Hold nu op, Dannevang har budt os velkommen på fineste vis i denne her juleferie!Traditionen tro ven
Se næste indlæg >
Wonderful Copenhagen
Sneen smeltede og frosten forsvandt, da vi trillede fra vest mod øst. Og så fik vi ellers det gode, gamle december-gråvejr at mærke i Wonderful Copenhagen. Hold op, hvor var det råkoldt!
Denne juleferie havde vi booket en lejlighed i STAY Seaport, som ligger i Nordhavn, der virkelig er blevet et velfungerende kvarter lige ud for Århusgade/Indre Østerbro, som var vores første fælles ‘hood’ i København.
Fra lejlighedens vinduer havde vi udsigt til Oslobåden – og en masse hotelbyggeri på kanten af havnebassinet.
Cille og Mille sov længe hver morgen, så morgenmaden smeltede nærmest sammen med frokost.
Og når mørket faldt på om eftermiddagen, klistrede deres rygskjolde pludselig til sofaen. Allerhelst i selskab med Kusine Emma, der var ekspert i de mest hjertevarmende Netflix-serier.
Mille var dog heldigvis til at lokke med ud i den friske luft ind imellem. Her klatrede hun til tops på k0nditaget oven på Parkeringshus Lüders, der ligger lige over for STAY Seaport.
Der var lidt ‘newyorker-vibe’ over hele Århusgadekvarteret, følte jeg – med lejlighedskompleksernes fancy lobbyer, de forskellig-artede bygninger og ret luksuriøse bud på indretning i en rå og moderne stil.
Jeg nød virkelig at være i København igen. Det blev til en masse dejlige løbe- og gåture langs vandet, hvor de vanvittige (eller gæve, afhængig af øjnene, der ser) vikinger tog morgen- og aftenbad i havnebassinet. Ofte splitternøgne – til Milles og Cilles forfærdelse. Vi er jo vant til ‘at preserve modesty’, som Cille formulerede det.
Martin og jeg nåede en enkelt runde omkring Indre Østerbro, hvor vi stod og skuttede os i kulden uden for Marstalsgade 20, som var vores allerførste hjem sammen. Lejligheden 4. th. havde Martin købt og istandsat lige omkring år 2000, og vi mødte hinanden den 10. maj 2001. Der går dog to år, før vi officielt flytter sammen i lejligheden på Østerbro, men jeg havde min ugentlige gang i det skønne kvarter og lærte hovedstaden at kende på cykel langs Søerne. Det var en skøn tid, og vi følte os virkelig nostalgiske, som vi gik sammen – 20 år senere – ad Ndr. Frihavnsgade mod Trianglen. Det føltes nærmest som et andet liv, fordi vi på en måde har lagt Danmark ‘bag os’ i så mange år – og fordi vi har bygget vores familieliv op langt væk fra København og Nordsjælland, som det sikkert ville være blevet til, hvis vi var forblevet i landet.
Det blev også til en enkelt tur med S-toget fra Nordhavn til Københavns Hovedbanegård – bare for lige at ‘fornemme lokalkoloritten’ i den offentlige trafik lige op mod jul. Der duftede overhovedet ikke af ‘nillekranse eller appelsiner med nelliker – og der manglende en del folk med pudseklude til vinduer og vægge, blev vi enige om. Metroen i Dubai er pinligt ren og velholdt.
Jeg havde haft idéen – eller rettere fantasien – om ‘Jul i Tivoli’ sådan cirka 4 ever. Eller ihvertfald siden det gik op for os, at pigerne muligvis var de eneste danskere, der aldrig havde oplevet en tur igennem verdens ældste forlystelseshave.
Vi købte almindelige entrébilletter, fordi pigerne og jeg turde ikke prøve de vilde rutsjebaner alligevel.
Og så vadede vi ellers rundt i flokken af gløgg-ramte mennesker, mens mørket faldt på.
Jeg var helt sikkert farvet af, at Cille havde en virkelig dårlig dag, som lagde en dæmper på fornøjelsen for os alle, men jeg var ikke imponeret. Ærligt, så var forestillingen om ‘Jul i Tivoli’ langt bedre end virkelighedens version, der mest af alt var nogle påhængte lyskæder, et par flotte juletræer (det medgiver jeg) og en håndfuld fedtede, hundedyre churros, man kunne få lov til at spise småfrysende, mens man blev skubbet videre af alle de andre, der ligesom osse var i Tivoli for at glo julelys og bunde lunken rødvin med bulnede rosiner.
Efter den lidt lunkne omgang i Tivoli var der til gengæld perfekt julehumør på FIAT på Kongens Nytorv, hvor vi spiste middag sammen med dejlige venner. På Cilles BeReal forsøgte vi at tø op i baren med varm kaffe, før vores venner joinede os lidt senere.
Lillejuleaften julede vi igennem i Gadevang hos Farmor og Farfar.
Vi pyntede peberkager, som Emma havde bagt på forhånd, for Farmors ovn var dedikeret 100% til ande-stegeri, dagen før dagen, you know.
Midt i ænderne bagte Farmor et fad lækre æbleskiver, som vi spiste med en lille gløggeløk til.
Og hun håndterede mere eller mindre fjollede børnebørn, der skulle pynte juletræet.
Det lykkedes alt sammen. Også selvom den store kasse med julepynt og æ’ julestjerne’ var blevet væk på loftet i bedste ‘Gertrud Sand’-stil.
Juleaften var nogle af os mere ivrige efter at få taget et familiefoto anno 2022 end andre i firkløveret.
I en lille del af min hjerne er pigerne stadigvæk sådan her, som Farmor forevigede os i julen for fire år siden.
Dengang var Cille 9 år og Mille 7 år.
Men jeg ved jo godt, at der er sket VILDT meget i løbet af de sidste par år.
Nogle gange ville det bare være rart med den barnlige uskyld igen – og den tilhørende lykkeligt uvidende forældrerolle.
Små børn, små problemer. Store børn, større udfordringer, som det gamle ordsprog nok så kløgtigt lyder.
Juleaften var vi intet mindre end 19 gavtyve i alderen 7 til 87 samlet. Det’ da meget godt gået. ❤
Og før vi vidste af det, var det pludselig tid til at pakke kufferten fuld af rugbrød og vintertøj for at drage sydpå igen.
Hjem til Daisy-hunden, der var i kennel hos My Second Home Al Quoz. De sendte denne her slags billeder undervejs i vores juleferie for at dokumentere, at hundi’en altså ikke led nogen form for overlast.
Og se så lige en vinter-velkomst, jeg betragtede fra vores have, da vi ankom lige efter midnat den 29. december.
Det er ikke svært at elske vores liv og hjem hernede. Der er sådan set kun savnet efter vores familie og venner, der gør det tungt ind imellem. Særligt når der sker noget uventet eller ubehageligt. Heldigvis er vi snart ved at få tingene sat op således, at vi har et rigtigt ‘hjem’ både i Vestjylland og i Nordsjælland, når vi kommer til Danmark.
Det er faktisk denne her mudderpøl, som skal blive til vores nordsjællandske hjem. Til marts er der ikke mere mudder, i stedet står der et træskelet, siger arkitekten. Og hvis han siger det, skal det såmænd nok passe.
2023 tegner til at blive et spændende år med bl.a. et sommerhusbyggeri. Vi får se! ❤🌿
Ingen kommentarer endnu