænk, hun måtte ikke engang få lov at ride på kamel ligesom de store piger!

Her er hun med sin umulige Far, der begrænser hendes frihed og udvikling (mens den ligeså håbløse Mor fotograferer grundfrustrationen).

photo 2-4

Til sidst gav hun sig og fik en ridetur på ponyen. Men det var IKKE begejstring, der lyste ud af hende. Hun ville hellere have været på kamelryg.

photo 5-3

Jeg sluttede en aldeles fremragende arabisk Ramadan-fest med at sige goddag til en falk.

photo 3-5 photo 2-6

Efter en begivenhedsrig aften drog vi hjemad under en sandstøvet, mørkeblå ørkenhimmel med 2 sovende trunter på bagsædet og en smuk, gul måne i bagruden.

Hvilken arabisk eventyraften.

Det må vi gøre om en anden god gang.

PS: Mille rakte ivrigt ud efter dadlerne, der stod på bordet. Hun troede, at der var tale om baconsvøbte cocktailpølser. Og blev med rette svært skuffet. Tænk, aldrig at have sat tænderne i bacon? Det er da næsten synd for muslimerne, er det ikke?