Hjælp

Maricel sender sine nytårshilsner og smukke foto-postkort til os fra Filippinerne. 
For god ordens skyld nævner jeg, at billederne gerne må deles her på min blog – der er spurgt pænt om lov.

Og hvor eksotisk er der lige? Maricel bor i Pangasinan, og det her er udsigten over deres helt egen rismark.Risplanterne står så klart grønne og dugfriske, at det ser ud som om, der har været en omgang Photoshop indover. Det har der ikke. Så smukt og frodigt er der på Filippinerne – i skarp modsætning til den tørre ørken, vi bor i pt.Maricel rejste hjem på sin årlige ferie den 19. december, hvilket er lige præcist tids nok til at deltage i fejringen af hendes elskede Maman, der havde 88 års fødselsdag i år.

Maman er Maricels bedstemor, som hun voksede op hos, fordi forældrene boede i en anden by, og havde været nødsaget til at vælge kun at have nogle af deres børn med dertil. Det skal ikke begrædes, at Maricel voksede op hos Maman, for alt hvad jeg hører er rene lovprisninger. Maman er og bliver et livsstykke – glad, gavmild, mentalt stærk og enormt arbejdsom – selv i sin høje alder.

Her står Maman med Clarence, Maricels eneste barn. Clarence vokser op hos Maman nu, så man må sige, at denne her skønne kvinde får nogle generationer igennem sine hænder, og selvom alle familiemedlemmer hjælper til i husholdningen, er det stadigvæk Maman, der står i spidsen for familielivet i landsbyen, præcist som i Maricels barndom.

Jeg modtog også dette billede af Maricel og Clarence sammen. Det gør mig så glad at se, hvordan Maricel nu er sammen med sin søn i en hel måned, hvor de kan få talt sammen og lavet aftaler om alt det, der er nødvendigt, når man er langt fra hinanden i det daglige. At opdrage et barn, som nu er blevet et ungt menneske, på afstand, er virkelig ikke nemt. Og at savne og mangle sin Mor i det daglige og i svære situationer er så tungt og svært. Maricel har fået ordnet håret noget så fint hos frisøren – en af de luksus-ting, hun aldrig bruger penge på i Dubai. Hun går også til læge og tandlæge, når hun er hjemme på Filippinerne, fordi hun på den måde kan blive behandlet af en landsmand, der taler hendes sprog og forstår, hvad der er behov for.

En af Maricels niecer har fået tre små hunde, og jeg er ret sikker på, at Mille ville være på vej til Filippinerne for aldrig at vende hjem igen, hvis hun så, at den slags var en mulighed. Hele tre små uldtotter på én gang…Udover en lang række lavpraktiske ting, Maricel er nødt til at få gjort derhjemme – såsom at få set ordentligt til sin ejendom og pengebeholdning, lægebesøg og opfølgning på Clarence’s skolegang, er der en masse familietraditioner og arrangementer i forbindelse med julen. Nogle af tingene skal hun betale for, fordi hun er kommet hjem til landsbyen fra det store udland (*og derfor må antages at have mange penge), mens andre ting er sponsoreret af andre familiemedlemmer, der ligeledes sender deres lykønskninger fra udlandet i anledning af julen. Her er det en række udlands-tanter, der sørger for, at der kan holdes julefrokost.Bemærk teknikken med at skubbe de lange stammer længere 0g længere ind, i takt med at de brænder op. Det er sgu’ da smart. Man slipper for at hugge brænde, bære brænde til bålet og potentielt brænde nallerne. De har regnet den ud på Filippinerne – det må man gi’ dem. Bemærk også, at de ligeledes har de originale blogger-planter stående i krukker på Filippinerne. Det er ikke kun i Danmark, de er blevet moderne. 😂

I baghaven gror der pomeloer, som er Martins og min yndlingsfrugt, fordi den minder os om vores februar-ferier i Thailand, dengang vi var unge og nyforelskede. Hvert år kommer Maricel tilbage med sørgelig mine og fortæller, at citrusfrugterne desværre ikke var plukkemodne, før hun tog afsted. Ellers ville hun med glæde forære os nogle af sine hjemmedyrkede pomeloer. De er bare ikke klar i december og januar på Filippinerne. Måske i februar eller marts?

Hun har også sendt mig billeder af banan- og kokospalmerne. Sidstnævnte klatrede hun selv op i, da hun gik i mellemskolen.

Udover eksotiske frugt-bærende træer og rismarker i baghaven, har familien også altid høns og andre husdyr. Der har endda været et grisehold i en lille stald sidste år, som Maricels mand Juma gik og passede for at sælge ung-grisene, men i år har jeg kun modtaget fotos af gæs.

Og midt i al begejstringen over endelig at være sammen med Clarence, Maman og Juma, går der også hverdag i den for Maricel. Det er benhårdt arbejde at køre en husholdning i landsbyen. Alt, man ikke er selvforsynende med, skal enten hentes på knallert eller til fods. Friske råvarer skal hentes stort set dagligt på markedet. Langt de fleste måltider skal tilberedes over bål, og vaskemaskinen, som Martin forærede Maman, bliver kun brugt engang imellem for at spare på strømmen. Resten af tiden vaskes der i fade i hånden.

Jeg nyder at se fotos af fødevarer og markeder – ikke kun fra Filippinerne, men sådan helt generelt. I mange år troede jeg, at jeg var rimeligt sær med min interesse for indkøb i andre lande, men efterhånden har en del af mine venner og bekendte fortalt, at de også elsker supermarkeder, apoteker osv. i andre lande. Så nu dyrker jeg den slags med ligesindede, når de kommer på besøg her – og så nyder jeg selv at gå på opdagelse langs hylderne i andre lande, når muligheden byder sig. Og Maricel kender til min glæde ved friske råvarer, så hun sendte mig selvfølgelig nogle fotos fra det lokale marked.

På lørdag lander Maricel i Dubai igen, Inshallah. Og det vil være bittersødt for hende. Hendes hverdagsliv er hos os, men hendes hjerte er jo derhjemme. Og hun har ikke råd til at vælge sit job i Dubai fra, fordi det giver 8-10 gange bedre løn end det, hun ville kunne finde på Filippinerne – og som ikke nødvendigvis ville give hende muligheden for at bo hjemme i landsbyen sammen med sin familie alligevel. Livsvilkår, der er benhårde. Og vi vil sørge for, at hun lander så blødt som muligt.

Efter halvanden måned uden Maricels hjælp er jeg blevet eftertrykkeligt mindet om, hvor mange huslige opgaver, der er i et hjem. Det er en sund øvelse at få et par gange om året, når jeg er i Danmark eller Maricel er hjemme på Filippinerne. En slags friendly reminder om, at det lynhurtigt bliver et fuldtidsarbejde at arbejde i hjemmet. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet