Hatta Honeybee Garden

Queen Elizabeth 2

Når Farmor og Farfar er in town, plejer vi at booke ind til en af Dubais overdådige Friday Brunches. Så tager vi pigerne med under armen og pacificerer dem med en fin blanding af kids club og iPad-parenting, mens vi ta’r os en lille én eller fem.

Denne gang skulle vi prøve Friday Brunch ombord på cruise-skibet Queen Elizabeth II, som ligger evig-forankret i havneområdet Mina Rashid i det nordlige Dubai.Skibet tog sin jomfrurejse fra England til New York i 1969, og hun har haft en lang række forskellige formål og opgaver i løbet af sit liv, bl.a. har hun sejlet britiske tropper til Falklandsøerne i krigen mod Argentina i 1982.

I 2007 blev hun så solgt til et af Dubais statslige investeringsselskaber, og siden 2008 har hun ligget fast i havneområdet Mina Rashid, hvor man kan overnatte i kahytterne til utrolig fair priser – og så er der ellers Friday Brunches og alle mulige aktiviteter hver eneste dag.Helt skarpt står hun ikke – altså Queen Elizabeth II, naturligvis ikke Farmor 😉 – og det er måske nok forståeligt, taget damens høje alder i betragtning. Hun kunne godt trænge til en omgang maling udvendigt, men indvendigt er det tydeligt, at hun er renoveret fornyligt, som her i den store buffetrestaurant, Lido.Vi får et bord midt i det hele – og for at det ikke skal være løgn, kører Halloween-temaet videre med gæster i fuld udklædning og masser af gys og gru i buffeten.Efter tre timers bobler, orme i gelé og små knasende skeletter, trisser vi ned på agterdækket, hvor solen er på vej ned.Vi gynger efterhånden også med, som om skibet sejler, og det er tydeligt, at festen fortsætter på dækket, når arrangementet inde i Lido lukker ned. Briterne går aldrig hjem….

Der er en dejlig udsigt over vandet. En masse smukke lejligheder er ved at blive bygget langs havnefronten, og en flok fine yachts ligger forankret ud for små semi-private jetties. Mina Rashid skal nok “blive til noget” om nogle år, selvom det pt. ligger uden for lands lov og ret, og hvis man valgte at overnatte her i en kahyt til en lav pris, ville man være nødt til at køre en del i taxa for at komme rundt og opleve Dubai. Der sker absolut intet uden for skibets område.

Friday Brunch på QE2 kan vi fint anbefale. Der er alt dét i buffeten, man forventer – tilsat høj musik, venlige tjenere og en stemning af at være taget på krydstogt-for-en-dag. Skibet kører med et tilbud på overnatning, morgenmad og rundvisning i forbindelse med deres Friday Brunch – og det lyder faktisk som en ret snedig løsning, hvis man skulle afsted en anden gang.Tilbage står vi nu med mindet om en fin fredag ombord på en britisk kulturinstitution, der nu er ejet af et arabisk investeringsselskabet.

QE2 som fastliggende cruiseskib er en finurlig idé og lidt af et spøjst klenodie, men det er også både hyggeligt og stemningsfyldt at være ombord.

Du kan læse mere og booke kahyt eller middag på: https://www.qe2.com/

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Sussie

    Det var en en rigtig fin, festlig,sjov, lidt uhyggelig eftermiddag med dejlig mad, masser af bobler og dejligt selskab ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Det var bare sådan en hyggelig dag, var det.
      Vi savner jer og glæder os til at ses i julen. Om en måned!
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hatta Honeybee Garden