9 piger og 2 mænd

“Mummy, ‘Bab’ means Door in Arabic and ‘Shams’ means Sun, so ‘Bab Al Shams’ means Door to the Sun”, siger Cille, mens hun griner finurligt.
Martin og jeg kigger på hinanden.
Bab al Shams. Door to the Sun. Ja – hvorfor egentlig ikke?
Vores 5-årige datter er ved at lære os arabisk. Det er der da et eller andet morsomt i.
Illusionen om at “mor og far ved alt” er forlængst bristet her i huset. Og trunten ved det alt for godt. Det er sjovt, at man kan sige ting til de gamle forældre, som de knapt forstår.
Pigerne er overstadige ved tanken om at vi skal på weekendtur med Krabberne. De kan knapt nok koncentrere sig om frokosten.
Efter en halv times kørsel ankommer vi til Bab Al Shams Desert Resort & Spa.
Et 5-stjernet ørkenfort, som føles helt afsondret, selvom det i virkeligheden befinder sig lige om hjørnet fra Dubai.
Efter et øjebliks venten i receptionen, får vi nøglerne til værelset.Og her er mindst ligeså gennemført arabisk luksus, som der var på Qasr Al Sarab.
Dét ophold kan du læse mere om her:
https://moriudlandet.com/2015/05/10/qasr-al-sarab-desert-resort/Lidt senere er vi på vej ned for at bade og nyde de skønne omgivelser. Her er rindende vand, dadelpalmer og labyrintiske buegange overalt.
Krabberne ankommer kort tid efter os.
Så er weekend-holdet sat:
Intet mindre end 9 piger og 2 mænd.
Se lige, hvordan resortet ligger som en oase midt i ørkenen.
Ved 5-tiden har vi ligget i blød sålænge, at vi ligner de runkne dadler, som house-keeping har begavet os med i mellemtiden.
Efter et langt karbad lister vi op til Krabberne.
De byder gavmildt på drinks, nu hvor aftenbuffeten er alkoholfri. (Det er jo Ramadan.)
Og efter at have ordnet verdenssituationen hen over gin & tonic og krammet lidt med en lyserød enhjørning, henter en golfvogn i arabisk familiestørrelse de 2 herrer og deres 9 damer.
Vi bevæger os ind til den stemningsfulde iftar i restaurant Al Hadheera.
Faktisk er denne her iftar-oplevelse en “gentagelse” fra sidste år, men det gør bestemt ikke oplevelsen mindre skøn.
https://moriudlandet.com/2014/07/10/bab-al-shams/
Dekorationerne og buffetens indhold er ændret fra 2014 – men stemningen er stadig helt fantastisk. Vi henter maden under åben ørkenhimmel og sætter os ind i det airconditionerede telt for at spise og følge med i festlighederne på scenen.
Til forskel fra sidste år er Mille denne gang helt i stand til at deltage. Hun socialiserer med de store piger og charmerer dem, så de tager hende med på rundtur.
Dreje-rundt-manden er der naturligvis også. Ingen arabisk suppe-steg-is-fest uden ham!Pigerne stirrer stift på ham, mens han drejer rundt og drejer rundt.
Lyset bliver slukket og så sætter han trumf på med sit lysshow.
Da han har nået et vist omdrejningspunkt og sikkert trænger til en pause, begynder han at cirkulere blandt iftar-gæsterne.
Der er masser af udlændinge på resortet. Expats, formoder jeg – for her er ganske enkelt for varmt til turister i Ørkenstaten lige nu – men festen er mindst ligeså velbesøgt af lokale, som klapper, ryger og spiser, nu hvor solen er gået ned og fasten er brudt.
Det føles mest af alt som juleaften. Bare med hummus og pita i stedet for and og rødkål. Men glæden og hurlumhejet minder meget om hinanden. Og familiefællesskabet ligeså.Efter alt for mange besøg i buffet-området, trisser jeg mæt rundt og indånder den hede, fugtige natteluft, der dufter af grillkul og røgelse.
Hvor jeg dog er kommet til at elske det moderne (komplet dekadente) Arabien. Kan man andet?Under kaffen serveres næste show. En fyrig heste-og kamelfortælling, som vi betragter inde fra det kølige telt.
Same procedure as last year – men lige tryllebindende for de små.Aftenen slutter af med en hoppende hest i teltet, som beredvilligt stiller op til fotografering.
På vej tilbage til værelset efter en begivenhedsrig og festlig aften, fotograferer jeg på livet løs. Ørkenfortet bliver ikke mindre stemningsfuldt af at mørket er faldet på.
Jeg er meget fascineret af den gennemførte stil, som hensætter mig til 1001 nat.
Pigerne er komplet udkørte efter en hel eftermiddag i pool’en og araber-fest om aftenen.
Og Mille nægter (vanen tro) at åbne sit flodhestegab, da Farmanden vil børste hendes tænder. I aften orker han ikke at diskutere. Eller skændes. Eller hidse sig op. Resolut ryger hun ud i entréen, så hun kan komme på bedre tanker i eget selskab.Og Mille vinder.
Vanen tro.
Hun får ikke børstet tænderne i aften – for hun snorksover allerede.
Den der ler sidst?ler bedst.
Og dagen efter synes hun at historien er noget så morsom.
Efter alt for mange omgange i morgenmadsbuffeten og timers svømning, vinker vi farvel til Krabberne og sætter os til at sove i bilen, så snart vi har forladt Bab Al Shams.Sikke en weekend!
Ganske enkelt den perfekte måde at tilbringe nogle af de sidste dage i Dubai på, før vi rejser mod nordligere himmelstrøg.
Ingen kommentarer endnu