I kølvandet på Flyvende Mormor ankommer min Onkel Søren og Tante Janne.
Emirates Airline laver stort set ikke andet end at fragte vestjyske slægtninge til Dubai for tiden – og jeg kan li’ det.
Onkel Søren og Tante Janne besøgte os også i England – og nu er de så kommet til Ørkenstaten for at se hvordan det står til med immigrantfamilien.
De to vestjyder har pakket et stramt turistprogram helt op til weekenden, hvor vi endelig har god tid til at lege og hygge.
Men inden vi rammer fredag, når vi at have nogle dejlige eftermiddage sammen i haven og pool’en.
Og fredag morgen pakker vi familiebussen og tager til den gamle del af Dubai, Bastakiya. Vi går tur langs creek’en, mens vi lytter til minareternes kalden.
Dette er mit absolutte favoritsted i Dubai. Uanset at her er snavset, støvet og altid varmt.
Mit yndlingssted – fordi det har noget så (for Dubai) sjældent som en flig af Mellemøsten i sig.
Det fornemmes overalt, når jeg ser mig omkring.
I den nydeligt restaurerede, gamle bydel, som er et fint eksempel på traditionel, arabisk arkitektur.
I muezzinens kalden og i tilråbene på arabisk fra kiosker og boder.
Salaam, Habibti! Yalla!
I dampene fra bådenes dieselmotorer, når de sejler omkring på floden.
I røgen fra trækul, der ligger klar til at grille krydrede kebabspyd.
I den sødlige dunst af vandpibetobak fra shisha-caféerne. 
Det er en varm dag, så vi beslutter os for at gå i souk’en, hvor der er lidt skygge.
“A’ will e’ ha’ ål di ragelse å’ di tørklæjer, mi kurn er da kjøn nok i sæg sjæl. Janne behøwer ingen af di tørklæjer, hun hår så ri’li derhjæm”.
Min Onkel fægter sig vej igennem hæren af tørklædesælgere på drævende vestjysk.
På intet tidspunkt slår han over i engelsk.
Jeg trækker en smule på smilebåndet. Det er umuligt at lade være, når Onkel Søren slår sig løs på sin helt egen vestjyske dialekt. Kvongsk.
Pigerne er mest interesserede i det vanvittigt ringe sekunda-legetøj, som deres nederen-forældre nægter at investere i.
Jeg er mest interesseret i at fotografere krydderisække. De er simpelthen så sirligt opstillede og der dufter så dejligt af menthol-røgelse fra det lille kar.
Senere kalder muezzinen til frokost-bønnen, Dhuhr.
Og det bliver nærmest vores held, fordi de små-irriterende sælgere nu pludselig spurter ud af deres forretninger for at gå i moskéen.
De lukker og slukker ved at hænge tørklæder op omkring varerne. Tyveri er ikke en risiko.
Vi er trætte af at afvise pashminatørklæder og araber-kostumer, så vi trisser i stedet ud for at hyre en abra til en times sejlads på floden.
Dét er altid et hit.
At sejle.
I min verden findes der næsten ikke noget bedre end at duve roligt afsted i takt til en bådmotors tøffen og puffen.
Cille sætter sig til at meditere i vandspejlet.
Hvert minut stryger en Emirates stålfugl til vejrs højt over Dubais skyskrabere.
Mille leger med sit medbragte legetøj og uddeler kram i flæng til sin Mama.
Før jeg får set mig om, er Cille lullet i søvn i sin Fars skød. Beroligende er det at sejle.
Da vi går i land, er det mere end frokosttid.
Tid til citronjuice, grillet kød og grøntsager, pita, hummus og fritter.
Vel hjemme fra Gamle Dubai fotograferer Onkel Søren den smukke mavedanserinde, som fandt sit nye kostume i souk’en.
Pigerne optræder med stur-stur mavedanser-show i trampolinen. De er begge svært tilfredse med deres nye dragter.
Mavedanserinden får også lyst til “et slaw uno”, som hun kalder det – på drævende jysk.
Vi er helt kogte fredag aften. Alle mand. Det er lidt hårdt – og meget dejligt – at have gæster.
Næste formiddag vender Onkel Søren og Tante Janne retur til hvid-mands-ghettoen.
De spiller Rasmus Klump-spil med pigerne. 
“Nær du lander o’ æ’ Pellekan, så ska’ du modta’ 2 pandekåwer og den jen’ ska’ du gi’ te’ di Ånkel”, læser Onkel Søren højt fra spilleregel-arket.
“Mor, hvorfor er Onkel Søren så fjollet?”, spørger Cille grinende – som respons på onklens skøre forsøg på at tilrane sig ungens pandekager.
“Tja, Cille, det er et virkelig godt spørgsmål”, svarer jeg med et stort smil. “Sådan har han altid været. Præcist ligesom Morfar. De er jo brødre.”
Og pigen stiller sig tilfreds med svaret.
Til forskel fra mig selv i min barndom, så formår Cille at udtrykke sin forundring klart og direkte. Uden skrupler stiller hun sig undrende over for alle de skøre påfund.
Jeg selv gik altid rundt og forsøgte at efterrationalisere ved at spørge: “Passer det Mor, hva’? Passer dét Far/Onkel Søren siger”?
Og på vej til gåtur i ghettoen, må min onkel lige ind at sidde i min Mini Cooper. Han er helt nostalgisk – uden at ville indrømme det. For han reparerede Morris, da han stod i mekanikerlære.
“A tøws te di har sat nåed a’ en’ instrumentbræt ind i æ’ Morris nu om daw”, erklærer han og piller ved knapper som kun en mand kan gøre det.
“Ska vi æ’ ow’ li’ ha’ låt åp te’ æ motor og si’e om di ligner dem a’ gik å lawet for manne år si’en?”, spørger han og kigger ned under kølerhjelmen til en helt tilsandet motor.
“Jow, Ånkel, det ska’ vi da'”, svarer jeg på drævende vestjysk.
Tusind tak for det hyggelige og sjove besøg, søde Onkel Søren og Tante Janne.
Kom igen en anden gang!
Min indre vestjyde tog et månedlangt tilløb til overhovedet at fortælle, at jeg var nomineret.
Mor i Udlandet 
