• ···
Flatima og varm-ivatoren

Helstegt pattegris og et hav af tårer

“Madam, I feel okay now. I no longer cry when I am in my room. I am not crying when I see my son on Skype”.

Maricel står foroverbøjet og hakker sirligt rødløg til aftensmaden.

“The first days back here, my tears kept coming and coming”.

Jeg snitter peberfrugt på min side af køkkenbordet og kigger diskret over på hende.

Hun er stadig dybt berørt af den nylige afsked med sønnen og manden.

Vi undgår øjenkontakt, for ellers vil endnu et hav af tårer stige op i hendes øjne.

Maricel kom retur for en uge siden.

Og det har ikke været nemt for hende at komme tilbage efter en måneds ferie på Filippinerne.

Det kan ikke overraske nogen, at hun har nydt at være tilbage i familiens skød efter et helt års adskillelse.img_4147 “First time I come here in Dubai, Madam, I was so nervous and excited and it felt easy to say goodbye.”

Maricel stopper op og ser eftertænksomt over på mig.

“But this time when I said goodbye, it was not so easy. I cried and cried in the airport and on the plane, because now I know what this life is like. But Madam, I was so happy to see the presents you prepared for me in my room and I sent the pictures to my husband so he can see how kind you are to me”.

Og jeg fortæller hende, at jeg har haft ondt i maven i flere dage ved tanken om den afsked, som hun har taget med sin søn, mand og familie.

At denne her situation på mange måder er helt urimelig at stille et menneske i.

At verden er et uretfærdigt sted, hvor behovet for at tjene penge tvinger mennesker til at tilsidesætte stort set alt.

At vi er dybt taknemmelige for, at hun kom tilbage til os.

“Are you sure, you want to stay another year?”, spørger jeg hende forsigtigt.

Hendes arbejdsvisum skal snart fornyes, hvis hun ønsker det. Og uanset hvor gerne vi vil have hende til at blive boende hos os, er der kun én til at tage beslutningen om, hvorvidt det er afsavnet værd at tjene en bedre løn i Dubai end i Filippinerne.

“Would you rather be home with your son?”, fortsætter jeg.

“But, Madam, I didn’t live with my son back home. I lived in the house of the Chinese lady, remember? I did the same like here and my grandmother took care of my son then, too”, svarer hun. “I promise you I will stay in Dubai as long as you are here”.

Det er – sådan helt egoistisk – rart at høre, at hun vil blive hos vores familie. For selvom det måske lyder som en kliché, så betyder hun uendeligt meget i vores liv.

Og selvom det piner mig at være medansvarlig for at Maricels søn må undvære hende i et år ad gangen, så har hun selvfølgelig egenhændigt valget om at blive eller ej.

Og mens hun er hér, skal jeg sørge for, at hun bliver behandlet pænt og respektfuldt – og at hun bliver ordentligt betalt for sit arbejde.

Maricel afbryder min tankerække.

“Did you see my message, Madam? I sent you pictures from my sister’s wedding and the roasted pig you gave as a wedding present”.

“Let me see…”, svarer jeg med et smil og finder billeder af både prægtigt kaalundsk svin og det yndige jule-brudepar.img_4158img_4161

Når savnet lægger sig og hverdagens trummerum indfinder sig, må jeg høre langt mere om hendes gensyn med familien derhjemme.

Hun skal bare lige have lidt tid til at komme sig over returchokket.

Og fred til at rede tankerne og følelserne ud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flatima og varm-ivatoren