Integration og Road Trip

De fremmede fra en fjern, muslimsk Ørkenstat er i fuld gang med at integrere sig i det danske samfund.

Vi bager æbleskiver med kærnemælk og en sjat øl. For det hører til adventen og den nært forestående højtid, siger stammens ældste. Og hende adlyder vi naturligvis med ærbødighed.Og vi mærker den særlige, danske hygge brede sig i Farmors stue i takt med indtagelsen af varm gløgg og sprøde julesmåkager.Pigerne er sammen med deres utrolig mange fætre og kusiner – præcist ligesom alle de andre indvandrere fra fjerne himmelstrøg.

Der er tale om en slags midlertidig familiesammenføring i anledning af julen.Og sammen med en lille, hardcore flok japanske turister, nærstuderer vi den lokale kultur og historie, mens vi fryser helt forfærdeligt. Fordi dér, hvor vi kommer fra, er 20+ grader definitionen på kold vinter.Vi observerer også de lokales adfærd i Slotsarkaderne – som er Hillerøds afdæmpede svar på en souk, hvor der er en butik med det underlige navn Bilka. Og hér lader vi naturligvis børnene kultur-assimilere på bedste vis. Sålænge det er halal.Som I nok kan fornemme på Mille, så er der dele af den danske kultur, som er fan-fucking-tastic. Såsom klassisk, dansk bland-selv-slik i et udvalg og et størrelsesforhold, der jo er lige til at dåne over.

Og selvom det er tusmørke hele dagen og fugtigkoldt døgnet rundt, så gør vi ligesom alle de andre. Trækker i dunjakken. Køber de sidste julegaver. Hiver huen ned om pande og ører og traver en lang tur for at forbrænde den der superfine kombination af bacon og marcipangris, som jo er hele essensen af dansk jul.

Alt det ovenstående er fjollet.

Vi er ikke fremmede.

Vi kommer ikke andre steder fra end et par små landsbyer uden for hhv. Varde og Hillerød.

Vi er ikke konverteret til Islam eller har ændret vores pæredanske levevis synderligt, bare fordi vi bor i en Ørkenstat langt fra Danmark.

Vi er på et tålt og accepteret arbejdsophold i vores nuværende land – og der er ingen sandsynlighed for at vi nogensinde bliver andet end danske statsborgere med go’e, gamle rødbedepas.

Vi er danskere – født og opvokset med frihed og lighed og retten til at beklage os offentligt over stort og småt – og med chancen for at uddanne os og muligheden for at leve stort set som vi lyster.

Og det er vi i sandhed heldige med.

Der er så ufatteligt mange steder i verden, hvor livet er mærkbart sværere og hårdere end det er i trygge Dannevang.

Men alligevel er der en gran af sandhed i min fjollede beskrivelse af os – de fremmede – i det fortabte fædreland.

Der er en snigende fremmedgørelse, som giver sig til udtryk i små besynderlige oplevelser, følelser og fornemmelser, når vi er ‘hjemme’ i Danmark.

Vores hjemland, som ikke længere føles som 100% hjemme.

Dét må jeg ærligt konstatere efter 7 år i udlandet – og Martin siger, at han oplever det samme.

Jeg føler mig eksempelvis langt mere fremmed i det offentlige rum i Danmark end i Dubai.

Hér kan der være ret langt mellem små samtaler og øjenkontakt – omend jeg fik en arm om taljen på en café forleden og en varm tilkendegivelse fra en mand om, at jeg så uendeligt smuk ud. Og dét tog jeg til mig med et smil.

Men bortset fra café-tilfældet, så er det hver gang mig, der varmer op under ‘folk, jeg ikke kender’ i Danmark. For den mere udadgående (eller ligefremme) adfærd og opførsel har jeg vænnet mig til. Selvfølgelig taler man da lidt med de mennesker, der er lige omkring én i køen eller på legepladsen. Det manglede da bare. Damen i Matas skal jo alligevel stå der og pakke ind hele dagen.

Og interessant nok er det lettere for mig, at få positiv øjenkontakt med en niqabi-klædt kvinde i Dubai, når vi begge løber efter vores balstyriske poder i et shopping mall end det er, at få ditto med en dansk kvinde, der styrter stresset rundt i Bilka. Sorry to say.

Jeg oplever også, hvordan mørket og kulden har en mærkbar indvirkning på humøret – selv efter ganske kort ophold. Det er da komplet drænende, at det er mørkt, når man vågner, tusmørke hele dagen og mørkt igen, før man får lavet eftermiddagskaffen klar. No wonder, at danskerne bliver grå i ansigterne og sjælene af vinter i Danmark. For slet ikke at tale om alle de tørklæder og kleenex og hjemmefutter, der skal indkøbes for ikke at risikere at fryyyyse ihjel.

Jeg tror efterhånden ret meget på, at danskernes sociale adfærd, humør og attitude har en direkte sammenhæng med vejret. Og der skal en anseelig portion fædrelandskærlighed og tætte familiebånd til at få os til at vende snuden ‘hjemad’ i vintermånederne, dét er helt sikkert.

Og så er der alle de små banaliteter, der ingen forskel gør ude i den virkelige verden, men som i mit indre angiver, at jeg ændrer mig.

Som f.eks. når friskbagt leverpostej pludselig er blevet ulækkert.

Eller rugbrødet smager alt for surt.

Når jeg savner en hjælpende hånd med dette og hint, fordi jeg ikke længere er vant til alt det “gør-det-selv”. (Undskyld. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige det højt, men det er intet mindre end røvsygt, at der ingen service eller hjælp er at få nogen steder).

Og når TDC igen-og-igen-og-efter-indbetalt-depositum stadig laver et stort påstyr, hvis vi opfører os som almindelige telekunder og f.eks. vil ændre i abonnementet.

Og når banken igen-og-igen skal modtage dokumentation for min bopæl i udlandet, selvom jeg ikke har en postadresse at angive på samme måde som i Danmark – og i øvrigt har pænt svært ved at fremskaffe nogen form for dokumentation på min tilstedeværelse, når jeg bor i et land, hvor alting står i mandens navn. (Hey ligestilling – du er en eksotisk sag!).

Eller når Mobile-Pay ikke længere vil tillade os at være med på overførsels-snedighederne, fordi vi ikke har en dansk bopælsadresse at linke vores danske konto og danske mobilnummer/simkort til. (Måske er vi hvidvaskende terrorister. Jeg ved det ikke. Og den flinke dame i telefonen er også lidt usikker på det).

Så bliver jeg en kende træt.

Og jeg tænker, at danske virksomheder og myndigheder muligvis tror, at alting fungerer på samme måde alle andre steder i verden. Fordi den danske model jo er noget så smart. Måske ligefrem den smarteste?

Og måske er det én af de største gaver, vi får i tilgift til alle oplevelserne og udfordringerne som danskere bosat i udlandet?

At vi lærer, at livet leves og ting foregår på lige så mange måder, som der er mennesker og kulturer.

At opgaver og problemer kan angribes og løses på forskellig vis – og at det faktisk slet ikke er farligt.

At mennesker muligvis ser forskellige ud på overfladen og taler forskellige sprog og tror på forskellige Guder, men at vi alle er fælles i vores grundsten og grundvilkår som mennesker.

At Danmark ikke nødvendigvis holder De Vise Sten på vegne af resten af verden.

At der i mangfoldigheden, nuancerne og forskellighederne ligger det reneste guld – også kaldet mellem-menneskelig eller interkulturel forståelse.

Det er i smagen, i adfærden, i tankegangen, i nye mønstre og reaktioner, at jeg mærker, at vi er blevet fremmede.

Ikke fremmede for os selv eller for vores familie og venner.

Men fremmede i systemet, i landet, i dets handlemåder, skikke og omgangsformer.

Og det må vi leve med.

Det er os, der har valgt at rejse ud.

Det er os, der må tage konsekvensen.

Men det gør det lidt svært at få lyst til at rejse hjem.

For hvor er hjem, nu?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet