Cox like the apple

Endelig weekend!

Farmanden har arbejdet så meget i den seneste tid, at pigerne fejrer hans hjemkomst ved at klistre sig fast til ham.

De vil ha’ en dosis Farmand og det skal være nu!

Vi pakker bilen og tager på biltur til Ras Al Khaimah – en af Emiraterne nord for Dubai. Jeg har glædet mig som en vanvittig til denne her tur.

Vi er på vej til et længe ventet gensyn med Fru Cox og Frøken Cox (ligesom æblet Cox). De er fløjet ind fra England for at sige hej til os og holde en uges vinterferie i solen.Det giver et gib i mig, da jeg ser Fru Cox’ ansigt igennem receptionens vindue.

Et splitsekund senere spurter jeg ud til pool’en for at kramme livet ud af hende og af Frøken Cox.

Cille er så ellevild af begejstring, da hun ser Frøken Cox i vandet, at hun bliver gennemblødt af poolvand, før hun kan nå at få badetøj på.Det er 11 måneder siden vi sidst sås. 11 måneder siden vi forlod landsbylivet i skønne Udkants-England og forsvandt i ørkenstøvet.

Vi har skypet og mailet for at holde kontakten på bedst mulig vis.

Og nu, hvor vi endelig er blevet genforenet, så føles det som om det var igår, vi sidst pjattede rundt. Pigerne finder hinanden i det øjeblik, de slår øjnene på hinanden igen. De klikker og fjoller.

Vi går på stranden og finder stribede fisk i lagunen og miniature-eremitkrebs. Vandet er behageligt i temperatur og sandet er fyldt af fine skaller.De to rejsende er jet-laggede – og vi andre kan egentlig også godt bruge en lur, så sent på eftermiddagen lægger vi os på hotelværelset.Det er ufatteligt dejligt at være sluppet væk hjemmefra. Det kan jeg pludselig mærke, som vi ligger dér i sengen og laver absolut ingenting.

Væk fra halsbetændelse, bronkitis, lejekontrakt, flytning, overarbejde og alt det andet, der har klemt vores hoveder i de sidste par uger.

Lige nu er der ikke andet at gøre end at slappe helt, helt af.Om aftenen er der festlige araber-indslag med en smuk mavedanserinde og ham-der-manden-der-drejer-rundt-om-sig-selv-i-tyve-minutter-uden-at-brække-sig.Pigerne er tryllebundede og Fru Cox flækker af grin, da dreje-rundt-manden tænder for sit elektriske lys for ekstra effekt. Dén havde hun ikke lige set komme.Sengene på værelset er skubbet sammen, så vi kan ligge 4 på stribe. Jeg føler mig uendelig heldig, taknemmelig og rig på kærlighed og samhørighed, mens jeg lytter til pigernes fredfyldte åndedrag. De er trætte efter en aktiv og oplevelsesrig dag.

Her til morgen spiser vi nybagte vafler og laver regnestykker, mens vi langsomt vågner til endnu en dag i pool og hav.

Tjek lige Frøken Cox’ imponerende hårpragt ud. Hun er en cutie uden lige.Efter en sen frokost krammer vi Fru Cox og Frøken Cox farvel, fordi vi skal hjem til hverdagen igen.

Det føles helt ensomt uden dem nu.

De kommer på tirsdag, hvor vi får vinterferie. Så skal vi plaske videre – lege og samle op på alt det, der er sket i de sidste 11 måneder.

Hjemturen fra Ras Al Khaimah byder på kameler i vejsiden. Denne her var en alt for tynd én af slagsen, hvis du spørger mig – den store kamelkender.Vi råber ivrigt i munden på hinanden, hver gang vi passerer sådan en vejside-kamel.