Tredje-Verdens-Skyldfølelse

Der er noget grundlæggende forkert – og helt sikkert politisk ukorrekt – i at tale om Den Tredje Verden.

Bevares, det er ved at være længe siden Den Kolde Krig, hvor Den Første Verden var lig med de vestlige lande, Den Anden Verden var lig med Østblokken og Den Tredje Verden var lig med?well, resten af verden?

Måske er det også fordi der implicit i konceptet kunne ligge en antydning af ‘tredje-rangs’ eller “kun tredje-mest-vigtig”?Folk, der kender mig, ved, at jeg er himmelråbende politisk ukorrekt det meste af tiden.

Jeg er en af den slags grovkornede, u-dannede typer, der kommer til at udbryde ‘neger’ og ‘mongol’, når det vel retteligt hedder ‘farvet’ og ‘menneske med Downs’.

Jeg er den, der kalder en spade for en spade på en alt for upassende og direkte måde, så andre og mere sofistikerede typer små-indigneret siger: Tine, det hedder altså en person med cerebral parese – ikke en spasser”.

Alright – men uanset hvordan vi vender og drejer det – og uanset hvilken spade, vi addresserer, så lider jeg virkelig af Tredje-Verdens-Skyldfølelse ligenu.

Og det selvom jeg vågner til lyden af fire piger, som samarbejder om at bygge den mest æstetisk-tiltalende bro uden at gå på kompromis med stabiliteten.

Fremtidens ingeniører på overarbejde klokken 7 om morgenen.
Og det selvom solen skinner så skønt i ørkenparadiset – og børnene leger så glade i gummibåden.Og det selvom jeg har en skøn mand, som kysser mig, hvisker søde ting i mit øre og som åbner vin for at drikke mig fuld.

Jeg har mest af alt lyst til at sove fra det hele ligesom Mille i indkøbsvognen.For at glemme, at vi følte os nødsagede til at sende Lili retur til Filippinerne.

For at glemme, at vi var nødt til at balancere på en knivsæg mellem at få udredt Lilis sygdom og samtidig være opmærksomme på ikke at bruge hele vores opsparing på hospitalsregninger, fordi sundhedsforsikringen ikke vil dække.

For at glemme, at vi følte os nødsagede til at cancellere hendes visum i et forsøg på finansiel “damage control”, uanset hvor absolut ulykkelige vi er over den forfærdelige situation, som Lili befinder sig i.

For at glemme, at vi ikke kan “redde” Lili fra det sorte uheld, som hun fuldstændig uforskyldt er forfulgt af.

For at glemme, at vi i sidste ende er os selv nærmest. En skamfuld følelse, som jeg er ret sikker på, at vi alle kender – og allerhelst benægter.

Vi har kun kendt Lili i 4 måneder og føler os absolut ansvarlige for at hjælpe hende et stykke af vejen – men måske ikke hele vejen, fordi det ville betyde store omkostninger for os økonomisk?

Hvilken slags mennesker gør det os til?

Tredje-rangs?

Eller er vi Første-Verdens-Mennesker, der afskriver os (noget af) ansvaret for Tredje-Verdens-Mennesker?

Uanset hvordan vi anskuer situationen og beslutningen, så er min selvopfattelse blevet noget skrammet – og mit verdensbillede ligeså.

Det, vi alle godt ved om socialklasser, økonomisk formåen osv. – og som vi ikke rigtig har lyst til at tænke på eller tale om – bliver smækket direkte op i krydderen på mig: Det er pludselig åbenlyst og åbenbart, at der er en øvre grænse for min gavmildhed.

Jeg, der har så meget i denne her Første-Verden.

Det er tåkrummende pinagtigt. Men samtidig hudløst ærligt.
Og selvom jeg til stadighed vil mene, at vi gjorde alt, hvad der stod i vores magt, mens Lili var her i Dubai, så er jeg stadig hypersensitiv.

Jeg er bekymret for at folk vil tænke: “Det er da også for dårligt”; “de burde have gjort noget mere” og “hvordan kunne de dog sende en syg kvinde hjem”?

I den seneste uge har vi gjort alt for at være hjælpsomme, næstekærlige og beredvillige. Og vi har betalt alle sygdoms-omkostningerne i Dubai.

Alt sammen ganske fint og udmærket.

Men det rykker jo ikke ved at Lili har en hospitalsregning i Manila – Den Tredje Verden -som skal samles op.