Kølig velkomst

“Har du noticed at alle menneskerne taler dansk? Det er lidt funny, Mor”, hvisker Mille mig i øret, mens vi står i en surmulende uendeligheds-kø blandt ligesindede, utålmodige rejsefæller.

Det er såmænd bare paskontrollen i Kastrup en onsdag formiddag.

Velkommen til Danmark.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for du kan varme dig på sidemanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er 3 betjente på overarbejde i glasburene.

Måske er det kommet som en overraskelse for lufthavnen, at der lander et stort Qatar Airways fly og et ditto fra Emirates Airline på dét her tidspunkt?

Måske er der bare ikke flere betjente til rådighed?

Mulighederne er mange.

Svarene få.

Og jeg noterer mig, at folk skubber, vrisser og smutter foran i køen på præcist samme måde, som det ville ske i De Varme Lande. Og det til trods for vores danske selvforståelse af at være ret-så-overskudsagtige-retfærdighedssøgende-køkulturs-mennesker.

Modvilligt lader vi forældrene til en ulykkelig baby komme forrest i køen efter et 15 minutters grådanfald (barnets gråd – ikke morens, selvom det er tæt på). Det er nemlig helt overladt til individets initiativ, for her er ingen opsynsfolk til stede, som måske kunne have udøvet venlig crowd-control og ladet stressede småbørnsforældre med grædende babyer og ældre rejsende komme foran i køen.

Vi er jo kommet til DIY-land.

Do It Yourself er den hellige gral. 

“Mor, jeg skal altså virkelig ikke tisse alligevel”, udbryder Cille, da den ramme stank af urin rammer hendes næsebor ved indgangen til dametoilettet i lufthavnen.

“Jo, du skal, Cille – kom så. Der er ikke noget at gøre ved det, men sådan her er offentlige toiletter i Danmark”, svarer jeg med fast mine og hiver begge piger med ind.

Der ligger store pytter af udefinerbar væske på gulvene. Der er nusset wc-papir overalt og fyldte skraldespande med direkte udsyn til brugte damebind.

Ikke en rengøringsmedarbejder i sigte eller en supervisor, som måske kunne tilkalde assistance.

Kummerne er så snavsede og lugten er så intens, at Prinsesserne på Ærten har mere end svært ved at præstere.

“Jeg synes at der skal dufte ligesom på Arabic toiletter med perfume instead of stinky poo”, konstaterer Mille tørt, da vi spritter af uden for toiletterne og indånder osen fra pølsevognen, som nu pludselig lugter attraktivt hér midt i tissekoneland.

Glemt er det uheldige førstehåndsindtryk, da vi rammer ankomsthallen og får øje på Farmor, som hopper og hujer og løber os i møde – stik modsat retningen af menneskestrømmen.

Pludselig stopper hun op og krammer livet ud af de to børnebørn, som er lige så begejstrede og glade for at se hende og Farfar. Sammen drager de afsted hånd i hånd mod Huset i Den Store Skov, hvor der vanker både nybagte boller og Faster D.

I mellemtiden fornøjer Martin og jeg os med den nye biludlejning i Kastrup.

Begejstringen nærmest lyser ud af ham efter en længere gåtur igennem lufthavnen med bagagevogn og elevatorbøvl, som leder ud i regnvejr og 20 minutters ventetid ved et busstoppested.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for på denne måde bliver du extra taknemmelig for dit overtøj, når du engang får det fisket ud af kufferten.

HT-bussen er ikke ombygget til formålet – det ville have været for meget at forlange – så vi skubber rundt med 4 kufferter og 2 trolleys i mellem sæder og barnevogne.

Jeg smiler undskyldende til et engelsk ægtepar, som jeg har lovet at fortælle, hvornår vi rammer biludlejningernes stoppested: “I haven’t tried this before either and it doesn’t seem to make much sense”, svarer jeg spagt på vegne af nationen, da de høfligt spørger ind til det lettere finurlige set-up, som på ingen måde kan forventes af en international lufthavn. Jeg får helt lyst til at give dem en kvajebajer efter denne her slukørede oplevelse, men vi hanker op i os selv og englænderne og ender bag den gamle terminal 1, hvor udlejningsfirmaerne er blevet forvist til en ny bygning.

Bagagevogne er der naturligvis ingen af ved stoppestedet, men så lærer Martin at trække 4 kufferter på én gang, og dét har han sikkert altid ønsket sig at kunne?

Et par timer efter ankomst lander vi endelig i Grib Skov.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for nu er storfamilien samlet igen og så blegner bøvl, ævl og kævl.

---

Læs mere om Farmors fødselsdag i Lalandia i morgen…stay tuned, som man si’r…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet