Vaccinationer

Der er så mange gode ting at sige om det danske sundhedsvæsen, at jeg knapt nok ved, hvor jeg skal begynde.

Hvis ikke vi var flyttet til udlandet, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville have værdsat det danske system på dén måde, som jeg gør nu. Det er én af de fine ting ved at få ens hjemland lidt på afstand. Så kommer der en anden slags reflektion end tidligere.Måske glorificerer jeg også systemet lidt på dén der fædrelandskærlige måde, der ofte kommer til os, der tilbringer en del af livet uden for landets grænser – men helt ærligt, så skal der ikke ret mange besøg til i et brugerbetalt sundhedssystem, før man længes inderligt tilbage til snusfornuften og den ligefremme adgang og tilgang i Danmark.

Uanset, at den praktiserende læge skal kunne klare stort set alting, selvom det jo er en umulighed i sig selv.

Uanset, at køen til speciallægen kan være alt for lang.

Uanset, at der er ventetid på telefonerne og besparelser over hele linjen.

For når man bytter fællessystemet ud med et brugerbetalt et af slagsen, så handler det hele pludselig om ens forsikringsdækning og en masse økonomiske transaktioner, før man overhovedet kan få hjælp eller behandling.

Først skridt er fremvisning af sygeforsikringskortet i skranken.

Måske dækker forsikringen dagens konsultation eller behandling – måske gør den ikke – og hvis den ikke gør, så kan du lige gå over til betaling ved Kasse 1, 2 eller 3, hvor der hersker hektisk aktivitet med kreditkort og kontanter.

Du kan også bruge Det Tålmodige Menneskes Procedure, hvor du – i samråd med lægen – ansøger dit forsikringsselskab om “pre-approval”, så du er 110% sikker på, at din behandling ikke bliver afvist i 11. time, hvor du selv må punge ud. Så kommer der til at gå en rum tid med at afvente forsikringsselskabets svar og efterfølgende en opringning fra lægeklinikken for at be- eller afkræfte, om du må få behandlingen udført under forsikringen. Og så kan du endelig bestille en tid.

Jeg har været nødt til at vride armen rundt på mig selv og trække vejret dybt ned i maven for at få gang i ovennævnte procedure – for dét der med tålmodighed er ikke min stærkeste side. Men ind i mellem må man lære på den hårde måde, og jeg priser mig lykkelig for, at det trods alt ‘kun’ har kostet 1.500 kroner at lære at bruge “pre-approval”-proceduren hver eneste gang.

Sådan her fungerede sundhedssystemet slet ikke for 4 år siden, da vi ankom til Ørkenstaten.

Alt blev godkendt.

Hver gang.

Uden direkte kontakt til forsikringsselskabet.

Men enten fattes forsikringsselskaberne penge – eller også drømmer de om at tjene endnu flere – for nu kan selv den simpleste ting ikke udføres uden forudgående godkendelse. Og det til trods for, at vi har præcist den samme dækning nu, som vi har haft de andre år.

Selv vaccinationsprogrammet til børn kan vi ikke være sikre på bliver dækket af forsikringen længere. Ikke at dét ville afgøre, om pigerne blev vaccineret eller ej.Men efter et par ugers ventetid får vi bekræftet, at Milles vacciner er godkendt af forsikringen, og nu kan den lille 6-årling endelig komme videre i vaccinationsprogrammet, som hendes Mor har forsømt på det pinligste.Jeg kan slet ikke forklare, hvordan jeg har kunnet glemme to vaccinationer – og jeg føler mig som en virkelig ussel Mor, da sygeplejersken drøner rundt og konsulterer læger, fordi det jo er ‘alt for længe siden’ at den ene og den anden booster skulle have været givet.

Her kan man virkelig tale om Den Kroniske Skyld.

Mor-skylden.

Gisp.

Jeg har jo ikke bevidst ignoreret vaccinerne.

Det er jo ikke fordi jeg har glemt, at konceptet findes.

Faktisk synes jeg, at det er virkelig vigtigt, at følge vaccinationsprogrammet i dét land, hvor man bor.

Men jeg har alligevel håndfulde af undskyldninger klar i et desperat forsøg på at undslippe de hårde ord, jeg lader regne ned over mig selv, mens tæerne er helt krummede i sandalerne.

Jeg har måske fortrængt det, fordi børn bliver så kede af det, når de skal stikkes?

Eller er det mon fordi, det er så trættende med hele “pre-approval”-proceduren hver eneste gang?

Det er nok også bare fordi man ikke får en “friendly reminder” om at en vaccination bør gives, ligesom man får andre steder i verden?

Måske er det fordi vaccinationsmappen har ligget i bunden af en skuffe?

Bortforklaringerne er mange.

Og lettelsen er stor hos både Mor og Datter, da de to boostere er sprøjtet ind, så vi kan gå ud i verden og lade vaccinationer være vaccinationer indtil hun fylder 9 år om 3 år.Og da vi sidder på caféen med Milles velfortjente modighedspræmie og kaffelotter med masser af skum, tænker jeg, at jeg ville ønske, at jeg var en af den slags mødre, der vejer og måler børnene for at se, om de følger den aldersmæssige vækstkurve; som husker at tegne børnenes tabte mælketænder ind i dét der sjove skema i Barnets Bog; som husker at tage børnene med til en årlig helbredsundersøgelse og som ved alt om børns udvikling og udslæt og børnesygdomme.Men det er jeg helt åbenlyst ikke.

Til gengæld er jeg heldig med at have en ganske tilgivende datter, som svarer “det´okay, Mor” henover kaffen, da jeg får mumlet, at det vist ikke var så smart af mig at glemme de vaccinationer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet