Hul

Ting, vi ikke taler om

Vi har fridage i Ørkenstaten i disse dage.

Det er blevet tid til at fejre højtiden Eid Al Fitr, som vel nok er muslimernes ekvivalent til den kristne jul. Festen markerer afslutningen på Ramadanmåneden.

Når det er Eid, er det en tradition, at alle skal bære et nyt sæt tøj, som skal bruges til visitter hos familiemedlemmer hér og der; kvinderne og pigerne får oftest nye smykker og hennatatoveringer på hænderne, og alle børn venter spændte og forventningsfulde på pengegaver fra de voksne, som de kan gå ud og spendere i dagene herefter. Derudover handler festen mindst lige så meget om at gå i mad-koma, som det gør for os i julen.

I og med at de saudiske og emiratiske månekomitéer fik spottet nymånen torsdag aften, har vi ‘kun’ fri indtil på mandag. Havde månekiggerne først fået øje på nymånen om fredagen, ville vi også have haft mandagen fri.

Jeg bliver aldrig træt af det finurlige i at leve et sted, der baserer størstedelen af årets helligdage på en månekalender. Man tvinges virkelig til at gå med flow’et på denne her måde.

Her kan I f.eks. set det tweet, som Dubai’s Knowledge and Human Development Authority (det lokale undervisningsministerium) skrev om den forestående skolelukning under Eid’en, hvor de jo ikke kan sige præcist, hvornår skolebørnene skal indfinde sig igen – fordi det afhænger af månen.

Og vi har lagt godt ud til den forlængede weekend med projektilopkastninger. Denne gang er det ikke mig, der har forgiftet mig selv med alkohol, men stakkels Cille, som ellers aldrig kaster op. Om hun har fået en virus i skolen, hvor der er omgangssyge i omløb – eller om hun har drukket poolvand, dét finder vi nok aldrig ud af. Men sløj, dét er hun – og sidder nu stille med sit fregnede blegansigt og søber mælkekaffe i sig.

Men egentlig skal det her blogindlæg ikke handle om opkast og månekalender-fridage.

Det skal handle om én af de (mange) ting, vi ikke taler om.

Ret ofte hænder det nemlig, at der sker ting og sager i kulissen, som ‘man’ ikke taler højt om i en Ørkenstat. Forleden skete der noget – og denne gang vover jeg at fortælle en lille smule af historien, som indeholder mange blanke felter, der kun kan gisnes om.

Men hvorfor er der dog ting, ‘man’ ikke taler om eller fortæller andre om, tænker du måske?

Først og fremmest handler det om retten til at ytre sig frit.

Den rettighed er i særdeleshed en europæisk idé.

Danskere bruger den meget. Både til at sige pæne og knapt så pæne ord. Hele tiden og så igen påkalder vi os ytringsfriheden og siger lige hvad vi lyster.

Men ytringsfrihed er ikke et begreb eller en rettighed, der er alle i verden forundt. Og det er svært at forstå sådan helt ind i kroppen, før man bliver frataget den. Det er ihvertfald begyndt at gå op for mig, hvor uendeligt værdifuld ytringsfriheden er. Det handler – blandt andet, men selvfølgelig ikke kun – om, at jeg ikke kan blogge om alle de emner og oplevelser, jeg kunne have lyst til – fordi det kan potentielt gøre livet svært for andre og/eller mig selv.

Lige nu står vi f.eks. i en besynderlig situation, hvor en person, vi har kendt i over tre år, pludselig er forsvundet ud af landet. Vedkommende har vi betalt på forskud sammen med et par andre familier for at undervise vores børn. Hvorfor er denne her person pist væk fra jordens overflade? Dét kan vi kun gisne om. Ingen kan fortælle os sandheden – bortset fra vedkommende, som nu er rejst og umulig at kontakte. Vi har selvfølgelig rakt ud til vedkommendes ansatte i forretningen, men de ved lige så lidt om, hvad der skal ske, som vi selv gør. Det er ikke så meget pengene, vi har tabt, som er bekymrende. Det er mere hele fornemmelsen af at blive forrådt eller først bag lyset af en person, vi har opfattet som professionel inden for sit felt.

Det handler om økonomi, når folk forsvinder.

Det tør jeg næsten sige med sikkerhed, for her sker meget få kriminelle handlinger af anden art.

Lige så smidigt systemet er for start-ups, lige så grueligt galt kan det gå, hvis du havner i en situation, hvor kagedåsen er helt tom og bunken af ubetalte regninger hober sig op.

Den slags blev allertydeligst under finanskrisen i 2008, men den er der nu igen. Enkelte forsvinder uden en lyd. Nogle drysser helt diskret. Andre sælger deres ting online og er så væk. Andre igen tager afsked og siger et højt og tydeligt farvel, når de ikke har noget at bekymre sig om eller skamme sig over, men blot har fået en mulighed for at prøve et nyt eventyr andetsteds.

Det er benhårdt at være hér, hvis tingene ikke arter sig, som man ønsker sig eller har behov for, at de gør. Lige så sjovt og fedt, her er, når man har penge, lige så ulykkeligt og ubehageligt bliver det, hvis man fattes penge. Der er intet net under mennesker i form af sociale ydelser eller kommunale tilskud. Ingen forstående banker, der laver lempelige afdragsordninger eller kan vente med at få tilbagebetaling for en stund. Det er f.eks. også ulovligt at gå konkurs.

Og det er en virkelig underlig følelse at sidde tilbage med: At have kendt et menneske igennem flere år, som har tilbragt tid med ens børn – og som så ender med at forsvinde ud i den blå luft.

Vi har fortalt pigerne, at vedkommende er væk. At vi ikke ved hvorfor eller hvordan og hvorledes, men at vedkommende aldrig kommer igen. Det stiller de sig naturligvis undrende overfor, men trækker også på skuldrene, fordi det er et abstrakt voksenscenarie.

Historier ligesom ovenstående er mange. Om nannies, der forsvinder i ly af nattens mulm og mørke – uden pas eller papirer. Om evigheds-parkerede biler i ørkenen, hvor ejermændene er forsvundet ud i sandet. Om mennesker, der aldrig mere tager telefonen, selvom man tidligere har kunnet få fat i dem på præcist dét nummer.

Dubai kan være et flygtigt sted.

Og ind i mellem bliver jeg bange for at miste min umiddelbarhed. Dén tillid (og potentielt farligt-naive tilgang), som vi danskere har til at møde andre mennesker. Vi tror på, hvad de siger. Vi tror på, at de gør, som de siger. Vi har aldrig rigtig haft grund til ikke at tro på de mennesker, vi møder på vores vej.

Dét fungerer ret anderledes her i landet. Og jeg ved godt, at jeg er lyserødt-romantiserende, når det kommer til den danske tillid og sammenhængskraft i samfundet, men for hver gang jeg møder et menneske, der slet ikke er, som vedkommende giver sig ud for, så bliver jeg en lille-bitte-smule mere kynisk. Hvilket jeg overhovedet ikke har lyst til.

Så nu trækker jeg vejret ned i maven og virrer lidt med hovedet. Ryster oplevelsen af mig og lover mig selv, at jeg fortsat vil stole på det gode i folk og på alle deres intentioner, indtil det modsatte er bevist.

Dét her med sporløse forsvindingsnumre, bristede aftaler og ubesvarede opkald er ikke kønt, uanset hvor i verden det foregår. Men heldigvis er der langt, langt flere positive oplevelser end negative i en Ørkenstat – og jeg håber inderligt, at vedkommende, som nu er pist forsvundet, får styr på sit liv igen og succes med sine evner andetsteds.

Vi fortjener alle en second chance.

Og nu vil jeg slutte med et kærligt og varmt Eid Mubarak til alle, der nu afslutter fasten og fejrer Eid al Fitr i disse dage. Må I få skønne stjernestunder sammen med jeres familier.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

2 kommentarer

  • Sussie

    Sikke da en historie du der fortæller. Puha !
    God bedring til Cillemusen …håber hun snart er helt frisk igen.
    Knus fra farmor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Ja, ikke? Der er tale om en vis Hr. Svømmelærer, som du jo ellers også har mødt….
      KH. Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hul