Mor i Udlandet

Gensynsglæde

Udgivet den 15. august 2015 af moriudlandet

Jeg vågner i annekset til søsterfnis og klukleen.

Pigerne ligger sammenfiltrede og jeg rykker nærmere for at blive en del af det sjove selskab.

Der findes ikke noget bedre end en varm sove-børne-bylt.Tiden skal fordrives, før Farmanden skal hentes i Kastrup. Og humøret er højt i dag – til forskel fra igår.Jeg trisser (‘løber’ ville desværre være en lige lovlig optimistisk beskrivelse) en morgentur igennem det fredede Ellinge Lyng.

Fårene græsser fredeligt under en samling træer, som giver dem behagelig skygge.

Den eneste lydkulisse er summende bier, der er travlt optagede af at suge lyngnektar.

Lyngheden udgør lige nu Skandinaviens svar på Sydfrankrigs blomstrende lavendelmarker – minus duften.Efter et par minutters lunten når jeg Sejerøbugten. Vandet slår sagte ind mod stranden. Der er så vindstille, at der knapt kan dannes en krusning på overfladen.

Der er uendeligt smukt i Odsherred.

Stranden lever ikke op til “mit” Vesterhav – men den blidere vind gør oplevelsen så mild og stille i forhold til blæsende Blåvand. Senere drager vi med Farmor på sten-ekspedition ud mod Sjællands Odde. Hun kender en strækning, hvor der er masser af store, flade sten, som vi skal bruge til at male på.Farmor og Cille får sig en lille snak, mens jeg ligger og ser op i den blå, skyfri himmel.Og da vi kommer hjem med 20 store sten i bagsmækken, går Cille straks igang med at male vores Bob-kat i en sten-version.Og før vi ved af det, er Farmanden her!Gensynsglæden lyser ud af alle parter.Vi hægter os fast og klæber til ham som små stykker tyggegummi.I går spurgte Mille med høj, klar stemme – midt i is-køen og omringet af fremmede: “Mummy, do I have a Daddy?”

Hun har verdens bedste én af slagsen.Vi roder i hans spændende kuffert og finder (blandt meget andet godt) ballon-pustnings-grej fra USA.Martin faldt over sættet i et supermarked og blev straks sendt retur til sin egen barndom, hvor han elskede at lege med det lille rør og gummimassen, som laver de fineste bobler, der kan flyve og klistre fast.Efter at pigerne har pustet balloner, åbnet fly-toilettasker med læbepomader og cremer og tygget lyserød tyggegummirulle, går dagens program igang.

Vi har “gemt” mini-golf-seancen til Farmandens ankomst.

Og Farmor bager da lige en bunke vafler til frokost.Og før vi triller retur til Grib Skov, spiser vi farvel-is på Burger-Hjørnet.Øj, hvor er det godt, at Regnskabschefen er landet!

Udgivet i Familie | Tagget afsavn, bage vafler, Burger-Hjørnet, Ellinge Lyng, far, Farmanden, Farmor, gensynsglæde, glædes, godt humør, græssende får, is, klukle, kuffert, længes, lyng, lynghede, male sten, Martin, Odsherred, puste balloner, Regnskabschefen, savn, savne, søstre, Sejerøbugten, Sjællands Odde, sovebylt, stranden, vafler | Skriv en kommentar

Vente-længsel

Udgivet den 13. august 2015 af moriudlandet

NU kan vi snart ikke vente længere!

Farmanden ankommer i morgen aften.

Jo tættere, vi kommer på dagen, jo sværere er det at vente.Det er nu en måned siden, vi tog afsked i Dubai.

Og en måned er voldsom lang tid, når man kun er 3 år, knapt 6 år og knapt 37 år.

Følelsesbølgerne går indimellem lidt for højt – og det kunne ønskes for både mor og døtre, at der kom en Farmand forbi til at skære igennem og holde styr på østrogenflokken.

Det er ikke optimalt at opdele familien på denne her måde i en måned. Pigerne savner Martin meget – og der er ingen tvivl om at det giver sig til udtryk i større følelsesudbrud end normalt.

Men der er begrænsede feriedage at tage af for Regnskabschefen, som holder familien økonomisk oven vande.

Cille håndterer sit savn ved at Skype i enrum med sin Far.

Mille siger højt, at hun saaaaavner sin Daddy, men er endnu for lille til at kunne koncentrere sig på Skype.

Og trods afsavnet, så er det dejligt at være sammen med familien og at slippe for sommerens hedebølge i Dubai.

Men udover at vi er lettere pirrelige og mangler et højtbelagt stykke med Far, så går det forrygende i Farmors sommerhus.Forleden spiser vi fisk i Rørvig Havn.Bagefter sender vi Kusine Meme med færgen til Hundested.Hun skal hjem til virkeligheden, som kalder højlydt. Det er tid til skolestart i 9. klasse.

Og vi maler fortsat på sten, kogler – og hænder og maveskind til den store guldmedalje.I dag får Farmor de iltre jordbærhjelme og deres gamle, trætte Mor på andre tanker ved at invitere i Odsherreds Zoo i strålende solskin.Her finder vi såmænd en kamel, hvis ene pukkel hænger slapt, fordi den mangler vand?Vi er heldige at komme lige til fodringstid. Zoo’en har mange små abearter, lemurer og gnavere, som pigerne synes er ih, så cute!

