Hold op – en spændingsmættet, tæt-løbs-valg-gyser, vi kørte os i aftes!
Her beamer Løkketoft direkte ind fra Dannevang til en TV-stue i Ørkenstaten, hvor vi skåler for demokratiet og diskuterer politik, politikernes evner og moral (eller mangel på samme) og det danske samfunds udvikling.
Selv garderen kipper med flaget i bar valgbegejstring.
Og alt i mens vi i aftes tjekker rotteræsets mellemtider og kommenterer på levebrødspolitikernes fuldstændigt ublu løfter, fortærer jeg for 1. gang i mit liv valgflæsk på demokratiets festaften.
Hr. M har simpelthen specialimporteret det fineste brystflæsk fra en seriøs slagtermester i København.
I kufferten fandt han også plads til et kilo nye. danske kartofler – og hele herligheden glider ned med smøropbagt persillesovs, så fuglene kvidrer i mit indre.
Da klokken nærmer sig midnat og stemmeoptællingen triller derudaf, hopper vi i pool’en med desserten i form af kølige piña coladas.
Det er lige til at holde til, som vestjyden ville sige.
Klokken 2 om natten lister vi hjemad, velvidende, at Den Blå Blok har vundet retten til rorpinden på den synkende skude i de kommende år.
Moderskibet Danmark skal styres af Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance, må man forvente?
Folket har ihvertfald talt. 
Og når jeg i dag tjekker min newsfeed på FaceBook, så er Det Røde Danmark tilsyneladende vågnet op med gevaldige, mentale tømmermænd?
Det flyder ihvertfald over med triste emojis og hashtag #nuerjegflygtning.
Der er flovhed, skamfuldhed og frustration over valgresultatet i metermål.
‘Det er en sorgens dag.’
‘Himlen græder.’
‘Mørket sænker sig.’
‘Helvedes porte åbnes.’
‘Jeg flytter til Sverige.’
Hele følelsesregistret vibrerer taktfast til Kristian Thulesen Dahls indmarch som sejrsherre på demokratiets podie.
Og jeg undres over hvordan Rød Blok tillader sig at fornægte og afvise hver 5. vælgers kryds?
Er den demokratiske frihed til at mene hvad man vil, kun til stede, hvis man mener det samme som Rød Blok?
Personligt ville jeg ikke sætte mit kryds ved Dansk Folkeparti, men det undrer mig til stadighed, at de bare aldrig rigtigt bliver “stue-rene” i visse dele af den danske befolkning.
Her, hvor vi bor – i De Forenede Arabiske Emirater – har man standpunkter i forhold til immigranter, flygtninge og asylansøgere, som på mange måder kunne stamme fra Dansk Folkepartis partiprogram.
Hér kommer man kun ind, hvis man har et arbejde.
Flygtninge og asylansøgere kommer ikke ind i landet, men til gengæld sender landet en helt enorm mængde penge og ressourcer i form af soldater, piloter, læger, sygeplejersker og nødhjælpspakker til flygtningelejre, krigs- og katastrofeområder for at hjælpe de udsatte mennesker i nærområdet.
Hér bliver du smidt i fængsel og efterfølgende deporteret, hvis du forbryder dig mod landets love.
Hér er du – kort sagt – velkommen, hvis du tjener dine egne penge, sørger for din egen familie og ellers holder din sti ren som en god samfundsborger.
Jeg siger ikke, at denne her immigrations- og flygtningepolitik er god eller bør kopieres i videst mulig omfang.
Min pointe er snarere, at hér er denne politik hverdag – her er den uantastet kutyme.
Så når visse dele af befolkningen kalder Dansk Folkeparti for rabiate racister og det, der er værre – så må jeg undres. Andre steder i verden er værdi- og grænseprotektionisme den største selvfølgelighed.
Uanset hvordan vi vender og drejer det – og om vi kan lide det – så har folket talt. Punktum.
Og jeg fornemmer, at de synes, at der mangler fokus på sammenhængskraften i det danske samfund. At det er på tide, at blikket vendes indad og rettes mod dem vi – trods Velfærdsstatens mange varme hænder – ikke altid behandler lige-værdigt.
At tage sig af ens egne er ikke nødvendigvis et racistisk statement. At forholde sig protektionistisk omkring de dyrebare goder, som ens samfund har opbygget i fællesskab, er ikke nødvendigvis det samme som at man ikke vil hjælpe andre i nød.
Dansk Folkeparti står fast på de værdier, som det danske samfund bygger på.
Men det værdipolitiske bliver ofte nedgjort og banaliseret til at handle om svinekødsfrikadeller i vuggestuen og juletræer i en beboerforening – hvor vi i virkeligheden hverken burde undskylde eller latterliggøre vores identitet, historie, traditioner og kultur.
Selvfølgelig har vi fælles-brusere i kvindernes omklædning. Selvfølgelig spiser vi svinekød. Selvfølgelig må vi gå uden tøj på, hvis vi har lyst til det. Selvfølgelig må to mænd eller to kvinder blive gift eller få børn.
Fordi det synes vi er fint og velkomment i vores samfund.
I De Forenede Arabiske Emirater går enhver emirati med respekt for sig selv i nationaldragten. Den bæres med stolthed. Den er symbolet på, at her kommer en af landets egne. En af de få, udvalgte. I Danmark trækker vi på smilebåndet af folkedragterne.
De arabiske værdier, traditioner og omgangsformer skal respekteres af alle, som bor i landet. Og de stiller kravet om respekt for de arabiske dyder uden på nogen måde at ligne en undskyldning for sig selv. I Danmark findes der mange, som foreslår, at vi nedtoner eller dropper danske dyder, fordi de måske kunne støde tilkommende kulturer?
Emiratiernes selvbevidsthed er helt naturligt stærk og de lider ikke af den der forunderlige ‘grundskyld’ over for andre og potentielt dårligere-stillede individer, som så mange danskere (og mennesker i den vestlige verden generelt) lider af.
Danskernes selvbevidsthed er ofte ironiserende og distanceret – og det til trods for at vi er en bittelille befolkningsgruppe, præcist som emiratierne er.
Men som mennesker – og uanset nationalitet – må vi alle øve os i at udvise tolerance.
Tolerance overfor andre, der måtte mene noget helt andet end én selv.
Men at udvise tolerance, åbenhed og barmhjertighed betyder ikke, at vi ikke må stille krav til andre mennesker. Det betyder ikke, at vi ikke må sige nej eller stå fast.
Så meget har jeg lært på egen krop i det sidste års tid.
For her i Dubai er jeg jo immigranten (aka. luksus-flygtningen) – eller perkeren – om du vil. Og jeg må finde mig pænt til rette i det her samfund, som jeg har fået lov til at være en del af.
Lasse Rimmer skriver meget rammende på sin FaceBook-profil:
“Og i aften lærte vi en gang for alle, at det er blandt dem, der mest larmende bryster sig af egen rummelighed og tolerance, at man rummer og tolererer politisk uenighed dårligst. Det er næsten tristere end noget valgresultat kan være, synes jeg. Og ironisk nok forklarer det også i høj grad valgets resultat.”
Det bliver endog meget spændende at se hvilke legekammerater, Lars Løkke kan finde sig på Blå Stue i de kommende dage.
Indtil videre har vi modtaget 5.300 kroner på vores indsamlingskonto. Beløbet går naturligvis ubeskåret til Lili – og vi lægger selv yderligere oveni.
Mor i Udlandet 
