Længsel

Jep.

That’s me.

Jeg er her endnu.

Og uden yderligere referencer til Jesus på en højhellig Skærtorsdag, kan jeg meddele, at jeg er opstanden fra de nær-ved-døde og endda er at finde på arbejds(gede)markedet igen.

Endnu engang takker jeg ærbødigst Alexander Fleming for hans fremragende opdagelse i 1928.

For hvor ville jeg have været lige nu uden penicillin?Mit lyspunkt i febervildelserne har været at modtage små videoklip, billeder og beretninger fra Baby-Land.

Min elskede Søster har netop født en lille dreng for knapt en uge siden.

Og hun og min Svoger bevæger sig nu rundt i den der cirkulære døgnrytme med ny baby, som på én og samme tid er helt fantastisk og overvældende.

Og jeg længes.

Brændende.

Inderligt.

Efter at indsnuse min nevøs babyduft.Og jeg forsøger at forklare mig selv, at han da ikke har mistet sin særlige babyduft, når vi vender næsen mod nord for at holde sommerferie.

Han kan vel (trods alt) ikke nå at vokse mig over hovedet og blive konfirmationsklar på tre måneder?

Men jeg savner at kunne byde ham velkommen til verden, ligesom resten af den stolte familie.Jeg vil hviske ham i øret, at jeg er hans Moster.

At han er et lille mirakel.

Ikke kun for hans Mor og Far og Søster, men for os alle.

At jeg altid vil elske ham.

At han også er min og at jeg også er hans.Jeg længes efter at mærke hans bittelille krop i min favn.

Og jeg forsøger at forklare mig selv, at alt det kan jeg sagtens mærke og hviske om 3 måneder, når vi vender næsen mod nord for at holde sommerferie.

Men den slags logik preller af på de følelser, der presser sig på.

Savn.

Afsavn.

Længsel.

Tre tro følgesvende, som for altid bor i rygsækken, når man har valgt at flytte langt væk fra familien.

De står aldrig af i svinget eller ved det nærmeste busstoppested.

De venter troligt, hver gang der sker en glædelig og festlig begivenhed i familien eller i vennekredsen.

En fødsel. En fødselsdag. En konfirmation. Et bryllup. En eller anden dejlig tradition, som man går glip af…

Måden, hvorpå vi forsøger at kompensere for den manglende tilstedeværelse, er ved at prioritere at være i Danmark to gange om året.

5-6 uger om sommeren og 2 uger i julen.

Mere end det er ikke muligt på nuværende tidspunkt.

Mest på grund af det økonomiske aspekt (4 flybilletter mv. kommer sjældent dumpende gratis ned fra himlen) – men også fordi der er to små damer at tage hensyn til, som pt. er for små til at blive transporteret frem og tilbage for blot et kort visit.

Det er også fint nok, at jeg har alle argumenterne i orden over for mig selv.

Den snusfornuftige vinkel bør jo altid gøre et modigt forsøg mod følelsernes rasen.

Uanset hvad, så tilhører mit hjerte nu August – og det kan jeg ikke vente med at komme hjem og få fortalt ham.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet