Such Middle-Class Problems

Jeg har en sød engelsk veninde, der engang spontant udbrød: “Such middle-class problems!”, da hun tog sig selv i at beklage sig dybt over synkroniseringsudfordringer blandt familiens mange Apple-produkter.

Hun indså pludselig, at der var et eller andet tragi-komisk i, at den problematik var blevet så stor en udfordring i hendes liv, at den var et reelt samtaleemne blandt venner.

Men udtrykket hænger ved. Nu kigger vi bare på hinanden og konstaterer tørt: “Such middle-class problems”, når en af os uforvarende kommer til at beklage sig over et eller andet inferiørt, som absolut hører til blandt mennesker, der har alt for lidt at beklage sig over.

“First world problems” er et lignende udtryk, som ironiserer de ‘udfordringer’, som velbjærgede mennesker i den såkaldt udviklede del af verden dagligt “udsættes” for.

Og jeg er et mønstereksempel på behageligt middelklasse-liv, hvor der på ingen måde er noget at beklage sig over.

Faktisk har jeg haft lyst til at fortælle jer om denne del af vores liv længe, men et eller andet har afholdt mig fra det.

Måske er jeg stadig bange for Janteloven, selvom den bor derhjemme i Danmark (og jeg bor i England)?

Måske er jeg også bange for at fodre det stereotype billede af den hjemmegående husmor – the lady of leisure?

Måske er jeg bekymret for at undertegnede skal blive opfattet som en møgforkælet madamme (det er jeg nok under alle omstændigheder)?

Jeg er ikke 100% sikker på hvad det er, der afholder mig fra at fortælle om de rigtig lyse sider ved det her udlandsliv, men NU skal det være.

Så må der vrænges på næser, små-misundes eller måske små-drømmes, som folk nu har lyst til.

Først skal det siges, at livet som hjemmegående husmor er ofte en udfordring. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive hjemmegående. Aldrig. Og nogle dage føles det ensomt, kedsommeligt, enerverende – kort sagt som et trumme-rum (ligesom så meget andet i livet). Du kan evt. læse mere om problematikken her: Bitchin’ Stasi-Mor

Jeg forestiller mig at barselsorlovs-folk, førtidspensionister, ledige og langtidssyge kan relatere til den stilstand, som opstår, når man ikke er en del af arbejdsmarkedet og hver dag leves i hjemmet?

Her på bloggen er der ihvertfald blevet luftet solide frustrationer omkring hjemmelivet, men der har til gengæld været stille omkring frynsegoderne.

For jeg vil ikke være eksponent for et eller andet glamourøst billede af livet som udstationeret familie. 9 ud af 10 dage er vores liv jo et helt almindeligt hverdagsliv (på godt og ondt), nøjagtigt som det er for alle andre.

Men så er der alligevel lyspletterne. Åndehullerne.

Det, der forsøder livet og som er meget anderledes, end det ville have været hjemme i Danmark med 2 fuldtidsjobs, 2 unger i institution og en lammende skatteprocent, som uden invitation æder de få ekstra klejner fra enhver lønmodtagers kagedåse, som ellers kunne have givet livet det der lille spark.

Her kommer et indblik i sådan et dagligdags-åndehul i England – her i vores liv.

Mandag morgen afleverer jeg Cille i skolen kl. 8.55. Herefter kører Mille og jeg hen til vores fitnesscenter.

Jeg svinger om hjørnet til det diskret-beliggende vaskeområde, hvor centrets medlemmer kan få rengjort deres biler. Rumæneren står klar med højtryksrenseren. Han smiler bredt og råber hej ind ad mit nedrullede vindue.

“Hi there, can you do my car today inside-out – I can give you one and a half hour?”.

Selvfølgelig kan han det.

“For you, special price, 100 pounds madam”, siger han og ler højt, så guldkindtanden dybt inde i munden åbenbares. Jeg overrækker ham min nøgle og griner tilbage.

Han driller mig – er åbenbart i forårshumør og svært tilfreds med situationen.

I virkeligheden ender jeg med at betale £12 (ca. 100 kr.) for grundig hånd-vask af bilen, polering af lakken og upåklagelig indvendig rengøring.

Mille og jeg vandrer hånd i hånd ind i centret.

Jeg afleverer hende til kærlige, åbne arme i centrets lille vuggestue, som kun er åben for medlemmer. Der er 3 voksne – uddannede pædagoger – og 7-8 børn på stuen. De skal til at lege med modellér-voks. Det koster £4.50 (ca. 40 kr.) for 1 times god, tryg børnepasning.

“I just love that coral color you chose. It will be perfect for when you sport sandals in Dubai”. Kosmetologen smiler op til mig. Hun er i fuld sving med at exfoliere mine lægge og fødder. Den ene fod synker afslappet ned i det varme, cirkulerende vand. Den anden fods tånegle bliver filet til, får tiltrængt neglebåndsolie og lak i en glad forårsfarve. En times omsorg for mine stakkels vinterfødder koster £23 (ca. 210 kr.). Og så er det samtidig udført af en person, hvor kompetencerne er i top og jobtilfredsheden det samme. Den slags entusiasme resulterer i glade fødder – og føddernes indehaver føler sig godt behandlet.

Ud af klinikken og ind efter Mille i vuggestuen.

Et smut på café.

Mille er en vanvittig god cafégænger, selvom hun ikke er 2 år endnu. Hun ved præcist hvordan man gør – og det er faktisk allerede hyggeligt at drikke kaffe og spise snacks med hende, selvom det stadig skal overstås ret hurtigt, da det ellers ender med at hun løber omkring og skubber til damernes tepotter.

En morgens åndehul er forbi. Jeg er dybt taknemmelig over de muligheder, som vi har herovre. Det er faktisk helt svært at bevare pessimismen, som min Svigerfar plejer at sige.

Men nu er det hjem til virkeligheden og pakkelisterne.

Der er kommet flyttekasser fra flyttefirmaet, så vi selv kan komme igang med at pakke de mest private og personlige ting ned.

Det må jeg i gang med.

Måske skulle jeg lige lave te først?