Med OCD og børn i køkkenet

Mille sidder ved siden af mig i forberedelseslokalet.

Hun har fri kl. 13.30, så jeg har hentet hende op til mig, fordi jeg har ingen undervisning.

Alle eleverne er i færd med deres eksamener. Hun vælger med omhu i mit penalhus og tegner frejdigt et portræt af en ganske vred person.“Mille, hvorfor er vedkommende så vred?”, spørger jeg hende med et smil.

“Hun er en angry pige, fordi hendes Mor ikke let’ter hende help with the cooking”, svarer Mille helt nøgternt.

Er det virkelig så åbenlyst?

Er min køkken-OCD virkelig så tydelig, at en 4-årling gennemskuer mig så let som ingenting?

Og her tror jeg faktisk ikke, at Mille refererer til sig selv. Hun åbner gladeligt køleskabet, men mister hurtigt interessen for selve køkkenet.

Næh – det er vist snarere Storesøsteren, der er tale om.

Jeg ved ikke om det er Cilles elendige after school cooking class (vi lader billedet af digestive-kiks med nutella og tortilla-chips med thousand island dressing stå et øjeblik) eller om det er skolens generelle fokus på sund mad, som har åbnet hendes øjne for køkkenet – men hun trisser oftere og oftere ud til mig for at hjælpe til.

Det lyder alt sammen så kært.

Så fint.

Ikke?

Ih, hvor skønt med en lille hjælper i køkkenet!

Nu er der bare lige det lille problem, at jeg lider af en slem omgang køkken-OCD.

Faktisk bliver jeg med jævne mellemrum mobbet med min OCD, når venners børn har bagt kage og jeg venligt, men bestemt, afslår at spise et stykke.

Jeg er faktisk præcist som Frank Hvam i “Klovn”, hvor han nægter at spise den havregrynskugle, som Don Ø’s barnebarn selv har rullet og stikker frem imod ham.

(Her indsætter du selv bræklyde og tilføjer et ubehageligt, løbende mundvand, som skulle du kaste op om et øjeblik. Det er ihvertfald sådan jeg har det ved tanken om at blive tilbudt kage rullet i et børnehavebarns fugtigvarme hånd.)

Herregud!

Så lad dog barnet vaske hænderne grundigt, før hun arbejder i køkkenet sammen med dig. Bakterierne bliver jo stegt, kogt og braset væk alligevel, tænker du nok – og synes sikkert, at jeg er noget af en baktusse-forskrækket særling.

Men selv efter omhyggelig sæbeafvaskning præsenterer der sig et nyt problem.

Et problem, som jeg tror, at særligt Fru A kan følge mig i.

Ikke at hun nødvendigvis lider af problematikken i køkkenet, men hun kan til gengæld ikke tillade børn at påsætte klistermærkerne på deres nye legetøj, da de så sikkert vil sidde skævt – og herved vil alt – jeg gentager ALT! – være ødelagt.

Anyway – det handler ikke om at tage stakkels Fru A som gidsel i mit OCD-eventyr.

Mit problem handler om at grøntsagerne bliver hakket i forskellige, uregerlige størrelser!

Oh, skræk. Oh, ve.

Det er faktisk nærmest gruopvækkende for mig.

(Her indsætter du selv svedige håndflader og armhuler ved tanken om hulter til bulter gulerodsstykker og eventuelt en hysterisk overtone af irritation i din stemme, når du taler til alle omkring dig).

Men det her går jo ikke.

Når selv Mille kan se det, så er det altså kommet for langt ud.

Jeg må beherske og nedtone min køkken-OCD, så pigernes interesse og motivation i køkkenet ikke bliver dræbt, præcist som jeg gjorde det med deres Fars.

Så jeg mønstrer overskud og spørger Cille, om hun vil hjælpe med at lave aftensmad.

Og dét vil hun vel nok gerne!Voilá!