• ···
Remouladen

Tirpitz

Essensen af Vestjylland.

Hav.

Gudsbenådet lys.

Marehalm.

Kridhvidt sand.img_0400Det er dét her, jeg er rundet af. Eller rusket igennem af.

Det er dét her, jeg tænker på og forbinder med ‘hjemme’ i vestjysk sammenhæng.

Og jeg kan savne duften af friskt havvand og tang.

Synet af strandskaller og brusende vand.

Så vi lægger vejen forbi Vesterhavet med Mormor. Hvidbjerg Strand uden for Blåvand, for at være mere præcis. Det er vores familiefavorit.

Og lidt længere inde i landet – godt gemt i klitterne – ligger Tirpitz, en stor kanonbunker fra 2. Verdenskrig.img_0394Med tjekkiske pindsvin liggende spredt rundt omkring i landskabet, som pigerne klatrer på og slet ikke forstår alvoren af.img_0398Bunkeren har været utilgængelig for besøgende i de sidste par år på grund af en større ombygning ledet af ingen andre end verdensberømte Bjarke Ingels’ tegnestue BIG.

Og Ingels har i sandhed haft en hel fænomenal bunke sand at flytte rundt med.img_0392Men nu er bunkeren åbnet, og vi vil se nærmere på det nye oplevelsescenter.img_0388img_0353Den nye tilbygning er holdt i de samme rustikke materialer som bunkeren selv. Beton og jern.img_0354Hovedområdet er også mørkt som i en bunker.img_0355Herfra udgår der 3 store afdelinger med vidt forskellige temaer og oplevelser.

Det 1. område handler om rav, Vesterhavets svar på diamanter.img_0358Vi lærer om dannelsen af rav, om dets farver og klassificeringer, og om hvordan ravjægere finder ravet på de vestjyske strande efter frygtelige stormvejr.img_0359Det 2. område handler om livet med og ved det voldsomme Vesterhav, som så let giver og tager liv.img_0360Alle steder kan børn røre, undersøge og sanse sig frem til en forståelse af elementerne. Pigerne er vilde med det.

Herudover har vi hver et apparat, som vi scanner henover små standere, hvorefter vi får en lille, mundtlig fortælling eller yderligere forklaring.

Klokken hel og halv er der en smuk total-oplevelse i rummet, som beskriver livet ved Vesterhavet igennem historien.img_0362Vi klatrer op i redningsbåden og nyder suset fra en storm kombineret med lyd, lys og animation. Det er vildt flot lavet.img_0363img_0364img_0365img_0369Efter dén oplevelse er det 3. område lidt tamt med dets opstillinger af tidstypiske krigs-artefakter og opstillede “bunker-kulisser”, der danner ramme om en række personlige skildringer af typiske menneskeskæbner under 2. Verdenskrig – som f.eks. de tyske radar-ansvarlige i Tirpitz-bunkeren; de vestjyske “tyskertøser”, som assisterede med ‘det praktiske’ hos tyskerne; der er historier om afhoppere, som beskyttes af modstandsbevægelsens helte i Esbjerg osv.img_0372img_0376Til sidst kommer vi til den rigtige bunker. Allerede ved indgangen lugter der ramt og stærkt af vådt mørtel eller cement.img_0377Og selvom jeg har været her før, gør det stadig et kæmpe indtryk på mig at træde ind i de klaustrofobiske, mørke rum, hvor tyskere og krigsfanger har været i færd med at opføre en grum militærfæstning med det formål at beskytte og forsvare Vestkysten mod angreb fra de allierede.

Deres fodaftryk ses flere steder i betonen, så jeg får kuldegysninger over autenticiteten på det her sted. Det er ikke KZ-lejr-ubehageligt, men alvoren er til at tage og føle på.img_0380Tanken om, at en kæmpe kanon skulle have skudt ud herfra og skabt død og ødelæggelse er så uhyggelig og håndgribelig, at man må takke højere magter for at tyskerne aldrig nåede helt i mål med projektet, før krigen var omme.

Der er fornemmelsen af den tunge luft, som aldrig udskiftes.

Der er den ramme lugt i alle kroge og rum.img_0382Der er forunderlige syn af krøllet jern, der bølger og stikker ud hist og pist som resultatet af danskernes mislykkede forsøg på at sprænge den grufulde armerede beton-mastodont af en bunker i stumper og stykker efter krigen.img_0384Vi lykkedes ikke med at skaffe os af med Tirpitz i Blåvand i efterkrigstiden.

Et stykke Danmarkshistorie, som folk på de her kanter har et ganske komplekst forhold til, fordi de fleste vestjyder dengang forholdt sig ‘neutrale’ og gerne arbejdede for tyskerne, da det gav rigtig gode penge.

Og på bizar vis får jeg lyst til at sige gudskelov for, at det aldrig lykkedes at sprænge bunkeren i tusind stykker.

For Tirpitz er et besøg værd i 2017. Og i 2018. Og altid.

Vi har brug for den her slags fysiske, konkrete påmindelser.

Os – der er så heldige, at vi aldrig har oplevet krig.

Det rusker i sjælen at blive konfronteret med de fysiske rester fra 2. Verdenskrig – og det er vigtigt at blive påmindet det faktum, at de europæiske lande engang var i krig med hinanden.

Og som afslutning på dagens krig og alvor, muntrer Regnskabschefen sig med at køre et smut ind forbi Løjtnantskolens triste, nedslidte barakker i Oksbøl.img_0405Her udpeger han sit gamle værelse for pigerne, som har svært ved at forestille sig, at deres Far skulle have været en ung mand, der opholdt sig hér – og at han tilmed skulle have været en soldat i uniform?

Og jeg læner mig tilbage med et smil ved tanken om, at Martin har bedre lokalkendskab og stedsans på mit fødested, end jeg selv har. Det er faktisk ganske hyggeligt.

 

Besøg endelig Tirpitz, når du får chancen for det.

Stedet er virkelig interessant og tankevækkende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Remouladen