Sydfrankrig – Première Partie | Ferie

Jordbærhjelmene har været tidligt oppe for at rejse til Nice.De overlever på forventningens glæde under hele flyturen, men da vi sætter os i taxien, må de overgive sig til søvnen, mens jeg smiler overdrevent bredt til chaufføren, der vældig gerne vil underholde mig på den knapt 2 timer lange køretur….på fransk…og dér har jeg ikke så meget at skulle have sagt efter mit begrænsede franskkursus i 8. klasse.

“¿Hablas español?”, forsøger jeg forsigtigt.

“¿Me entiendes, si hablo despacito?”

Ingen succes.

Han forstår cirka lige så meget spansk, engelsk eller dansk, som jeg forstår fransk. Og alligevel lykkes det ham at fortælle mig en masse skøre ting om sin familie og om alle de små landsbyer, vi passerer på vej til Familien M’s hus i bjergene. Her er ikke bare helt ualmindeligt, bemærkelsesværdigt smukt.Her er også så fredfyldt, at det eneste, jeg kan høre, er cikader og summende insekter, når jeg bevæger mig rundt i haven for at se på blomster.Men stilhed kommer som regel med begrænset holdbarhed, når der er børn til stede.

Det gør nu ikke noget i det her tilfælde.

Deres fællesskab, leg og latter gør mig lykkelig helt ind i hjertekulen.Og som om dét her scenarie – udsigten over bjerglandskabet og havet; det charmerende landsted i den idylliske have og 4 glade børn, der hujer og plasker – ikke skulle være mere end rigeligt i sig selv, så bliver jeg på forunderlig vis set og forstået af et menneske, med hvem jeg føler en dyb samhørighed.

Hun opfordrer mig kærligt og generøst til at tage ud på lange gåture.

For mig selv.

Som i alene-uden-andre.

Det er som at vinde i et lotteri, jeg ikke aner, at jeg har deltaget i!

Og i mens leger Fru M med 4 power-puff-piger, der laver perleplader og sokkedyr i serieproduktion.

Det kræver et absolut minimum af overtalelse at gå ud på opdagelse i denne her provençalske vidunderverden.

Et par skridt uden for porten møder jeg dette syn og en duft af fyrrenåle og varm jord.Det er den reneste balsam for en støvet ørkensjæl.

Og der er havudsigt som belønning for hvert sving, jeg tilbagelægger ad den snirklede bjergvej.Lidt senere må jeg til at følge Fru M’s håndtegnede kort. Jeg er jo ikke det mindste stedkendt.Efter en kort vandring igennem en kavalkade af franske sommer-landsteder – nogle i topform og andre i en mere skal-vi-kalde-det-rustik udgave, rammer jeg Madrague-distriktets vinmarker.Jeg antager, at de her smukke druer senere bliver til områdets berømte rosévine?Efter at have passeret rækkevis af frodige vinstokke, kommer jeg til Plage de Gigaro, som er så fransk, at damerne går helt nonchalante rundt i korte, hvide hørskjorter og bittesmå bikinitrusser. Med 3 baguettes under den ene arm og en cigaret mellem to fingre, mens de er på vej ud i verden.

They don’t give a fuck.

På deres helt egen elegante, franske facon.

Jeg tager mig selv i at blive helt araber-chokeret over al den nøgenhed i det offentlige rum. Men man kan vel vænne sig til det igen?Og hér – for enden af strandpromenaden – ligger en lille bod.Det er i øvrigt også enden på Fru M’s kort-instruktioner i denne ombæring, så jeg sætter mig med en ananas-smoothie og ser ud over havet, hvor blide bølger skvulper ind mod de sidste badende. Hvordan kan jeg være så heldig?

At sidde lige hér og mærke eftermiddagssolens lange stråler.

Og indånde den svale, salte havluft.

I mit eget selskab.

Det er mig ret meget en gåde – men måske er det lige præcist sådan, dét bør være?

Og da jeg svedig-varm og taknemmelig vender retur til storfamilien, står der solmodne, duftende nektariner og små, sprøde chouquettes på bordet. Chouqettes er intet mindre end himmelske bidder plukket direkte fra sommerens hvide cumulus-skyer, hvorefter en fransk bager har dyppet dem kærligt i sukkerlage med sine lange, slanke fingre og strøet forsigtigt med perlesukker til sidst.