Mæthed og mathed

Forleden tog denne her skønne lille flok retur til Danmark med den store metalfugl fra Emirates.De syv dage gik selvfølgelig alt, alt for hurtigt. Det kunne vi jo have sagt os selv.

Men feriedage er sådan noget, der skal tælles og afstemmes helt nøjagtigt, når der er tale om 3 x fuldstidsjobbende mennesker i dagens Danmark.

Dér føler jeg mig meget heldig med mit lærerjob hernede, hvor feriedagene er 1:1 afstemt med børnenes skoleferier, og hvor min forberedelse kan laves hjemmefra, mens børnene får sig noget skærmtid eller har en legekammerat på besøg, så de alligevel ikke rigtigt mærker, at ‘mor er på arbejde’.

Den lille familie landede fra Danmark med seriøst flossede nerver over manglende PCR-svar i inbox’en og stress over at skulle krydse landet lige før en flyrejse.

Så vi aede dem med hårene hele Lillejuleaften, hvor vi hyggede med konfektproduktion, kaffe i solskin, pool-plaskeri og en langtids-stegt okse-ragout for lige at lægge bunden ordentligt til den forestående julemiddag.Og dagen efter fik vi afholdt en traditionel dansk Juleaften efter alle kunstens regler. Der var en kæmpestor flæskesteg på grillen og en seriøs berberi-and til langtidsstegning i ovnen. Bittesmå amerikanske kartofler blev konverteret til karameliserede kartofler, saftige californiske appelsiner blev stoppet i andens rumpigum og rødkålshovedet fra Oman opførte sig pænt både i den kogte og den råsyltede salat-version.Ris á la mande’n var der en smule diskussion om, fordi jeg lavede lidt om i reglementet for opkogning af mælk, sukker og vanilje, og kirsebærsovsen havde vi foræret væk på forhånd til en ven, så der i stedet blev serveret en syrlig hindbærcoulis, men alt i alt var der ikke andre jule-gener end mine egne, da jeg fik en pludselig og ganske uforudset allergisk nøddereaktion midt i á la mande’n. Så nu er der ikke mere konfekt og mandel-dessert til undertegnede.

Forretten blæste vi højt på og gik direkte til champagne og chips, fordi champagne og chips, ikke?Der var selvfølgelig også en runde pakkespil, før vi kom til den seriøse andemad, juletræsdans og gaveuddeling.Det har været så hyggeligt at holde jul med familien – med havbade, pool-leg, solrige stunder på terrassen og tid til at snakke, lege, spille, sove lure og lave mad sammen.Vi er helt jule-mætte efter syv intense dage.Og jule-matte.

Sådan får jeg det altid, når vi siger farvel til venner og familie, som vi først skal se om lang tid igen. En form for følelsesmæssig udslukthed, fordi vi lige har redet på en bølge af nærvær, hygge og fællesskab med mennesker, vi har en fælles historie – fortid, nutid og fremtid – sammen med.Det er dén der følelse af at høre til.

Af at være genkendt, forstået og accepteret, som man er. Dén følelse fås kun i samvær med de mennesker, der bliver lukket helt derind, hvor der findes fedtet hår, snot og tårer, latterbrøl, godmodige fjolle-referencer og grimme tanker.

Det er det eneste, jeg for alvor savner ved at være bosat i udlandet.

At drikke hvidvin med min Svigermor, mens vi sniksnakker om de største og mindste ting. At falde ind i min søsters favn og sidde sammen over et krus skovbærte, mens vores fælles børn bumler rundt i baggrunden. At gå ture med min Mor og snakke om alt mellem himmel og jord, som det nu falder os ind, og som stemningen nu engang er til. Heldigvis ved jeg jo godt, at det kommer igen. At jeg får mere af det. Der går bare mange, mange måneder i mellem at dén følelse suser igennem mig.

Vi nåede også en lillebitte udlandsrejse på de syv dages familie-ferie. Vi krydsede nemlig grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og nabolandet Oman, som har den smukkeste lille enklave på spidsen af Den Arabiske Halvø lige ved Hormuzstrædet over mod Iran.Musandam, hedder Omans spids – og hovedbyen er Khassab, hvorfra der udgår træjunker fulde af turister, der gerne vil se vilde delfiner i De Arabiske Fjorde.Vi startede ud hjemmefra kl. 4.30 0m morgenen, fordi der er to grænsekontroller og 3.5-4 timers bilkørsel, hvoraf noget af det bliver til nålesving i Hajjar-bjergkæden.

Vi nåede Khassab netop som byen var ved at vågne, så vi fik os en tår ubestemmelig kaffe, lidt hvinende sød karak chai og varme paratha-brød i en af de lokale kiosker.Det var lige så smukt og fantastisk rørende at sejle deroppe igen, som vi tidligere havde oplevet det. Man glemmer lynhurtigt det evindelige PCR-show, bilforsikringspapirerne, de forskellige toldere og paskontroller, når der svømmer et par legesyge delfiner forbi skibet.Undervejs var der god tid til en lille Morfar på madrasserne. Det var også nødvendigt, når man har været så tidligt oppe – og trangen til en lur blev kun større af den brummende skibsmotor og de blide bølgeskvulp.Vi var selvfølgelig vinterbadere undervejs, selvom kaptajnen skuttede sig og grinede lidt af de tossede turister, der kunne finde på at svømme i havvand i december måned. Vi forsøgte at forklare ham om k0nceptet vinterbadning i Norden, fordi han allerede kendte til de norske fjorde fra fotos osv., men det var simpelthen for abstrakt. Hvem vil dog gide at bade i SÅ koldt vand?!Musandam og Oman har været fuldstændig nedlukket under pandemien, men i den seneste tid er der åbnet op for turister, såfremt man er vaccineret og har en dugfrisk PCR-test med i tasken. Vi oplevede det som supernemt at krydse grænsen mellem de to lande, selvom der bestemt er tale om en helt anden firkantethed omkring landegrænserne, end vi er vant til fra vores Schengen-afslappede Europa.

Min Mor havde fået turen i fødselsdagsgave af os alle – og hun nød til fulde naturoplevelsen, mens hun strikkede vinterhue, kildede børnebørn, vovede sig ud i det sorteste hav og spiste chicken biryani til frokost. Jeg samler på de her små guldklumper af øjeblikke, hvor verden er stor, fin og spændende i selskab med min Mor.Men nu er det slut for denne gang. Min mor, søster, svoger, nevø og niece landede til 6 sjappede plusgrader i Kastrup og et helt igennem gråt-i-gråt-vådt stemningsleje.

Jeg sender solvarme i deres retning, men jeg vasker sengetøj, prøver at komme mig efter Nytårsaftens slemme tømmerdrenge og savner-savner-savner dem helt forfærdeligt i mit hjerte.Lad os håbe, at vi alle forbliver raske og mentalt parate til endnu et corona-år.