Cath-feber og livets benhårde realiteter

“Moar, jeg kan ikke sove. Er det snart morgen og tid til at se Cath igen?”

Cille vågner i aftes kl. 23 og hvisker stille til mig inde fra sengen. Hun taler flydende dansk nu, hvor vi er inde i 3. uge af genopdragelsen.

Cille har ganske enkelt fået Cath-feber.

De seneste 3 dage i sommerhuset har hun talt ned til hvornår vi skulle se Cath igen – og nu, hvor der kun er 1 nat tilbage, er det næsten ubærligt.

Cath er min kusine, som har været ung pige i huset hos os 2 somre i England. Hun er på festival, og vi har derfor ikke haft hendes selskab i Vesterhavs-sommerhuset de seneste dage. Og hun er savnet. Voldsomt savnet.

Men endelig bliver det morgen, så pigerne kan lege med Cath igen.

De bygger LEGO Friends og roder i krea-kassen.

Efter morgenmaden kører vi hjem til Cath, som bor på familie-gården sammen med min Moster L, Onkel JE og lillebror Nårten.

Gården har været i familiens eje siden 1924, hvor Ankjær og Agnes Ditlevsen (mine oldeforældre) overtager gården.

Min Mormor Aase og Bedstefar Hans overtager gården i 1952 fra mine oldeforældre (hans forældre), idet min oldefar er nyresyg. Min Moster (som er en ægte kærligheds-efternøler) bliver siden hen født her.

Min Mor bor på sin egen fødegård, hvor også min Morbror kom til verden. Der er 5 minutters kørsel i mellem de to gårde.

Jow-jow – det er lidt af et familiedynasti her i det vestjyske.

Og der er stadig 3 stolte landmænd i familien.

Cille sitrer ekstatisk. Hun kan stort set ikke trække vejret over, at vi ENDELIG kommer på gården. Dét her er et sted, som hun altid vender tilbage til, når vi taler om Danmark – og som hun forbinder med stor lykke.

Her er pigerne ved at presse sig ind gennem døren samtidigt af bar begejstring.

De hilser på hamster-Charlie som det allerførste. Det fremgår vist tydeligt, at Cille er i dyrehimlen.

Et øjeblik senere skal Fró, Sunrise og Viggo fodres med gulerødder. Pigerne er noget reserverede overfor de store heste.

Så går det trods alt lidt lettere med ude-kattene. De elsker at lege katten-efter-musen.

Jeg føler mig hjemme her.

Her er mit ‘barndommens gade’.

Jeg hed endda Ditlevsen dengang. Ligesom Tove.

Hér i frugthaven gik jeg på rov efter blommer, mirabeller og æbler. Og på opdagelsesrejser og hemmelige ekspeditioner med enten hund eller kat på slæb.

Jeg fornemmer min Mormors tilstedeværelse allerstærkest her, hvor alting minder mig om hende.

Min Mormor var – udover mine forældre, naturligvis – min primære omsorgsperson. Og fordi mit hjem og fødegården lå så tæt på hinanden, så indgik hun helt naturligt i min barndoms hverdag.

Mormor nussede kærligt mine snavsede tæer efter en lang dag med leg i haven og på høloftet. Hun trøstede mig, når jeg faldt. Og hun gav mig lov til at spise ligeså mange rundtenommer med spegepølse, som jeg kunne rumme i min tændstiktynde barnekrop.

Jeg tror egentlig, at vi sås hver eller hveranden dag, da jeg var lille.

Og jeg håber inderligt, at hun i dag kigger ned til mine piger, mens de leger glade i “hendes” have.

Her får Mille en bagatel-mad og en god snak med Moster.

Katten venter tålmodigt på resterne efter de riges bord.

Onkel JE står for aftensmaden, som er undertegnedes yndlings-hverdagsspise.

Karbonader (jysk for krebinetter) med grønærter (jysk for stuvede ærter og gulerødder).

Aftenen slutter med en leviterende Mormor og masser af grin i trampolinen.

Da vi sidder i bilen på vej fra Moster-fødegården til Mormor-fødegården, sanser jeg, at et eller andet er galt.

Cilles lille ansigt er fortrukket og hun ser væk.

“When will I see Cath again, Mummy?”, spørger hun med sitrende læber.

“We don’t know that, Cille. Nu skal Cath jo starte på efterskole, og vi skal rejse hjem til Dubai”, svarer jeg og kigger på hende i bakspejlet.

Jeg krammer livet ud af den lille-store feriepige, da hun bliver puttet i sengen.

Tunge tårer triller ned ad hendes fregnede kinder.

Den tændstiktynde barnekrop giver sig i ryk, mens jeg rokker hende frem og tilbage for at berolige hende.

Der er ikke ret meget godt at sige om den her situation.

Afsked er aldrig let.

Cille hulker af sorg over livets benhårde realiteter. 

At vi ikke lige ved, hvornår vi ser familien igen. At alt det gode i livet ofte ender så pludseligt. At der er savn forude. At vi bor rigtig langt fra familie og venner.

Jeg kan ikke ændre på de realiteter.

Jeg kan ikke redde hende fra følelsen af sorg eller lette hendes savn.

Jeg kan kun kysse hendes tårer væk og ae hende over håret. Og fortælle hende, at det er helt okay at være ked af det. At vi nok skal se dem alle igen.

Vi har foretaget et stort livsvalg, som i dén grad griber ind i pigernes liv og som har store konsekvenser for dem.

Det ansvar føles tungt i aften.

Men jeg vil gemme alle sommerferie-minderne i hjertet og alle billederne på computeren, så vi kan genopleve det hele, når vi er retur i vores nye hjem og liv i Dubai.