Skoldkopper og fortabte blomkålshoveder

På sørejsen til Danmark den 20. december modtog jeg en besked fra min veninde om at hendes lille datter netop havde fået skoldkopper i udbrud. Dagen forinden havde vi spist jule-afskeds-aftensmad på en pub med alle børnene.

Og inkubationstiden på den slags fætre er vist 10-20 dage, så det passede med at Cille nu langt om længe ville få sin omgang skoldkopper. Og Mille får forhåbentlig en mildere tur i karussellen, når nu hun rammes tidligere i børnelivet?

Jeg har aldrig bevidst søgt at undgå børnesygdomme, men jeg har heller aldrig gjort noget aktivt for at påføre pigerne dem. Der hersker vist en “når-det-sker-sker-det”-attitude her i huset.

Men nu er de der altså! Lørdag aften sad Cille mat og feberhed i skibets restaurant og kunne ikke spise sin bagte kartoffel. Røde prikker viste sig i panden og på næseryggen. Et par enkelte på kroppen, men hun var ikke meget for at vise maveskindet frem.

Efter en udmærket og lang nats søvn ombord, havde Cille fået endnu flere røde skoldkopper. De første to i panden var allerede bristet, og hun syntes at de kløede lidt.

Her er den frække unge på dag 3 i skoldkoppe-processen:

Jeg har fundet zink-liniment, antihistaminer og paracetamol frem.

Er der andre gode råd og erfaringer? Så modtager jeg gerne med kyshånd!

Emneskifte. Sæt vand over. Ikke mere om hududslæt og dårligdom (på nuværende tidspunkt).

I går eftermiddags kørte jeg som altid ad den lange, snoede landevej hjem fra indkøb. Der lå store, hvidlige klumper, stumper og stykker  i vejkanten. Jeg undrede mig lidt og der var absolut ingen genkendelsesklokke, der ringede. Det lignede ikke rigtigt affald. Men hvad pokker var det så?

Længere fremme fik jeg bedre syn for sagen: Traktorerne havde tabt en mængde blomkålshoveder under transporten fra de omkringliggende marker og hjem til “Home Farm Nacton”.

http://homefarmnacton.co.uk

Jeg kunne ikke lade være med at grine ad de tabte, fortabte blomkålshoveder, som trillede formålsløst rundt på landevejen for blot et øjeblik senere at blive pulveriseret af hensynsløse bilister.

Rullende, økologiske kålhoveder. Nyligt vristet op af landsbyens vintermuld.

Hvor eksotisk kan det blive? Det er ihvertfald temmelig langt fra de sædvanlige Mc-Donald’s-poser og øldåser i vejkanten.

Og så slog det mig: Man ved, at man vitterligt er flyttet (for langt ud) på landet, når der i vinterhalvåret ruller (blomkåls)hoveder på vejen – og når der om sommeren dufter af persilleduske og zittauerløg, der er tabt, drysset og spredt for alle vinde langs landsbyens snoede indfaldsveje.

Uanset hvad der sker i kommende måneder, så vil dette her sted altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Kan man andet end elske en sådan lokal-kolorit?