Der er mange pæne ting at sige om Islam.
Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor
Se næste indlæg >
Store Hvededag
Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.
For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.
Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.
Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.
Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.
Jeg må da også bage hveder til i aften!
Familien må afprøve en dansk tradition!
Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!
Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.
Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.
I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.
Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.
Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?
Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.
Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.
Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.
Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.
Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.
Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.
Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?
De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.
Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?
Er de børn overhovedet vores?
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Hehe, min mand savner også altid hveder og ved et tilfælde er vi hjemme i DK i år, ellers plejer jeg at forsøge at bage dem selv i USA, uden meget held! Har du mon skrevet lidt om jeres valg om at blive ude i så mange år og i forskellige lande? Vi har været ude i over tre år og føler virkelig at vi står ved en skillevej, om hvorvidt vi skal rykke videre til nyt sted eller skal tage hjem. Det er SÅ svært! Og det er svært at føle sig frakoblet Danmark og se alt udefra men samtidig savne familien hjemme. Vi har fået en lille søn herovre og har jo dårlig samvittighed over at bedsteforældrene er så langt væk, men kan se at de samme gælder for jer. Hjælper det at have en lang årlig sommerferie i DK? Har tænkt at det kunne være vejen frem, hvis vi blev ude nemlig. Det er så svært at vælge, mange danskere kan ikke sætte sig ind i at have set landet udefra og på mange måde ikke ville have lyst til at vende hjem – selvom samfundet er noget nær perfekt, specielt til børn. Hvilket tanker har I gjort jer og har I planer om at vende hjem en dag?