Vi håndfodrer selv køerne og hestene. De frække og søde geder er lige noget for pigerne.

Og jeg er egentlig også meget betaget af dem, lige indtil de vil have fat i min cappuccino og drømmekage. Farmor er ikke til megen hjælp – hun vælger at grine og fotografere mig i stedet for at komme til undsætning!Odsherred Zoo er et fint udflugtsmål for mindre børn. Pigerne nyder at lege på legepladsen som indlagte pauser i dyrekiggeriet – og dyrene får man i øvrigt på nært hold stort set hele tiden.Efter en dejlig dag i selskab med dyrene i zoo, læner vi os tilbage og nyder de sidste af solens stråler.

Om et døgn er Martin her. Det bliver så godt!

Udgivet i Familie | Tagget dyr, dyr på nært hold, Ellinge Lyng, Farmanden, fodre dyr, iltert temperament, klappe gederne, længes, male, Odsherred Zoo, savne, savner Far, sommerhus, vente, venteposition, venter på Far | Kommentarer lukket

Ellinge Lyng

Udgivet den 11. august 2015 af moriudlandet

Hvor heldig har man lov at være?

Det føles som om vi stort set hopper fra ét sommerhusophold til det næste denne sommer.Hvis ikke jeg allerede var klar over, at min støttelærer-job er ret snedigt i forhold til det gavmilde antal feriedage (som samtidig matcher pigernes) – så er jeg da blevet det nu, hvor venner og familie returnerer til arbejdet igen, mens jeg fortsat danderer den fuldtids.

Efter et kort pitstop i Gadevang, har vi nu taget Hundested-Rørvig-færgen for at komme til Farmors sommerhus i Ellinge Lyng.At være i Farmors sommerhus er noget af det bedste, Cille ved. Hun husker stedet med al tydelighed og har tilbragt mange timer her i løbet af hendes relativt korte liv.

Begejstringen lyser ud af Cille – og hun nærmest kravler på væggene, da vi ankommer.

Hér i Ellinge Lyng laver man alting og ingenting. Og det skal Cille nok få planlagt i en fart!

Vi skal nå at male på lærred, sten og kogler!Og hoppe i trampolin og spise lyserød softice!Og fylde badebassinet og lege i annekset!

Og samle snegle og spille spil!

Farmor forsøger blidt at forklare hende, at vi skal være her i mange dage, og at vi nok skal nå det hele.

Min tålmodighedstærskel er dog langt lavere, så hun får den samme besked af mig senere på dagen – med store amsving og irritabelt toneleje – mens jeg rydder op efter tredje ombæring akrylmaling.Solen skinner på os, da vi ankommer og pakker ud.

Vi undlader at spise en alt for stor frokost, så der i stedet er god plads til store is på Burgerhjørnet.Senere steger Farmor en bunke af verdens bedste frikadeller, som bliver rost til skyerne af Mille og jeg, mens Cille tørt konstaterer, at Mormors “for virkeligheden” er bedre!Desserten er bittesmå, friske hindbær fra en bod længere nede ad vejen.Og jordbær med mælk og sukker.Den enkle smag af dansk sommer.

Hvor jeg dog elsker at være i sommerhus!

Udgivet i Familie | Tagget akrylmaling, alting og ingenting, annekset, danske bær, Ellinge Lyng, Farfar, Farmor, hindbær, Hudia, jordbær, male, smagen af sommer, sommerhus, sommerhusophold, sommerhusstemning, spise store is, være i sommerhus | 2 kommentarer

Best Friends Forever

Udgivet den 9. august 2015 af moriudlandet

Efter knapt en måneds rundrejse slipper jeg taget i trunterne og overlader dem trygt til Farmor og Farfar, mens jeg selv sætter kursen mod 2900 Happiness.

Min all-time aller-bedste-veninde åbner fluks døren og efter at have krammet livet ud af hinanden, taler (og lytter) vi uafbrudt de næste 8 timer.

2 Mummy-Damer på playdate.

Uden børn. Uden vådservietter. Uden de sædvanlige afbrydelser.

Det føles som en begivenhed, der skal overgå i verdenshistorien, og vi har glædet os i månedsvis.

Min veninde viser mig ind i gæsteværelset med et lille finurligt smil – og jeg udbryder, at jeg bare aldrig vil hjem igen, da jeg ser opredningen!

Som på et 5-stjernet hotel ligger der mints, tøfler og dameblade. Og økologiske plejeprodukter oven på de tykkeste, blødeste Hästens håndklæder.Trumfen over dem alle er, at jeg minsandten har fået “min egen” Hästens-seng for the night! Er der mon nogen, som opdager, hvis jeg ikke lige dukker op til overfladen de næste par dage? For jeg kunne virkelig godt bruge 3 døgns sommerhi i dette prægtige vidunder af en seng – med dameblade som eneste selskab.

Efter vores utallige tour de chambres denne sommer, er dette chambre vinderen over dem alle!

En uforbeholden undskyldning går hermed ud til alle de søde mennesker, der har gjort sig umage med at ordne gæsteværelser til undertegnede og troldebørnene i den seneste måneds tid. Men en Hästens-seng hjemtager altså prisen som årets gæsteværelse.

En velkomstdrink og en togtur senere, slendrer vi igennem indre København, mens solen langsomt er på vej ned.Der er modeuge og masser af liv i byen.

Jeg føler mig som én, der er kommet ind med 4-toget fra Jylland. Det er jeg sådan set også – hvis man da skifter toget ud med en Toyota Auris.

Det er alt, alt for længe siden jeg sidst har været i hippe, cool’e København.Vi ender i vinbaren på FIAT. Modeugen giver lange gæstelister, men efter en time er der et bord ledigt.Talestrømmen er uafbrudt.

Emnerne er uudtømmelige.

Vi er opslugte og umættelige i vores aldeles tiltrængte frirum.På to-kvindes-hånd.

Med hinanden under armen, med brede smil og boblende hjerter.

Det føles så livsbekræftende og befriende endelig at have god tid sammen.

Vi griner og pjatter. Vi er gravalvorlige og får helt blanke øjne.

Sammen trækker vi tråde frem og tilbage mellem fortid, nutid og fremtid.

For den slags kan vi sammen.

Fordi vi kender hinanden helt ind i hjertet.

Fordi vi er ærlige, åbne og ligefremme med og for hinanden.

Fordi vi har en historie sammen.

Vi fantaserer og fabulerer.

Vi erkender og husker.

Og det hele bliver skyllet ned med bellini’er.

Før vi ved af det er klokken langt over sengetid for to mummy-damer, der har hovederne og hjerterne fulde af lettelse, anerkendelse. kærlighed og ærlighed.Næste morgen vågner jeg og vrikker veltilfredst med tæerne. I en Hästens-seng!Det kan varmt anbefales.

Hvis man altså efterfølgende kan leve med at være ret besat af at erhverve sig en Hästens*-seng, forstås…

(*Jeg er never-ever sponsoreret. Det her er en fortælling fra det virkelige liv, ligesom resten af mit hverdagsvås).

Forkælelsen ophører dog ikke med vidundersengen.

Da jeg efter et langt bad trisser ind i køkkenet, står min veninde og hendes søde datter klar med morgen-æg og kaffe.Og egenimport af svenske jordgubbar och blåbär.Det er sgu’ et hårdt, hårdt liv. For både kat og mennesker.
Tusind tak for den dejligste fredag og lørdag, min sødeste Milla!

Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Og da jeg vender hjem til skovbrynet, skal vi ud at lege turister i egen by med Farmor, Kusine Meme og Faster D.

Pigerne klistrer sig bogstaveligt talt fast til Kusine Meme. Nu er hun her endelig og de har savnet hende SÅ meget!Vi går ned til Slotssøen for at stige ombord på den lille færge.Tænk engang, at vi er lige-ved-og-næsten fra byen med det smukkeste prinsesseslot!Færgens kaptajn er enormt rar og hyggelig – og selvom han muligvis ikke er for fiks på fingrene med et mobilkamera, så kan man nok fornemme, hvor dejligt vi har det som turister i Hillerød.Efter en halv times cirkuleren på Slotssøen, går vi i vaffelhuset. Det er man ganske enkelt nødt til. For det ligger lige ved “færgelejet”.Farmor spørger om lov til at smage Milles chokoladeis, og Mille stikker velvilligt den indsmurte trutmund frem. Var det ikke dét, hun bad om?Åh, al den sister-love, jeg føler i disse dage. Det er helt eventyrligt. Jeg bliver sgu’ så glad!

Udgivet i Familie, Venskab | Tagget bedste venner, bedsteveninde, best friends forever, BFF, date, Faster D, følelsesladet, forkæle, forstå, fortælle, Frederiksborg Slot, glædes, Hästens, Hästens-seng, Hillerød, Hillerød Slotssø, historie, hjælpe hinanden, Kusine Meme, længes, lytte, Milla, mummy-date, omsorgsfuld, savne, søsterskab, sejle på slotssøen, sister-love, sove i en Hästens-seng, tale uafbrudt, Torvets Vaffelhus, turister i egen by, uafbrudt talestrøm, være der for hinanden, Veninder, venindeskab | Skriv en kommentar

Farvel, Jylland

Udgivet den 7. august 2015 af moriudlandet

Hold op – en forrygende Tour de Jylland & Fyn, vi har haft os i de sidste 3 uger.Vi har fyldt os med nyopgravede kartofler.

Og ribs, stikkelsbær, solbær og hindbær fra Toves vidunderlige have.Mundvigene afslører også, at det vist ikke kun er frugthaver og køkkenhaver, vi har nydt godt af.
Cille har endda genfundet glæden ved rugbrødsmadder med makrel i tomat. Dén hopper Mille dog ikke på. Det lugter simpelthen for grimt til at forsøge sig med.Et af Cilles andre store ønsker for sommerferien er en dag med Kusine Cath. De elsker begge dyr og tilbringer derfor tiden med at fodre heste og ride. Mit hjerte smelter ved synet af min lille rytterske, der på én og samme tid ser lillebitte og kæmpestor ud.

Glæden og stoltheden lyser ud af hende, når hun er sammen med Cath og hestene.
Men det er ikke kun Kusine Cath, der rangerer højt på hitlisten hos Cille og Mille. Det gør Kusine Jo absolut også.Billederne er fra den hyggelige lørdag, hvor jeg pist forsvandt til bryllup.

Hos Mormor er hverdagen vendt tilbage, så vi har haft fornøjelsen af at lege støttepædagoger i hendes dagpleje.

Og når hun og dagplejebørnene har haft brug for en pause fra überhjælpsomme madammer, har vi nuppet os et dansk supermarkeds-fix.Og set Krummerne på VHS. Full-blown retro.Og øvet os i at spille UNO, som Cille nu nærmest er besat af.Tante A og Onkel J kommer også forbi til mad og god snak. De er altid godt selskab og jeg håber, at min Onkel beslutter sig for at komme til Arabiens Land på et tidspunkt.Men før vi får set os om, er dagene hos Mormor ovre. Og jeg må indføre Cille i den ædle kunst at skrive afskedsbreve, som gemmes på hovedpuden til Mormor. Den tradition er vigtig at videreføre – og jeg overlader denne gang det vigtige hovedpude-brev til Cille, mens jeg selv lægger en note i Mormors god-nat-læse-bog.

Efter dagene hos Mormor er vi nu rykket videre til Morfar og Conny.Morfar tager os med på kirkegården for at lægge lyserøde roser til Bedste på Fasters fødselsdag.

Vi taler om at Bedste ser ned på os fra en sky i himlen. Og at hun sikkert bliver glad for at se Cille og Mille, der besøger hendes gravsted for første gang.

Jeg selv får tårer i øjnene ved tanken om, hvor helt ufattelig tung hendes kiste var at bære og sænke ned, da hun blev stedt til evig hvile i den jyske muld.

Hun er et meget savnet menneske. Og netop derfor var kisten så ubærlig tung.Cille finder en lille snegl på kirkegården og lægger den forsigtigt i perlegruset på hendes Oldemors grav. Hun læner sig ind til mig og hvisker: “Jeg har jo ingen gave med, så jeg tænker, at hun bliver glad for en lille snegl”.

At dømme på Cilles snegle-begejstring, er handlingen en åbenlys kærlighedserklæring til en aldrig-kendt Oldemor, som hun forestiller sig ser ned på hende i dette øjeblik.Efter at have sendt varme tanker til Bedste i Himlen, finder vi vejen til Fasters hus i skoven, hvor vi leger, hygger og griller til duggen sender os til tælling.Og i dag – som viser sig at blive en rigtig sommerdag som ikke tidligere set i denne sommerferie – nyder vi solen ved Kvie Sø, et af min barndoms udflugtsmål.Vandet er køligt, men langt mere tillokkende end Vesterhavets bølger. Efter at pigerne har soppet et par gange og fryyyyser lidt, sætter de Morfar i sving med gyngerne. UNO-spillet er også med. Naturligvis.Ved Kvie Sø ligger der et hollandsk pandekagehus, hvor vi bliver nødt til at spise frokost. Man kan ganske enkelt ikke få for mange pandekager med Nutella, hvis du spørger Cille.I morgen går turen så til Nordsjælland. Hjem til Farmor og Farfar i Grib Skov.

Farvel, Jylland.

It’s been a blast.

Vi har nået og oplevet og nydt lige præcist alt det gode, som mit Vestjylland byder på.

Vesterhavet. Heden. Fjorden. Familiemiddage. Have-vandringer. Drivhus-rov. Dyrehold på nært hold. Samhørighed. Kærlighed. Leg. Snak. Kaffe og kage. Frem og tilbage.

Det dejlige Vandkants-Danmark, som Mormor resolut kalder det, når politikerne Kjøwenhavn taler om Udkants-Danmark.

En barsk og vind-omsust plet på Jorden, som også er ved at være velkendt territorium for pigerne, efterhånden som vi gentager genopdragelses-rejserne i sommerferierne. Efterhånden som de bliver større, husker bedre og genkender mere.

Måske ender Vestjylland med at blive hængende i deres barndomsminder, ligesom det gør i mine?

Måske ender de rodløse, internationale børn med at finde ro ved at kigge mod horisonten over Vesterhavet – med ryggen mod marehalms-klædte klitter – præcist som jeg selv?

Udgivet i Familie | Tagget aner, barndom, barndomsminder, børns adfærd, børns fantasi, Bedste, familie-fællesskab, familieaner, Faster, føle sig hjemme, finde ro, finde sine rødder, gå på kirkegården med børn, genkende, gentage, gentagelser, hjemstavn, Jylland, jyske, kirkegården, Kusine Cath, Kusine Jo, Kvie Sø, Morfar, Mormor, Otto Frello, rødder, Ringkøbing Fjord, rodløs, samhørighed, spille UNO, Tour de Jylland, traditioner, UNO-spillet, Varde, Vesterhavet, vestjyde, Vestjylland | Skriv en kommentar

De Rødhåredes Klub

Udgivet den 6. august 2015 af moriudlandet

“Jeg vil så gerne lege igen med min kusine, som ligner mig allermest. Vi har the same hair colour and freckles on our noses”.Cille hopper op og ned foran mig. Hun er vild af begejstring ved tanken om sommerferie i Danmark.

Og hun husker fra sidste år, hvor vidunderligt hun havde det sammen med sin kusine.Virkelighedens Pippi drømmer om at gense den anden Virkelighedens Pippi. I virkeligheden. Hvor sødt er dét lige?

Kusinen, der ligner hende allermest, er rent faktisk min kusines datter. Så kusiner er de ikke ligefrem, men det kalder vi det da bare. For nemheds skyld.

Det ydmyge ønske blev afgivet for et par måneder siden i en Ørkenstat.

Og nu har vi endelig chancen for at indfri ønsket på en solskins-skøn søndag.

Vi tropper således op til Årsmøde i De Rødhåredes Klub i min kusines have på Syd-Fyn.De Rødhåredes Klub tæller 9 personer på denne dag: Min Faster, Onkel B, Kusine A, Moster-Søsteren, min Svoger, 2 af min kusines børn og mine egne 2 piger.

Tilbage – og helt ude af klubben – sidder 5 personer: Min Mor, min kusines mand og 1 af deres børn, elskede niece Jo og jeg.

Jeg elsker De Rødhåredes Klub og ville ønske, at jeg var medlem. Faktisk var ønsket så stærkt efter fødslen af Cille, at jeg en overgang var farvet lettere rødlig (med blandet resultat og meget begrænset lovprisning).De Rødhåredes Klub står stærkt i min fædrende del af familien. Det recessive gen MC1HR hopper og danser sin vej igennem pige- og drengebørn og går mange, mange generationer tilbage i tiden.

Og jeg vidste helt intuitivt, at jeg bar rødhårede børn under begge graviditeter.

Det kom aldrig som en overraskelse.

En blegfis uden særlige karakteristika (jeg taler her om mig selv og ikke min smukke mand, der ligner en ung Jack Nicholson) gemmer med 100% sandsynlighed familiens rødhårs-gen, så det kommer til udtryk i stedet for mine egne vage træk.

Og hvad er egentlig skønnere end rødt hår og fregner?Set med vores tids øjne er det noget særligt – på den gode måde.

Min Far kan desværre fortælle helt andre historier fra sin barndom om behandlingen af rødhårede.

Den slags bliver mine piger heldigvis ikke udsat for – hverken i Danmark eller i Dubai.Og der er en reel årsag til at jordbærhjelmene vækker opsigt; udpeges på lang afstand og fotograferes lystigt.

Blot 2% af hele verdens befolkning ser sådan ud.Jeg håber inderligt, at mine egne piger får chancen for at forære røde-genet videre. Ligesom min Kusine A har gjort det i 2 ud af 3 børn.Årsmødet er helt forrygende. Hele arrangementet løber af stablen med store armsving, latter, leg og snik-snak.

Og de to Virkelighedens Pippi’er finder lynhurtigt hinanden og nyder at lege hele eftermiddagen i haven.Tusind tak for en skøn dag til alle De Rødhårede.

Vi elsker jer med hud og hår. Med hidsigt temperament og bly sarthed. Med fregner og frækhed. Ja – hele den røde pakke!

PS: Hvis du er vild med de sort-hvide shots fra Årsmødet i De Rødhåredes Klub 2014, så kig forbi Mick’s hjemmeside for mere information: http://mickoutzen.dk

Mick er fantastisk tillidsvækkende og intuitiv med børn i alle aldre. Billederne fra sidste år er knipset helt spontant i haven og er på ingen måde noget, som de rødhårede trunter stillede op til.

PPS: Inspirationen til dette blogindlæg kommer fra søde Jane K.P., som sendte mig denne vidunderlige fotoserie af rødhårede skønheder: http://www.huffingtonpost.com/entry/redheads_55b6447be4b0224d8832bf0f?ncid=fcbklnkushpmg00000063

Udgivet i Familie | Tagget anderledes, blive mobbet, blive udpeget, der hopper og danser, familie, familie-gener, fællesskab, føle sig særlig, gener, genetik, grandkusiner, hårfarve, kusine, Kusine A, MC1HR, muterede gener, rødhårede børn, rødhåret, rødt hår, recessive gener, særligt, specielt, stolthed, udpege, udseende, være rødhåret, venskab, virkelighedens Pippi | 2 kommentarer

Ægte kærlighed

Udgivet den 3. august 2015 af moriudlandet

I weekenden kører jeg til Fyn med 1 styks strikkende Mormor på passagersædet og 2 styks vrantne unger på bagsædet.De vrantne unger og verdens (tål)-modigste Mormor med strikketøjet bliver vippet ud af bilen og ind i Moster-Søsters rækkehus i Hjallese, hvor de naturligvis er meget sødere og velopdragne, end når de er sammen med deres opgivende Mor.

Den forestående pause mellem mor og døtre er faktisk lidt tiltrængt. Gensidigt tiltrængt.

For selvom det er dejligt, er det også temmeligt anstrengende at være på rundrejse i Danmark for at besøge venner og familie uge efter uge. Og den slags udmønter sig indimellem i grundfrustrationer hos børnene og den (forklædt som) voksne.

Jeg vinker et lettet farvel og kører videre ned igennem det smukke, fynske landskab ad veje og omveje, indtil jeg når Trente Mølle, der ligger i nærheden af Svanninge Bakker ved Faaborg.

Hér – hvor Fyn er finest – skal min kære studieveninde giftes med sin elskede. Jeg tænker på min studieveninde igennem hvert et landevejssving; hver en bakke op og bakke ned.

Det er meget, meget længe siden vi sidst har set hinanden.

Hun er både blevet Mor og friet til siden sidst.

To fundamentalt livsforandrende og vidunderlige oplevelser, som jeg desværre ikke har kunnet fejre med hende.Vi var de bedste skrivemakkere dengang på Syddansk Universitet.

Og jeg ville ikke tøve et sekund med at samarbejde med hende igen – uanset hvad projektet måtte omhandle eller byde på af udfordringer. Sådan er det nemlig, når 2 vidt forskellige mennesker har den dybeste respekt for hinanden og for de kompetencer, som den anden besidder, der bevirker, at opgaven bliver langt bedre end det, man kunne have skabt egenhændigt.

Nok om speciale-samarbejde. Nok om dengang.Vi er her for at fejre, at kærligheden er større end noget andet i livet.

At kærligheden er vokset i mellem 2 voksne mennesker, der har gået og ventet på at finde Sjælevarmeren. Livsledsageren. Elskeren. Bedstevennen.

Men nu har de fundet hinanden.

Præcist som i eventyrene.

Og 2 er blevet til 3.Jeg parkerer og hilser på brudens forældre, der spiser frokost og ordner småting i køkkenet.

Der er stille i hovedhuset, så jeg kigger mig lidt omkring i stuerne.Bordene står så fint og sirligt dækkede til aftenens fest.Lyset strømmer ind ad vinduerne. Vi er mere end ualmindeligt heldige med vejret, når man tænker på den sidste måneds efterårsregn og rusk.Præsten kommer cyklende med sin præstekjole i en kurv. Vi taler lidt sammen og hun lister ind for at klæde om, mens gæsterne strømmer til fra nær og fjern.

Pludselig er her liv og glade dage – og jeg genser og krammer en hel flok fantastiske mennesker, som jeg kender fra de fester og fødselsdage, som min veninde så ofte har holdt.Efter 40 minutters spændt venten ankommer bruden. Fashionably late, as always.Vi sidder med kig til den idylliske mølledam, mens en let brise sørger for at solens stråler ikke overvælder os.

2 vidunderlige, kunstneriske, livsglade mennesker har sat sig til rette over for hinanden. Deres glæde og kærlighed lyser så stærkt, at jeg er ret sikker på, at de fleste har en tåre i øjenkrogen.Præsten prædiker om hvorfor bryllupper rører os alle så dybt. Og om hvorfor det føles så stærkt og betydningsfuldt, når vi stiller os op foran vores nærmeste for at give hinanden håndslag på, at vi holder sammen til døden os skiller. At det her er alvor. Ramme alvor. Og forhåbentlig også en masse skæg og ballade henad livets vej.Og det er dybt rørende, hver eneste gang man selv oplever kærlighedens væsen eller ser det i andre.

Uanset om det er venskabelig kærlighed, kødelig kærlighed eller moderlig kærlighed.Som altid er bryllupsfesten overstået på et splitsekund. Det er hvad der sker, når rækken af talere er lang og talernes indhold fornøjeligt og rørende; når buffet’en er overdådig og der overspises i perlerækken af desserter.

Pludselig er det tid til brudevals.
Og sokkeklip, naturligvis.

Tusind tak for en aldeles fantastisk, livsbekræftende bryllupsfest.

Kære Brudepar: I er – ganske enkelt og intet mindre end – skabt for hinanden.

Og så bør jeg vist ikke følelses-blævre mere rundt for denne gang.

I stedet vil jeg gengive, hvad Apostlen Paulus har skrevet så eminent og præcist i sit Første Brev til Korintherne:

“…Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”…

Udgivet i Venskab | Tagget Apostlen Paulus, ømhed, bryllup, bryllupsfest, buffet, dybe følelser, elske, elskede, eventyr, evig troskab, evigt, Faaborg, følelses-blævren, fejre, fejring, feste, for evigt, Fyn, Fyn er fin, gensyn, gensynsglæde, gifte, gifte sig, Kærlighed, kærlighedens væsen, livsbekræftende, mølledam, min elskede, Paulus' Første Brev til Korintherne, prædiken, præst, rørende, studiekammerat, taler, Trente Mølle, venskab, vie | Skriv en kommentar

Grænseløse venner

Udgivet den 31. juli 2015 af moriudlandet

Efter 6 fremragende dage er de britiske tropper strøget videre til Wonderful Copenhagen, mens jeg selv får fornøjelsen af en bryllupsweekend på Fyn.

Her står vores børn i kronologisk rækkefølge med yngste yderst til venstre og ældste yderst til højre. Vikingebørnenes højde bliver pludselig slående…Og her er de fotogene forældre.Symbiosen i de små Fiskerhuse er brudt.Vi har krammet inderligt farvel og rystet numser for sidste gang i år.

Og det rører mig dybt.

Dybere end jeg havde forudset.

Måske er det fordi jeg ikke ved præcist hvornår vi ses næste gang?

Måske er det fordi jeg ved at sandsynligheden for at vi nogensinde kommer til at leve det skønne, wholesome Suffolk-liv igen er minimal?

Måske er det fordi det gør ondt, når en rigtig god æra i ens liv på en eller anden måde er endegyldigt forbi?Heldigvis har vi jo stadig The Coxes and The Ringlands! For venner er venner – uanset distance, tid og sted.

Rigtige venner er vel i virkeligheden grænseløse?

Og dén tanke trøster mig, trods alt.Det har virkelig været en fantastisk ferieuge – også selvom vejrguderne var alt for gavmilde med regn og rusk.

En skøn eftermiddag blev det dog til på stranden – med sol, drager og sandslotte.

Vi lykkedes endda med at spise uden for et par gange.
Jeg havde visualiseret hvordan hver eneste måltid skulle spises ved et langt fællesbord på græsset, hvorefter børnene skulle vimse rundt og finde biller, snegle og sommerfugle.

Men koldskål med kammerjunkere og jordbær smager også fint indendøre, når nu det ikke kan være anderledes.Det manglende sommervejr fik os til at fravælge en tur i Legoland. Børnene er simpelthen for små til en hel dag i småregn og blæst.

I stedet lægger vi vejen forbi Mini-byen i Varde, hvor vi har forklaret dem, at der bor feer og trolde i alle de små huse, hvis blot de kigger ordentligt efter.
Ingeniøren tjekker også lige om håndværket er i orden.Og vi får et billigt grin over Varde Kommunes selvkørende græsslåmaskiner, Maj-Britt og Irene. Her er det sidstnævnte – Irene – der bliver helt forvirret og kører i cirkler blandt de vilde unger, der løber hende i hælene.

Pigerne leder efter feer i de gamle gårde og forsøger at kigge ind gennem ruderne. Her er de blevet sat i Vardes gamle arresthus.Og Sct. Jacobi Kirke bliver undersøgt på nært hold – både i miniformat og senere på Torvet i den virkelige version.100.000.000 tak for en skøn ferie – Victoria, Tim, Bea & Bertie – Clare, Simon, Sophie & Daniel.

Vi savner jer allerede og taler om jer hele tiden. Der er ferieminder og små jokes, som hele tiden dukker frem i mit indre, så jeg smiler for mig selv.

Vi ses i Great(est) Britain næste sommer!

Udgivet i Venskab | Tagget Aargab Strand, afsked, æra, Dayz Seawest, den danske sommer, en æra er slut, engelske venner, England, farvel, følelser, ferieminder, glæde sig til, glædes over, Great Britain, købstad, koldskål, Lønne, legekammerater, livet, lunefuldt vejr, Mini-Byen, miniaturehuse, Nymindegab, regnvejr, savne, sige farvel, sommerferie, sommerminder, sommervejr, stranden, Suffolk, tage afsked, tale om, The Coxes, The Ringlands, Varde | Skriv en kommentar

Englænderne i Nymindegab

Udgivet den 29. juli 2015 af moriudlandet

Siden december har jeg set frem til genforening i Danmark med The Coxes and The Ringlands denne sommer.

Der er tale om vores dejlige venner fra skønne Udkants-England, som jeg stadig savner og tænker tilbage på med stik i hjertet.

Men nu er de her!

I Nymindegab på Dayz Resort SeaWest. Af alle steder! Og for både børn og voksne føles det, som om vi sås forleden og blot samler tråden op dér, hvor vi slap den sidst.

I virkeligheden er det allerede et halvt år siden, vi havde Fru og Frk. Cox hos os i Dubai – og godt og vel halvandet år siden, vi sidst så Familien Ringland.

Men det er vidunderligt, det her.

Magical, siger Fru Ringland. Og så øver vi os sammen i ikke at fælde en tåre, når vi lytter til Sophie, der siger til Cille: “When you moved to Dubai, I thought I was never going to see you again”.

Men de er jo lige her.

Alive and kicking.

Alt imens de samler hybenrosenblade og indsnuser duften af dansk sommer sammen. Faktisk kniber jeg mig indimellem i armen for lige at tjekke, om det nu også er rigtigt og virkeligt; om det rent faktisk kan lade sig gøre, at både børn og voksne fortsat har den fedeste kemi, de bedste interne jokes og den tørreste humor.

Og det er det. Det kan lade sig gøre. På kryds og tværs af grænser, tid og sted.
Mine søde veninder har virkelig forberedt sig til ferien og øvet sig i danske høflighedsfraser, som de går og fyrer af. “Mange tak” og “jeg vil gerne have konfekture”, siger de og ler højt.

Og de har bragt mig ærkebritiske værtindegaver, så jeg får hjemve på den hårde klinge.

Te – hvad ellers?Og jeg returnerer den venlige gestus med en omgang snøfler til teen.

Nu kan de ligeså godt få lært, hvad danskerne er gjort af. Karen Volf!De høflige mennesker gnaver sig pænt igennem en snøffel, men skal sjovt nok ikke smage flere og pakker dem væk. Man skal nok være opvokset med dem?

Og selvom ferieugen er sparket igang med regn, rusk og blæst i bedste efterårs-stil, så skal der heldigvis mere til for at slå humøret ned hos en flok englændere.

De er da vant til den slags hjemmefra!
Så vi trodser truende skyer og kører fra Nymindegab til Ringkjøbing og nyder det smukke hedelandskab på den smalle tange mellem Vestkysten og fjorden.

Vel hjemme igen trøstespiser vi wienerbrød og buttercookies. De glider ret meget lettere ned end snøfler, kan jeg berette.Og så “spiser vi børnene af” på engelsk manér kl. 18, så de voksne efterfølgende kan hygge, tale og spise i fred og ro kl. 20. Snedigt.Fru Cox er en dygtig illustrator og maler – og hun sidder helt stille med sit rejse-akvarelsæt om aftenen, mens vi drikker vin og griner. Så producerer hun de fineste fortællinger fra dagens oplevelser.Jeg elsker at observere, hvordan hun let og elegant skaber de fineste, enkleste motiver.

En af de andre regnvejrsdage ligger lille Bea med halsbetændelse, så det desværre kun bliver The Ringlands og The Kaalunds, der går de knapt 170 trin op i Blåvandshuk Fyr og bliver rusket igennem på Hvidbjerg Strand.
Børnene er komplet ligeglade med det ringe vejr.

De graver og graver, mens de voksner flyver med drage.

Og vi tænder den indre glød igen med hotdogs fra slagterens pølsevogn.Plus et smut forbi Blåvand Bolchekogeri efter is og bolcher.Det er så mega-hyggeligt i denne her storfamilie.Den eneste brik, som mangler i dette her fantastiske puslespil, er Martin. Selvfølgelig.

Udgivet i Venskab | Tagget begejstres, Blåvand, Blåvandshuk Fyr, brygge te, buttercookies, Cox, Dayz Resorts, Dayz Seawest, elsket, England, familie, ferie, finde hinanden, fjorden, flyve med drage, glædes, grænseløse venskaber, høflig, hotdogs, humør, Karen Volf, køretur, lære dansk, lege i sandet, Martin, nære venner, Nymindegab, Ringkjøbing, Ringkjøbing Fjord, Ringland, savne, savner Far, savnet, SeaWest, snøfler, tale dansk, te, The Coxes, The Ringlands, tværs over grænser, udkants-England, venner, venskab, venskaber, Vesterhavet, wienerbrød | Skriv en kommentar

Fanø og fest

Udgivet den 25. juli 2015 af moriudlandet

En uge ved Vesterhavet går alt for hurtigt. Vi har haft tørvejr hele tiden – og for denne sommers vejr må det vel betragtes som en overvældende succes? Og da vi sidder og taler henover sprøde afskeds-fish-and-chips på Chhat i Blåvand, er vi enige om, at vi har nået at gøre alt det, vi har haft drømt om og tænkt på.Og pigerne er monster-trætte. Eller også er de i virkeligheden trætte monstre?

Trætte efter dejlige formiddage og eftermiddage på stranden med spand, skovl, skaller og pinde.Cille lærer at styre dragen højt på himlen i den stærke blæst.Og jeg genoplever barndommens glæde ved at flyve med drager.Mamaerne Ditlevsen er tilnærmelsesvist blevet vinterbadere. De trodser vandmænd og vilde bølger, mens vi andre ser til med lige dele benovelse og forundring over deres kvindemod. Der er mildest talt pissekoldt på stranden – og hvad er der så ikke under vandoverfladen?!En af dagene tager vi færgen Fenja fra Esbjerg til Fanø sammen med Morfar og Conny. Det er 100 år og en madpakke siden jeg sidst besøgte øen, hvor vi ellers ofte var i min barndom.

Og der er mindst ligeså idyllisk, som jeg huskede det i de små gader og stræder i Nordby.

Vi sidder længe på en bænk lidt væk fra færgelejet og betragter de søde sæler, som ligger og soler sig på en lille sandbanke, mens vi bælger ærter.
Dér ligger sælerne troligt morgen efter morgen til skue for turister og fanniker på morgentur.
Da maverne er fyldte af pandekager fra Hans & Grethes Creperie, tager vi bussen mod Sønderho.

Hvis ikke det var fordi Mormor på forhånd havde løftet sløret for at bussen kører på stranden, ville jeg afgjort have troet, at der var noget seriøst i vejen med buschaufføren! Cille kigger da også lidt, da bussen triller ud i sandet og gør holdt flere steder på stranden, selvom hun hårdnakket påstår at “sådan gør busserne også i Dubai”! Og det kommer fra trunten, der ikke ligefrem er vant til offentlig transport…

Vi står af et stykke uden for Rindby, hvor der ligger en dejlig naturlegeplads.Efter mange timers leg tager vi bussen retur til færgelejet, hvor færgen Menja denne gang tager os med til Esbjerg.
Hos Morfar og Conny er en af hovedattraktionerne de små indkøbsvogne i Dagli’Brugsen, som Cille husker med stor glæde fra gang til gang. Der er bare et eller andet godt ved at lægge varerne i den lille vogn selv! Denne gang er de 3, der spurter rundt i de trange gange og gør livet usikkert for de gamle damer i landsbyen.Og efter dén rundering, stryger vi hjemad til grillmad i gårdhaven, akkompagneret af Mille, der spiller elorgel på bedste suppe-steg-is-manér.
Dagen efter er det søde Caths 17-års fødselsdag.Cille går op i fødselsdage med stor iver og er derfor igang om morgenen med gaveindpakning, bordpynt og bordkort.Vi fejrer Cath i sommerhuset med Moster L’s fine morgenmadsbord. Vi kan lige præcist klemme os ind og al service (inklusiv vinglas) må på bordet.Om aftenen spiser storfamilien pizzaer på Blåvand Torv og lytter til Emmelie de Forest, mens vi spiser popcorn og candyfloss til dessert.Cille nyder at sidde på Onkel JEs skuldre og lytte til musik, mens hun skutter sig lidt i vestenvinden.

Efter koncerten fester Cille, Mille og Jo videre i sommerhuset, hvor endnu flere tanter og onkler er droppet forbi.

Der er tale om overtrætte tøser i en rus af salt og sukker.Der er ikke noget at sige til, at Cille har rod i hovedet efter så mange dage spækket med indtryk og oplevelser; familievisitter, leg og ballade. Det har vi vist alle.PS: Min Mor faldt lige over blogindlægget fra sidste års Vesterhavs-ferie. Dét kan du evt. læse her: