Kunstneren Rob Whitworth har begået en elegant og fin flow motion film om Dubai, som ligger på YouTube.
Jeg er sikker på at de, der har besøgt Dubai, kan nikke genkendende til oplevelsen?
Og hvis du ikke har været her (endnu), så kan jeg varmt anbefale dig at se Ørkenstaten på 3 minutter.
Rigtig god weekend!
Jeg er stærk tilhænger af ytringsfriheden.
Ucensureret.
Ufiltreret.
Uanset om den anvendes til at informere sagligt, til at sprede glædelige budskaber eller til at provokere som bare Fanden.
Jeg slår gerne et slag for vores individuelle ret til at sige (og tænke) hvad vi vil. Og så skal vi samtidig respektere, at det også gælder for alle andre.
Er jeg ansvarlig for andres reaktion på mine ytringer (og tanker)?
Ja – det er der nogle, der mener. De skriver lige nu kronikker og læserbreve om at vi skal lade være med at provokere og være mere kulturelt sensitive. Måske skal vi endda sige undskyld for nogle tegninger?
Ind i mellem er det ganske sikkert strategisk kløgtigt at bevare en diplomatisk tone.
Men måske kan problematikken også vendes på hovedet?
Er det ikke modtagers eget ansvar, hvorledes han eller hun vil modtage budskabet?
Vælger jeg ikke selv, om jeg bliver vred, glad, lykkelig, frustreret eller rasende over en ytring eller en handling?
Er det andre, der provokerer mig – eller er det mig, der lader mig provokere?
———————————————————————————————
Nuvel – i et helt andet og langt lettere hjørne – så giver jeg ytringsfriheden en high-five’r og sender det frie ord videre til Fru Cox:
When your friend tells you she is moving half way around the world, from your quiet, green and pleasant village to the bustling metropolis of Dubai there are two thoughts which immediately spring to mind.
Firstly, what will I do without her?
Secondly, when can I visit?
Perhaps it was presumptuous of me that they would want us to visit at all, I know that leaving your family and friends in the ‘mother country’ to live abroad means that you never have guests that just ‘pop in’ for tea, rather you have house guests that stay…for a while… Perhaps they outstay their welcome, having a house guest is tiring afterall!
But I did ask to visit and I think we compromised pretty well by spending half our stay at the Hilton Doubletree in Ras al Khaima and the rest with our Dear Danish friends in Dubai itself.
To be honest Dubai was never on my ‘must see’ list, but as soon as Mrs K started to talk about all the things there are to see and do here the traveller in me began to wake up after a long slumber (whilst I have been busy having children and setting up home) and I found myself desperate to experience it all. And having been here for a little over a week I feel I need at least 4 more weeks here to start to get a real feel for the place.
There are an awful lot of myths about visiting and living in Dubai but before my eyes they are melting away and I really have seen for myself why so many people are drawn here every year to work, bringing their families with them. Yes the place has its issues, but doesn’t everywhere? I now know that you won’t get arrested for holding hands in the street, for wearing western clothing or for hugging your friend.
I have had an absolute blast since we arrived, not least because it would appear that my friendship with Mrs K really does survive the distance. When she walked towards me in the hotel it was if we had never been apart, it was like I saw her yesterday and we were meeting for coffee, the ease at which we have settled back into each others company has been comforting, and the children have been just as adaptable. We chat and joke like normal, jokes about language and place names, about the sales man who tried to sell me silk addressing me ‘Big Boss Madam! You buy! Buy!’ and the tall, elegant Danish woman gets addressed; ‘Angelina! Angelina! Come in here and buy!’
Laughing and joking whilst experiencing the culture and tastes of the Emirati makes for a wonderful day. Exploring the souks, visiting a mosque and taking a boat trip on the creek with a good friend and the kids has been wonderful. And I sit here now after all the excitement of this morning with a cup of Earl Grey tea in Mrs K’s kitchen and we are about to prepare the dinner.
I contemplate that the days we have been spending here fly from one extreme to the other; bustling, exotic flavors of the souk contrast with calm, comforting family life at home; a trip up the world’s tallest and most extravagant tower the Burj Khalifa after a green and wholesome trip to the park; dinner at any number of restaurants serving a plethora of world cuisines compared with a lovely, home made spaghetti bolognese prepared with love. And it occurs to me, Dubai is what you make of it.
In my time here I have seen that Dubai has, in fact, been constructed on a foundation of family values, cleverly masked by mountains and mountains of money. It’s true what they say; the only place on the planet where you’ll see someone walking a tiger down the street! I haven’t seen it but I believe it could happen! It’s a place where the things we ordinary folk consider extravagant and perhaps ridiculous becomes part of the everyday and expected. It really is like the Sheikh woke up one morning and thought to himself “Today I would like some penguins on my ski slope” or “Today I will build the world’s tallest tower…” There really are no limits here, bigger is better and biggest is best!
But really, behind all the glittering facades of sky scrapers and the golden shimmering shopping malls is a soft and squishy heart of gold, a big softy under an armor of reflective glass! Traveling with my daughter alone, having left my husband and son to go on a skiing trip (neither of them would appreciate the heat of the desert anyway) not once have I felt threatened, at risk or taken advantage of. We have been welcomed by everyone everywhere we have been, from boarding the plane to taking taxis, the Emirati attitude towards children and families is admirable, a relief and a pleasure. There are parks, play centres, nurseries and schools on every street, breastfeeding in public is not discouraged and people are only too happy to help with the stroller. The children are spoken to not ignored or tolerated, like I sometimes feel they are in public in the UK. It feels a safe environment here.
Perhaps that is why Mrs K and her family seem so settled here, it offers everything their family need. In the week business is taken care of, Dubai is kept running by business men and women from all over the globe doing what they do best and at weekends the family is celebrated with amazing days out, proper family time and opportunities you just wouldn’t get if you were living anywhere else.
One could argue that in this extravagant desert state their lives are as wholesome as my family’s in our green, leafy corner of England. Perhaps they are brought closer together because their extended family are so far away, perhaps they treasure the family visitors because they are not always popping in for tea?
I don’t know, but what I do know is, it works for them. And many, many other families here.
I have had such a wonderful time comparing our families lives. The cost of petrol, a pint of milk and vegetables is valid conversation in Mummy-Land, and really, though she be elegant, beautiful, desert dwelling Angelina, and I, Big Boss Madam from the English village, we really aren’t that different. We both just want to provide a happy home for our children and have a giggle whilst we do it!
Hvis du har appetit på flere af Fru Cox’s tanker, så synes jeg, at du skal smutte en tur forbi bloggen:
Jeg forestiller mig, at hverdagens trummerum stilfærdigt er ved at indfinde sig i Danmark igen?
Verden går jo på forunderlig vis videre, selvom vi har ondt i hjertet og sorg i sindet. Selvom vi er rystede i vores grundvold. Selvom vi er forfærdede, vrede, forskrækkede og forvirrede.
Vi har mistet en form for kollektiv, national uskyld.
Vores gammel-danske naivitet, om man vil?
Det kunne godt ramme os.
Terrorismen, som vi kender fra Spanien, England, Frankrig m.fl.
Den dødbringende trussel, som vi skubbede fra os og lod PET om at rode med i det daglige.
Her i Dubai-Land er vi bestemt ikke kommet os over at Moder-Landet har været angrebet af Mørkemanden.
Det ligger hele tiden i baghovedet og rumsterer hvileløst.
Og jeg takker i al stilhed højere magter for at vores døtre er for små til at forstå, at der er sket noget. At jeg er forskånet for at skulle forklare, hvad denne her mand har gjort. Og hvorfor, han mon gjorde det.
Vi er sovset ind i hverdagens forviklinger i disse dage.
Der er ganske enkelt for meget om ørerne til det, vi har mellem ørerne.
Cille er syg igen. Denne gang er det ikke halsbetændelse, men en ubehagelig, høj feber. 32 stive timer, hvor det laveste punkt i feberen er 38.5.
Hun har ellers aldrig feber. Ikke engang ved halsbetændelse. V
i ender med at få foretaget en blodprøve, da lægen ikke kan finde ud af hvad feberen skyldes. Og jeg er helt ærligt ved at være urolig.
Svaret er en virus – men en ukendt af slagsen (og ikke en influenzafætter).
Hendes immunforsvar er helt nede penicillinbehandling – og mandlerne er stadig voldsomt forstørrede.
Cille spiser stort set ikke – selv når hun får tilbuddet om en nybagt muffin. Og så ved man at den er gal! 
Samtidig er Martins generalprøve i fuld sving på arbejde, hvor han skal forestå årsregnskabet for første gang.
Det er en mammut-sisyfos-opgave, hvor der hele tiden dukker en overraskelse op, så snart man linder på et nyt låg.
Jeg fornøjer mig med flytteplanlægningen og får besøg af flyttefirmaer og malere i en lind strøm.
Pludselig erindrer jeg, hvorfor det er, at jeg ikke var særlig glad for procurement-opgaver i mit tidligere liv. Det der med at få besøg af sælgere med deres slagtilbud og prisoverslag, der ender med at være umulige at at sammenligne….
Om aftenen har Martin den ubetingede nydelse at indhente forsikringstilbud og anmode om fornyelse af en masse dokumenter, der indikerer, at vi er på nippet til at fejre 1-års-dag i Ørkenstaten. Et år, der er gået med lynets hast!
Og midt i det, der føles som endeløse papirbunker, er Fru Cox og Frøken Cox ankommet fra Ras Al Khaimah.
Det er så mega-hyggeligt at være sammen med dem. De får mig på andre tanker. Bedre tanker.
Om morgenen får jeg serveret earl-grey-te i et stort krus og en bunke ristet brød smurt med kærlighed, smør og marmelade af Fru Cox, som fixer i køkkenet.
Og om aftenen drikker vi kølig hvidvin af store rødvinsglas, fordi husmorfrustrationerne udglattes så fint i takt med at alkoholen cirkulerer i blodet.
Quintessentially British. Wholesome. Soothing. Homely.
Jeg er nærmest tilbage i England – i Dubai. 
Pigerne hopper i trampolin, leger med dukker, maler med vandfarver og går hånd i hånd til parken. Det er skønt fællesskab, dejlig leg og hyggeligt samvær. Midt i vores hverdag.
Og det er præcist så godt, som jeg havde håbet på at det ville være. 
Bob-katten og jeg har indrettet hjemmekontor i haven her til morgen.
Hans instinkter er på fuldt blus, når han ser flagrende fingre på tastaturet, brummende insekter i luften og fugle, der tager afsæt fra trækronerne. De små killingetænder bider fra sig.
Duggen ligger tungt i det stride ørkengræs.
En kakofoni af fuglekvidren danner lydrammen om min morgenkaffe.
Her er umanerligt skønt og dejligt.
Og jeg værdsætter det, nu hvor den her slags sker så sjældent. Nu, hvor husmoren er blevet del af det arbejdende folk.
Vinteren byder på 20 grader fra morgenstunden og en bleg sol, der kæmper med at få bugt med morgentågen. Og selvom alle ski-billederne på FaceBook ser smukke ud, så er jeg svært tilfreds med det behagelige klima i min Ørkenstat.
Det er i øvrigt sidste dag i skole og vuggestue, før trunterne går på ferie. Cille er Prinsesse Elsa og har vindruer med til fælles tea-party i klassen.
Mille har instrueret mig i at “make sådan no’ner dullerter like Pippi, ‘cause I am Pippi for virkeligheden”. 
Min skole holder lukket hele ugen – og det passer perfekt ind i flytteplanlægningen, hvor jeg er i fuld sving med at indhente tilbud og priser på nedpakning/udpakning af indbo, maling af vægge og så fremdeles.
Mille hader, når der kommer fremmede ind i huset. Hun hvæser som en lille los af dem og hyler højt, så snart jeg er ude af synsfeltet.
Så det er nok meget godt, at de forskellige mennesker kommer forbi, mens hun leger i sin little girls’ school.
Men midt i alle de praktiske forberedelser, så er det som om mit hjerte står stille.
Jeg tænker konstant på Danmark. På København, som jeg elsker for evigt. 
På Østerbro, min første bopæl i hovedstaden. På Synagogen i Krystalgade og den jødiske familie, som har mistet en bror og søn.
Og jeg har pludselig hjemve på en højst ubehagelig måde.
Det er ikke fordi jeg tror, at der er morsomt derhjemme i disse dage. Men når Moder-Landet bliver ramt, så er det svært at sidde på afstand med medierne kørende på repeat.
På en og samme tid er ‘det skete’ – mørkemandens terrorhandlinger – forventeligt og højst overraskende.
Vi har alle vidst, at Danmark aldrig ville blive glemt (eller tilgivet) af islamisterne efter vores Muhammed-tegninger. Og vores indsats i Afghanistan og Irak, må man vel hellere tilføje til listen.
Vi har alle vidst, at Danmark var i reel fare for terrorangreb.
Men den viden kan ikke trøste os i rædslen og forskrækkelsen, når det så sker.
Det, der ikke burde ske.
Det, der kun sker for naboen.
HVIS DIN RELIGION ER VÆRD AT DØ FOR,
SÅ FORESLÅR JEG,
AT DU STARTER MED DIG SELV
Sådan skrev en FaceBook-ven igår. Sætningen har brændt sig fast i mit indre.
Vi er oppe imod de stærkeste følelser. De stærkeste overbevisninger.
Vi befinder os midt i en værdikamp på den ondeste klinge, der leder tankerne hen på Middelalderens korstoge.
Her hjælper ingen rationel argumentation eller appelleren til sund fornuft. Mørkemænd tænker ikke logisk. De behøver hverken fakta eller videnskabelige beviser. De er overbeviste om, at de har ret.
I deres indre – i hjertets hulrum og i hjernens krinkelkroge – må der bo en beslutsomhed og en følelsesladethed, der dominerer og overdøver alt, hvad vi ved og kender til i år 2015.
De ønsker et verdensomspændende kalifat.
De ønsker et islamistisk verdensherredømme.
De ønsker at sprede død, smerte og rædsel til vi overgiver os og omvender os til Deres Herres uransagelige veje.
Martin og jeg er tomme for ord, når vi ser dansk TV.
Energiforladte. Triste.
Det er et bizart cirkus at være tilskuer til.
Især fra den plads, hvor vi sidder – midt i en smeltedigel, hvor alle kulturer og religioner er repræsenteret – og i øvrigt lever i fred og fordragelighed.
Og samtidig bor vi så absolut i Mellemøstens svar på Syndens og Lasternes Hule.
Et fordærvet sted overrendt af vesterlændinge – immigranter og turister i en pærevælling – der lever i hvide ghettoer og opfører sig (næsten!) som om de var derhjemme. En form for omvendt Gjellerup-Parken eller Vollsmose – bare i en posh version.
Er vi mon næste mål?
Hvad er det her for en verden, vores børn vokser op i?
TV2 News runger i mit stille køkken.
Politichefen står med alvorlig mine og fortæller om de attentater, der er foregået i København. I Krudttønden. Ved Synagogen i Krystalgade.
Er det mon et selv-radikaliseret menneske, der med koldblodig overbevisning har raseret og dræbt på Østerbro og i Indre By?
Eller har han et professionelt terrornetværk (med dertilhørende våbentræning og hjernevaskeri) i ryggen?
Ét eneste ord tumler rundt i mit hovede, som reaktion på de forfærdeligheder, som Danmark lider under i disse timer.
Her er ordbogsdefinitionen på den slags mennesker, der ihærdigt forsøger at kue os med vold og magt:
mørkemand substantiv, fælleskøn
Der er ingen tvivl om at ordet kan lede tankerne hen på en bestemt hudfarve – så måske er det ikke det mest velvalgte?
Men jeg vælger det alligevel.
For det indikerer også præcist det ‘mentale mørke’, som disse mennesker befinder sig i.
Hvad skal vi stille op med dem?
De hader alt, hvad den vestlige verden er, gør og står for.
Vi kan ikke tale med dem. Vi kan ikke forklare dem noget som helst.
Med afsky ser de på vores livsform og vil ty til alle midler for at stoppe os. Og de kan vandre frit ind i vores samfund og slå uskyldige mennesker ihjel. Til hver en tid.
Fordi vores samfund netop er frit.
Hvad skal vi stille op med det?
Intet internationalt efterretnings-netværk kan hamle op med det her. Uanset hvor umage vi gør os. Intet antal overvågningskameraer eller vagtsomme øjne kan afhjælpe det her.
Attentat-magerne sidder alene eller i små grupper; de gør intet stort væsen af sig, før de slår til – og de kan derfor bevæge sig frit i mellem os alle sammen.
Måske stod han ved siden af dig og kiggede ned i kummefryseren i SuperBrugsen på Ndr. Frihavnsgade forleden?
Måske drak han kaffe ved siden af dig på Café Theodor’s i søndags?
Jeg bliver så trist indvendig over de her angreb.
Terrorhandlinger. Attentater. Kald dem, hvad du lyster.
De er frygtindgydende aktiviteter, der har til formål at få os til at bukke under for deres dagsorden. Mørkemændene vil have os til at leve i deres mørke.
Jeg er spændt på at se, hvordan Danmark reagerer på dette her.
Bliver vi bange?
Bliver vi (endnu) mere intolerante?
Skal vi have sat flere overvågningskameraer op?
Skal vi holde i hånd, tegne fælles front, tænde fredsfakler og demonstrere imod mørkemændene?
Kære Danmark – jeg håber inderligt, at vi holder fast på vores demokratiske, vestlige friheds principper og værdier.
Til alle.
For alle.
Muslimer, jøder, kristne, ateister.
Alle.
Vi har ret til at tale frit, tænke højt og leve præcist det liv, vi har lyst til i Danmark.
Og Mørkemanden – ja, han er død. Dræbt af politiet.
http://www.bt.dk/krimi/politiet-bekraefter-formodet-gerningsmand-bag-skudattentater-draebt
Nu er han formodentlig på vej op i Terror-Himlen til de ventende jomfruer?
Endelig weekend!
Farmanden har arbejdet så meget i den seneste tid, at pigerne fejrer hans hjemkomst ved at klistre sig fast til ham.
De vil ha’ en dosis Farmand og det skal være nu!
Vi pakker bilen og tager på biltur til Ras Al Khaimah – en af Emiraterne nord for Dubai. Jeg har glædet mig som en vanvittig til denne her tur.
Vi er på vej til et længe ventet gensyn med Fru Cox og Frøken Cox (ligesom æblet Cox). De er fløjet ind fra England for at sige hej til os og holde en uges vinterferie i solen.
Det giver et gib i mig, da jeg ser Fru Cox’ ansigt igennem receptionens vindue.
Et splitsekund senere spurter jeg ud til pool’en for at kramme livet ud af hende og af Frøken Cox.
Cille er så ellevild af begejstring, da hun ser Frøken Cox i vandet, at hun bliver gennemblødt af poolvand, før hun kan nå at få badetøj på.
Det er 11 måneder siden vi sidst sås. 11 måneder siden vi forlod landsbylivet i skønne Udkants-England og forsvandt i ørkenstøvet.
Vi har skypet og mailet for at holde kontakten på bedst mulig vis.
Og nu, hvor vi endelig er blevet genforenet, så føles det som om det var igår, vi sidst pjattede rundt. Pigerne finder hinanden i det øjeblik, de slår øjnene på hinanden igen. De klikker og fjoller.
Vi går på stranden og finder stribede fisk i lagunen og miniature-eremitkrebs. Vandet er behageligt i temperatur og sandet er fyldt af fine skaller.
De to rejsende er jet-laggede – og vi andre kan egentlig også godt bruge en lur, så sent på eftermiddagen lægger vi os på hotelværelset.
Det er ufatteligt dejligt at være sluppet væk hjemmefra. Det kan jeg pludselig mærke, som vi ligger dér i sengen og laver absolut ingenting.
Væk fra halsbetændelse, bronkitis, lejekontrakt, flytning, overarbejde og alt det andet, der har klemt vores hoveder i de sidste par uger.
Lige nu er der ikke andet at gøre end at slappe helt, helt af.
Om aftenen er der festlige araber-indslag med en smuk mavedanserinde og ham-der-manden-der-drejer-rundt-om-sig-selv-i-tyve-minutter-uden-at-brække-sig.
Pigerne er tryllebundede og Fru Cox flækker af grin, da dreje-rundt-manden tænder for sit elektriske lys for ekstra effekt. Dén havde hun ikke lige set komme.
Sengene på værelset er skubbet sammen, så vi kan ligge 4 på stribe. 
Jeg føler mig uendelig heldig, taknemmelig og rig på kærlighed og samhørighed, mens jeg lytter til pigernes fredfyldte åndedrag. De er trætte efter en aktiv og oplevelsesrig dag.
Her til morgen spiser vi nybagte vafler og laver regnestykker, mens vi langsomt vågner til endnu en dag i pool og hav.
Tjek lige Frøken Cox’ imponerende hårpragt ud. Hun er en cutie uden lige.
Efter en sen frokost krammer vi Fru Cox og Frøken Cox farvel, fordi vi skal hjem til hverdagen igen.
Det føles helt ensomt uden dem nu.
De kommer på tirsdag, hvor vi får vinterferie. Så skal vi plaske videre – lege og samle op på alt det, der er sket i de sidste 11 måneder.
Hjemturen fra Ras Al Khaimah byder på kameler i vejsiden. Denne her var en alt for tynd én af slagsen, hvis du spørger mig – den store kamelkender.
Vi råber ivrigt i munden på hinanden, hver gang vi passerer sådan en vejside-kamel.
Det er som om det vedbliver at være lige eksotisk hver gang. 
‘Vi flytter’-føljetonen vil ingen ende tage.
Sådan er det jo ofte med føljetoner.
De er aldrig oprigtigt nervepirrende eller spændingsmættede, men snarere repetitive, endeløse og monotone i deres udfolden.
I det mindste kan jeg annoncere, at vi nu har fundet et hus!
I samme hvid-mands-ghetto, The Lakes.
100 meters fugleflugt fra den nuværende villa.
Så den 1. april er det slut med at bo hér.
Der er i øvrigt tale om en bogstavelig bytter:
Ejerne af vores kommende lejemål flytter ind i vores nuværende lejemål!
De kom og så villaen, før den var sat på markedet. Og de kunne åbenbart lide både huset og lejerne, for de spurgte os, om vi ville bytte.
Årsagen er, at deres to teenagere har brug for mere plads, så indtil den ældste skal på college, vil de gerne leje noget større – og så flytte tilbage igen i deres eget hus, når de kun er 3 i familien.
Vi har kigget lidt på forskellige muligheder i nabolaget – men er endt med at falde for denne her løsning, fordi ejerne er oprigtige ejere – og ikke blot pengemænd, der skal have max’et deres investering.
Vores kommende rækkehus passer størrelsesmæssigt langt bedre til os.
Indtil nu har vi haft for mange (og alt for dyre) kvadratmeter.
Den eneste negative ting ved byttet er, at vi får verdens mindste, baggårdslignende have, som vi skal stramme os an for at gøre hyggelig.
Vi kommer til at savne den (efter Dubai-standard) store have.
Men man bliver vel ikke en dårligere Mor for ens børn, bare fordi de går på kunstgræs?
Og vi tager trampolinen med – uanset at den optager langt størstedelen af den nye “have”!
Vi er overraskede over at vi allerede har en boligløsning på plads!
I Dubai er det normalt at lede efter en ny bolig cirka 1 måned før man har behov (læs: 1 måned før den dag, hvor flyttelæsset ankommer – yes sir).
Den korte tidshorisont kan virke fuldstændig hasarderet på en dansker, der måske bruger et halvt til et helt år på at finde det nye hjem?
Men sådan fungerer boligmarkedet altså her i Ørkenstaten.
Mange mæglere gider ikke engang at gøre en oprigtig indsats for at finde en bolig til dig, hvis du fortæller dem, at der er mere end 2 måneder til indflytning.
Og mæglerne er ikke meget for at bruge tid på fremvisninger. I særdeleshed ikke, hvis lejemålet står tomt. Oftest sender de blot en SMS med villaens adresse plus en beskrivelse af hvor man kan finde nøglen til at åbne hoveddøren (eller alternativt hvilken bagdør, der står åben), så man selv kan gå ind og se om huset “er noget”.
Forestil dig en dansk mægler, der ikke lige orker at fremvise huse? Kan du ikke bare lige selv gå ind og tjekke det ud? Ha!
Jeg kunne skrive indlæg efter indlæg om ejendomsmæglere i Dubai.
De er et folkefærd som i dén grad pirrer min fantasi, provokerer mig og skubber til mig.
De hover-craft’er et stykke over jorden. Urørlige. Alting glider af på dem, som var de indsmurt i vaseline eller silikone. Superhelte, der har travlt med at puge penge, som de bagefter glemmer at give videre til de fattige.
Mange af dem er nybeslåede ejendomsmæglere, i midten af 20’erne og fra England. De turnerer Ørkenstaten som verdensmænd med store guldure og hurtige armbevægelser.
De er stadig dér i livet, hvor man føler sig uovervindelig.
Hvor intet er umuligt.
Hvor man kører helt ubevidst på som en hamster i et hjul efter et eller andet udefinerbart, man gerne vil opnå.
Jeg har været der, skulle jeg hilse at sige.
Ikke som ejendomsmægler – for jeg kan ikke finde ud af at regne – men som forkontors-terrier for ældre mænd med lange, vigtige titler.
Ejendomsmæglernes første ord efter en fremvisning er oftest: “I think this is a perfect house for you. It is a great opportunity that will go soon. Don’t miss out! Are you prepared to write your cheque today to secure this villa?”
Hvad tror du selv, Mister Know-It-All?
“Excuse me, would you happen to know where the pre-primary ballet girls are?”
Mit hjerte banker voldsomt, og jeg kan mærke, hvordan min puls stiger for hvert sekund.
Noget er helt forkert. Alt indeni mig skriger lydløst.
Mille hiver mig i ærmet for at få min opmærksomhed. Jeg genner hende passivt ind foran mine ben i et forsøg på at pacificere hende, mens jeg får overblik over det, der føles forkert.
Der er helt tomt foran ballet-studiet, hvor en kødrand af nannies og mødre ellers plejer at sidde, mens de venter på at pigerne skal blive færdige.
Tomheden er truende nu.
Manden, som jeg har henvendt mig til, siger: “I think your daughter went with a nanny outside to go look for you. I am only here with my little one for private tuition”.
Men hvordan kan det lade sig gøre, at Cille er gået med en fremmed udenfor?
Jeg er her jo 5 minutter før den aftalte tid?
Og hvordan kan læreren have ladet hende gå med en fremmed?
Jeg banker på døren ind til ballet-studiet og afbryder den lille piges dansetime.
“Where is my daughter?”, spørger jeg forpustet balletlæreren, der ser ligeså forvirret ud som jeg selv.
I samme øjeblik hører vi stemmer uden for lokalet. Læreren og jeg skynder os at gå derud.
Cille står foran mig. Opløst i gråd. Med en flink – men ukendt – nanny ved sin side.
Tårer strømmer ned ad hendes ferskenkinder, der nu er helt lyserøde og hævede.
“Mummy, where were you?”, hulker pigen. “Jeg troede ikke, at du kom. Jeg troede, at jeg var nødt til at gå hjem selv, men hvordan finder jeg vejen?”
Mit hjerte brister af sorg over Cille’s oplevelse.
Hun har været væk fra mig i mindst 10 minutter, kan jeg regne mig frem til. Og de 10 minutter må have føltes som forfærdelig lang tid i en 5-årigs univers.
Jeg fanger hendes modige tårer med læberne og holder om hendes bløde krop.
“Der er sket en misforståelse, Cille, og jeg er forfærdelig ked af, at du ikke kunne finde mig. Jeg lover dig, at jeg var bare lige ude på legepladsen med Mille, mens vi ventede. Jeg var slet ikke gået væk fra klubben”.
Jeg vender mig mod balletlæreren.
5-øren er gået op for hende.
Hun har – ved et ubehjælpsomt uheld – glemt at fortælle mig, at hun har ændret sluttidspunktet.
Balletlæreren synker ned på knæ og omfavner Cille, mens hun forsøger at forklare hende, at det ikke er min skyld. At det er hendes skyld. At hun har glemt at fortælle Mummy, at timen slutter tidligere, fordi der er eneundervisning idag. At Mummy ikke kan gøre for det. At hun er forfærdelig ked af det skete.
Cilles hulken ebber langsomt ud. Hendes hovne øjne titter spørgende over på mig, mens balletlærerens forsikringer og undskyldninger vælder ud over hende.
Jeg mærker ingen vrede. Blot en dyb ulykkelighed over det skete.
Jeg samler den sønderknuste balletpige op. Klistrer hende sammen igen med kys og kram. Stryger hende op og ned over kroppen og lover hende, at jeg for tid og evighed vil spørge læreren, hvornår timen er slut, så dette aldrig sker igen.
Hånd i hånd tumler vi ud i det ubarmhjertige sollys og møder min veninde N på vejen.
Sært som hun altid lige står der, når jeg har haft en grim oplevelse og godt kunne bruge et kram.
Det er universets right-doing.
Jeg ved det.
Måske kan I huske denne her røvhuls-absurditet, hvor N også pludselig stod der?
https://moriudlandet.com/2014/10/27/universets-sma-rovhuller/
Jeg skal nok lade være med at kede jer med min intense mail-korrespondance mellem Fitness First, ballet-udbyderen og yours truly. Den er ellers lang og malerisk.
De har lovet mig, at de nu introducerer en afhentningsprocedure, således at læreren giver barnet tilbage til den rette voksne og dermed sikrer sig, at ingen er ladt alene tilbage.
No sh*t, Sherlock!
Ground-breaking innovativt initiativ, må man sige.
Jeg klapper og bukker.
Det er mildest talt skandaløst, at det overhovedet kunne lade sig gøre, det her.
At læreren sender eleverne ud i en flydende strøm – uden at checke, at de bliver matchet op med den rette voksne.
Den slags var aldrig sket i England, hvor der var sign-in og sign-out procedure, hver eneste gang, man overlod et barn i andres varetægt.
Dubai er anderledes uorganiseret. Her er wild-west-metoder i de fleste af livets sammenhænge. Tydeligvis også når det gælder børn, desværre.
Og jeg indser med tristhed, at Cille vil huske denne her episode, som noget meget ubehageligt.
Kan vi alle huske den der situation, hvor vi var blevet glemt eller manglede at blive hentet eller der var sket en misforståelse?
Pis osse.
Dén her oplevelse kunne både hun og jeg godt have undværet.
Jeg har altid drømt om at være sygeplejerske.
Om det så er fordi jeg gerne ville snige en kittel med hjem til ‘hjemmebrug’ eller hvorvidt det handler om at gøre en oprigtig, mellemmenneskelig forskel – dét lader vi stå hen i det uvisse…
Men hver gang jeg forsøger mig med sygepleje-opgaver, falder jeg igennem med et brag.
Det er hårdt arbejde.
Og altid på sære tidspunkter af døgnet.
Det er krævende rent mentalt.
Og det tærer på min (kortluntede) tålmodighed.
Cille’s halsbetændelse er heldigvis helt under kontrol; hun tager sin penicillin, sine næsedråber og halsspray uden at fortrække en mine.
Faktisk er hun retur i skolen, da hun ikke har haft feber i de sidste par dage og hverken hoster eller er forkølet.
Men i aftes bukkede Mille så under for ørken-vintervejret. Hvem skulle have troet, at det er ligeså slemt med forkølelse og influenza i denne her del af verden?
Det fejrede vi med serier af bronko-spasmer, hvæsende vejrtrækning, voldsom hoste og gråd kl. 22.30.
Jeg måtte køre hende på hospitalet til inhalering af en eller anden form for hydrokortison, der kan få kramperne til at stoppe.
Der var kaskade-opkast i venteværelset og modige tårer, da hun endelig fik mirakel-masken på.
Og i dag skulle vi mødes med børnelægen på hospitalet for at tale om Mille’s allergiske reaktioner i luftvejene.
Før konsultationen går vi tur i det skønne vejr.
Det er med at nyde dagen, når nu jeg har måttet tage fri fra arbejde og har god tid med hoste-trunten.
Vi fordriver ventetiden på hospitalet med at lege på børneafdelingen.
Da Mille igen bliver tilkoblet mirakelmaskinen, genkender hun nu proceduren og er langt mere tillidsfuld. Det er lige før hun smiler inden under masken.
Vi køber en inhalationsmaskine med hjem fra apoteket, så vi selv kan fortsætte uden at skulle køre ind på hospitalet hver gang.
Men én ulykke kommer jo sjældent alene – og når nu vi alligevel er oppe på 2 sygeplejekrævende medlemmer i familien, melder Bob-katten sig som det 3. offer.
Han humper ind ad terrassedøren her til eftermiddag med et hævet bagben og et sænket kattehoved. Der er ikke megen kæk ungkat over ham.
Jeg skynder mig at køre ham til dyrlægen.
Han har 40.3 i feber og er synligt utilpas.
Dyrlægen er ikke i tvivl om at han har været oppe at slås med nabolagets katte. Det slagsmål er resulteret i et grimt sår, hvor der nu er betændelse i.
Så nu skal han have en penicillinkur.
Nu sidder jeg her – alene i sofaen, fordi Regnskabschefen har umanerligt travlt på arbejde – med knaldende hovedpine og minus lyst til at hjælpe én eneste mere i aften.
Cille snorker roligt med sine hævede mandler og polypper.
Og jeg beder til højere magter om at Mille får en roligere nat uden alt for megen hoste.
Ellers går det sgu’ meget godt i Ørkenstaten?
Men jeg venter nok lige lidt med at søge ind på drømmeuddannelsen, tror jeg.
Jeg er vist ikke helt så kaldet til kaldet, som jeg kunne ønske mig at være.
Weekenden er ovre, før vi overhovedet er kommet igang.
Den har været lutter lagkage i forhold til sidste weekend. 
Fredag tilbringer vi i ørkenen sammen med Familierne K og F.
Konceptet er helt enkelt: Medbring øl, brænde til bål, en stak grillpølser, snobrødsdej og et ton marshmallows.
Børnene elsker ørkenen.
Den er så fuld af gemmesteder og hemmeligheder, når bare man graver dybt nok.
Den er et fristed, hvor de forsvinde og være helt i fred for de voksne. 
De yngste i flokken vender tilbage ind i mellem, når det er for hårdt at følge trop med de ældste klatrere.
Regnskabschefen tænder bål med sin gamle spejder-kone.
Brændet er tørt og nu er det blot at vente på gløder til snobrødsbagningen.
Bagefter klatrer han alene op og strækker armene ud. Nyder stilheden, storheden, og solnedgangen.
Man er så lille midt i ørkenen. Alting bliver pludselig så ubetydeligt i det store billede.
Man fornemmer universets størrelse.
Der er sandforbindelse, ser jeg, da jeg klatrer op til ham.
Alting foregår i slow-motion. Alting føles godt.
Vi fotograferer børnene i det splitsekund, hvor de sidder stille og nogenlunde samlet. Sikke en favnfuld guldklumper!
Efter en helt igennem superdag i ørkenen, overhører vi komplet fru K’s advarsler dagen efter og kører til Dubai Miracle Garden.
Et sted, hvor der ingen mirakler sker. Overhovedet.
Måske lige bortset fra at man kommer levende ud på den anden side igen?
Det her sted er præcist det modsatte af Kew Gardens i London.
Det er kunstigt, opstillet og prætentiøst – uden antydningen af kærlighed til eller viden om flora.
Velkommen til araber-vanvid på den onde klinge.
Dér, hvor de overhovedet ikke har sat sig ind i noget, men blot besluttet sig for at “man skal da ha’ en botanisk have, ligesom i Europa”.
Der er bizarre tyrolerhuse og Disney-look-a-like-slotte.
Hvad med en flok hollandske vindmøller?
Skarpt forfulgt af Burj Khalifa i blomsterversionen. Naturligvis.
Da vi finder en opskåret Mercedes fyldt af blomster, kommer jeg til at grine.
Dette her sted serverer bare øjenbæ på øjenbæ.
Og må da være enhver botanikers værste mareridt?
Her kommer vi aldrig igen.
Det lader vi araberne og inderne om at have som udflugtsmål.
Ikke at min indre æstetiker er særligt omfangsrig eller kyndig, men den får alligevel alt for mange skrammer af at være i Dubai Miracle Garden.
Mor i Udlandet 