Sygeplejersken

Jeg har altid drømt om at være sygeplejerske.

Om det så er fordi jeg gerne ville snige en kittel med hjem til ‘hjemmebrug’ eller hvorvidt det handler om at gøre en oprigtig, mellemmenneskelig forskel – dét lader vi stå hen i det uvisse…

Men hver gang jeg forsøger mig med sygepleje-opgaver, falder jeg igennem med et brag.

Det er hårdt arbejde.

Og altid på sære tidspunkter af døgnet.

Det er krævende rent mentalt.

Og det tærer på min (kortluntede) tålmodighed.

Cille’s halsbetændelse er heldigvis helt under kontrol; hun tager sin penicillin, sine næsedråber og halsspray uden at fortrække en mine.

Faktisk er hun retur i skolen, da hun ikke har haft feber i de sidste par dage og hverken hoster eller er forkølet.Men i aftes bukkede Mille så under for ørken-vintervejret. Hvem skulle have troet, at det er ligeså slemt med forkølelse og influenza i denne her del af verden?

Det fejrede vi med serier af bronko-spasmer, hvæsende vejrtrækning, voldsom hoste og gråd kl. 22.30.

Jeg måtte køre hende på hospitalet til inhalering af en eller anden form for hydrokortison, der kan få kramperne til at stoppe.

Der var kaskade-opkast i venteværelset og modige tårer, da hun endelig fik mirakel-masken på.Og i dag skulle vi mødes med børnelægen på hospitalet for at tale om Mille’s allergiske reaktioner i luftvejene.

Før konsultationen går vi tur i det skønne vejr.

Det er med at nyde dagen, når nu jeg har måttet tage fri fra arbejde og har god tid med hoste-trunten.

Vi fordriver ventetiden på hospitalet med at lege på børneafdelingen. Da Mille igen bliver tilkoblet mirakelmaskinen, genkender hun nu proceduren og er langt mere tillidsfuld. Det er lige før hun smiler inden under masken.Vi køber en inhalationsmaskine med hjem fra apoteket, så vi selv kan fortsætte uden at skulle køre ind på hospitalet hver gang.

Men én ulykke kommer jo sjældent alene – og når nu vi alligevel er oppe på 2 sygeplejekrævende medlemmer i familien, melder Bob-katten sig som det 3. offer.

Han humper ind ad terrassedøren her til eftermiddag med et hævet bagben og et sænket kattehoved. Der er ikke megen kæk ungkat over ham.Jeg skynder mig at køre ham til dyrlægen.

Han har 40.3 i feber og er synligt utilpas.

Dyrlægen er ikke i tvivl om at han har været oppe at slås med nabolagets katte. Det slagsmål er resulteret i et grimt sår, hvor der nu er betændelse i.

Så nu skal han have en penicillinkur.Nu sidder jeg her – alene i sofaen, fordi Regnskabschefen har umanerligt travlt på arbejde – med knaldende hovedpine og minus lyst til at hjælpe én eneste mere i aften.

Cille snorker roligt med sine hævede mandler og polypper.

Og jeg beder til højere magter om at Mille får en roligere nat uden alt for megen hoste.

Ellers går det sgu’ meget godt i Ørkenstaten?

Men jeg venter nok lige lidt med at søge ind på drømmeuddannelsen, tror jeg.

Jeg er vist ikke helt så kaldet til kaldet, som jeg kunne ønske mig at være.