Nye turistattraktioner i Dubai

Dubai i en nøddeskal

Forleden aften tog vi Farmor og Farfar med til én af de nye attraktioner i Dubai – La Perle by Dragone.Teatret ligger i hoteldistriktet Al Habtoor City ikke ret langt fra Burj Khalifa, Dubai Mall og Dubai Opera.

Faktisk er der byggerod og vejarbejde i hele området – og vidste man ikke bedre, kunne man hurtigt forledes til at tro, at man var kommet fuldstændig på afveje. Men frygt ej – kig efter blinkende lys og eksplosive regnbuefarver – og du er på rette vej.Teatret starter lidt trist ud med dét, der ligner entréen til en helt almindelig biograf – hundedyre popcorn, cola og vand på flaske. Dét kunne de godt polere lidt op, hvis du spørger mig. For La Perle er så langt fra en almindelig oplevelse, og showet fortjener at spille op til mere end en gang popcorn.

Teatersalens udformning og selve forestillingen er udtænkt af den belgiske teaterdirektør Franco Dragone, som bl.a. har været med til at lave Cirque du Soleil-forestillinger igennem mere end et årti, så der hersker vist ingen tvivl om, at Dubai her har hyret én af verdens dygtigste teatertalenter for at sikre ‘wow’-effekten.Når man kommer ind i selve teatret, fanger øjnene straks det dybe, mørke vandhul i midten af scenen. Det er dragende og ganske uhyggeligt – nærmest som et uudgrundeligt og truende sort øje.

Der er naturligvis også skruet 110% op for LED-belysningen, lydanlægget og den computerprogrammerede animation på vægge, gulve og lofter.

Dét her – dét er Dubai i en nøddeskal.

Spektakulært. Dramatisk. Teatralsk. Overgjort. Højspændt. Futuristisk.

Perfektion på så mange niveauer, at jeg som altid ender med at holde vejret og tænke, at det er noget underligt noget, at blive så rørstrømsk over.

Men det gør man altså – dét med rørstrømskheden – for der er tryk på og store armbevægelser fra alle vinkler og kanter i knapt halvanden time.

Det er bare én af de ting, Dubai gør så godt. Byen imponerer – overrasker – perfektionerer oplevelser og handlinger, stemninger og steder – også selvom langt det meste er bygget op om en illusion.

Vi overraskes i ét væk over perlerækken af aldeles utænkelige stunts, udført af mennesker med lige dele overmod og imponerende evner.

Pigerne er fuldstændig opslugte og sidder helt yderligt på stolesæderne, mens de hvisker til os, at “dét der kan da kun gå galt” og “dét gør han bare ikke!”, mens artisterne springer ud fra 25 meters højde og klatrer rundt i trapezer, som om det var ingenting.Franco Dragone har naturligvis skævet til De Forenede Arabiske Emiraters historie og til Dubai’s fortid som perlefiskerleje – og menneskets higen efter at få fat på den perfekte perle udspiller sig som en rød tråd igennem showet, der er bygget op om lige dele cirkus og teater.

Særligt hæsblæsende er et stunt, hvor 5 artister kører motorcykler rundt inde i en metalkugle, der har en diameter på ca. 5 meter. Dér er det svært at trække vejret. Ikke kun på grund af benzindunsten, men fordi det virker helt urimeligt farligt.Jeg kunne blive ved med at indsætte billeder af showet, men ingen af dem yder oplevelsen nogen retfærdighed. Det skal ses og mærkes i virkeligheden – og helst uden en mobiltelefon foran ansigtet.Udover et helt fantastisk udstyr til artisterne, et overvældende lyd- og lysshow med animation, ild og alle mulige andre effekter, så kan salen naturligvis også oversvømmes og tørres igen på under ét minut.

Bare fordi.

Bare fordi det er mega-imponerende og blæret.Og med oversvømmelse, så menes der knæhøje vandmasser, der skvulper og bølger om artisterne, der enten svømmer og dykker i det sorte øje eller klatrer omkring i vandet.

Regnen kommer fra loftet og fra voldsomme vandfald, der sender en finregn ind over publikum – til stor begejstring for alle, fordi regn er altid velkommen i en Ørkenstat.

Det sner naturligvis også en enkelt gang. Bare fordi man kan få det til det.

Jeg er solgt.

Til Franco Dragone’s arabiske mesterværk af en cirkus- og teaterforestilling, der overdøver, overvælder og overrasker alle sanser.En varm anbefaling af showet får du herfra. I en grad, så jeg gerne vil opleve det igen, selvom en del af imponator-effekterne jo nu er “afslørede” for mit vedkommende.

Og særligt hvis du befinder dig i Dubai i den varme del af året, er det helt åbenlyst perfekt aftenunderholdning indendøre.

De billigste billetter koster ca. 250 AED – og det er ikke uanstændigt, når man tænker på, at der står 65 af verdens bedste cirkusartister klar til hæsblæsende underholdning i 90 minutter i en aldeles spektakulær sal, der er så langt fra en savsmuldsarena, som man overhovedet kan komme.

Ingen kan gå herind uden at blive fascineret og bevæget.

Dét tør jeg godt vædde min gamle solhat på 👒

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nye turistattraktioner i Dubai