Farvel-fest

“Fuck, hvor er her bare vanvittigt koldt, her er!”Martin bævrer som et espeløv med en kæmpe-vaffel i sine is-afkølede revisorhænder.Vi befinder os lige ud til Esrum Sø i smukke Nordsjælland.

Her blæser det (altid) en halv pelikan. Og sommeren føles mest af alt som efterår.Stedet er virkelig værd at stifte bekendtskab med, hvis du ikke allerede har lagt vejen forbi.

Det er nemlig selveste Hr. Hansen’s hood – altså dén Hr. Hansen, som engang lavede Frederiksborg Is og som senere slog sig på at lave ordentlig is i eget navn. Som I nok kan regne ud, er ishuset det mest velassorterede i miles omkreds.

Her er Hansen Is i alle seriens smagsvarianter og som softice og assorterede ispinde.

Og is skal der spises.

Hver dag.

Uanset vejrlig.

Samtidig med at man spiser ualmindelig god is, er der også adgang til Fredensborg Slotshave, så man kan slentre (den modsatte vej af alle de japanske og kinesiske turister) op til slottet. Og det er ikke så ringe endda.

Egentlig er vi her mest for at slå tid ihjel.

Cille og Mille er utålmodige, fordi det er dagen, hvor de skal fejre deres fødselsdage i Danmark. Og der er for virkeligheden long time til at gæsterne kommer.

De starter morgenen med at åbne gaver.Hele fødselsdags-show’et starter allerede, da vi omtaler sommerferien i Danmark.

Cille fremlægger straks 3 ønsker i prioriteret rækkefølge:

At få et par gummistøvler
At fejre fødselsdag med familien
At samle flest mulige snegle med kusine Jo

Ønske nr. 1 kan Farmor ganske enkelt ikke stå for. Og taget det danske sommervejr i betragtning tager det ikke mange dage, før støvlerne er indkøbt og taget i brug.

Ønske nr. 2 er de gamle forældre nødt til at gøre noget ved, så vi inviterer den nærmeste familie til bagkants-fejring af Mille og præmatur-fejring af Cille hjemme hos Farmor.

(Ønske nr. 3 bliver der gjort noget ved senere i sommerferien, er jeg ret sikker på.)

Da vi har spist os mætte i Hansen Is og føler os nedkølede, som havde vi været i Antarktis, kører vi retur til de huslige pligter forud for familiefest.Der er family friendly buffet med alt godt fra Danmark, Japan og Kinaland.Faster har selvfølgelig bagt en kage efter Cille’s befaling.Pigerne er glade og forventningsfulde.Arrangementet ender også med at blive en form for farvel-fest.Martin rejser nemlig dagen efter. Tænk – der er allerede gået 2 uger.

Han skal retur til Dubai og et arabisk shippingfirma, som netop har indgået en fusionsaftale med et tysk firma. Arbejdssituationen er ‘udfordrende’, om man vil.

Og nogen skal jo tjene pengene til familiens forbrug.Mille har umiddelbar og bramfri kontakt med sine følelser. Det har hun altid haft.

Så nu krammer hun livet ud af sin Far og hægter hælene fast, så han ikke kan komme fri. Hun ved, at de ikke skal ses i mange uger – og hun viser helt åbent sit (forskuds-)savn.Cille, derimod, er langt mere kompliceret. Hun giver ikke umiddelbart udtryk for sine følelser. Det har hun aldrig gjort.

Først starter hun ud med at sige: “Farvel, Far – har du set min sjove toy-hund?”, hvorefter hun vender sig og leger videre.

Og hun hopper først op i armene på sin Far, da han med åbne arme tigger hende om et kram.

Det er svært at sige, om hun helt og holdent sørger og savner i dét øjeblik – eller om hun rent faktisk er cool og okay med at sige farvel.

Jeg er til gengæld ikke spor cool, når det kommer til farvel-karameller.

Jeg følger Martin rundt i huset, mens han pakker. Ser på ham med bedende hundeøjne, indtil han stopper op og krammer og kysser mig. Og jeg bliver stående dér, indtil han krammer, kysser, aer og kilder mig, så jeg går væk.

Det er ikke et større farvel end rigtig mange andre må sige til deres kære.

Elektrikeren, som arbejder på boreplatform gør det samme for sin familie. Sømanden, som arbejder på et containerskib gør det samme for sin familie. Installatøren, som sætter vindmøller op i fjerne lande gør det samme for sin familie. Projektlederen, som skal overse et stort projekt i Langbortistan gør det samme for sin familie. Soldaten, som er sendt ud i tjeneste gør det samme for sin familie – og for Danmark.

Adskillelsen er en gammelkendt konsekvens af vores udlandsliv. Om sommeren er pige-trioen i Danmark, fordi det er den eneste måde, ferien kan fungere på.

Og så er vi uendeligt heldige, at vi er sammen som familie resten af året, hvilket står i stærk kontrast til førnævnte eksempler, hvor Far-Mændene igen og igen må rejse væk fra sin familie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet