Om Lille My, ståhej og opmærksomhed

Er der noget, Mille ikke bryder sig om, så er det uvante rammer og særlig opmærksomhed.

Stik modsat storesøster, der aldrig siger nej til at optræde eller være i centrum.

Derfor har vi også haft en lille pige, der på ingen måde har nydt at deltage i børnehavens koncerter, sportsdage og den slags arrangementer, hvor (over-)ivrige lærere dirigerer børnene igennem shows af halve timers varighed til forældrenes store begejstring.Mille konverteres til Lille My på et øjeblik, når den slags ståhej finder sted.

Hendes buttede barneansigt forstenes. Og hendes bevidsthed forsvinder andetsteds hen.

Hendes begejstringsniveau svarer til det, vi andre kan mønstre, når vi skal have foretaget en rodbehandling hos tandlægen.Det er som om de overstadige lærere, der svinger guleroden foran ungerne, får Mille til at stå helt af. Jo mere hun skal et eller andet, jo mindre vil hun gøre det.

Hun kan alle sangene.

Hun elsker at synge og danse.

Men det er svært at få øje på, når der er opvisning.

Når der skal præsteres under pres.Martin og jeg fniser til hinanden i hjørnet. Det er nærmest tragikomisk. Vi filmer hendes modstræbende attitude. Det kan sikkert fint bruges til hendes konfirmation om et årti.

Hvis forældrene forduftede og lærerne begyndte at trække vejret helt ned i maven, så ville Mille stille sig op i første række og synge som gjaldt det livet selv.

Men når Mor og Far er kommet – og der er lagt et seriøst forventningpres fra læreren – så bliver der sgu’ ikke givet ved dørene.

Efter gentagne, opfordrende fagter fra Miss Kanchan, begynder Lille My forsigtigt og en smule vrangvilligt at deltage.

Når nu de voksne insisterer…Da den utilgiveligt-lange halve time er overstået – og Mille er trukket igennem en kavalkade af børnesange med dertilhørende fagter – stiller vi lettede op til kodak-moment med Miss Kanchan og Miss Elena.Lille My er helt færdig. Lyserød i kinderne og udmattet af den alt-for-overvældende-opmærksomhed. Hun bider negle, mens hun hægter sig fast om livet på mig.

Bagefter trisser hun stille rundt og trøstespiser småkager, da vi vinker farvel for at tage på arbejde.

På vejen ud skamroser jeg lærerne for den fine, fine indsats. De har gjort sig helt vildt umage med at få børnene til at gå parade, stå på lige rækker, lære fagter og i det hele taget opføre sig sammenhængende i en hel halv time.

Det hele er så udansk, som det overhovedet kan lade sig gøre, føler jeg.

Det er en opvisning i kollektivistisk tankegang, hvor man pinedød skal have 15 rollinger til at gøre det samme samtidigt. Det er ganske enkelt vigtigt – i pædagogernes univers. En del af opdragelsen i en institution er at børnene kan deltage som en samlet gruppe i denne her slags begivenheder.

Havde det været i Danmark, var Mille formodentlig blevet overladt lidt mere til sin egen, naturlige (individuelle) adfærd, er jeg overbevist om. Hun ville naturligvis have været med, men med knapt så megen insisteren – for hvilken forskel gør det, om hun står præcist på det markerede kryds?

Herregud, ungen er 3 år gammel og genert anlagt!

Men dén laissez-faire tankegang kan vi ikke bruge til noget i Dubailand, hvor inderne og briterne dominerer børnehavepædagogikken.

Ordnung muss sein.Da jeg henter Lille My, er hun sit gode, gamle jeg igen. Hun fremviser med stolthed en gave, som hun har fået af sine lærere.

Miss Kanchan fortæller mig, at hun har bestukket samtlige børn på Violets-stuen med en gave som tak for dagens indsats.

I flere uger har de tilsyneladende kastet overtalelses-kiks i krydderen på børnene og talt om fremtidige belønningsgaver for at få dem til at makke ret under øve-seancerne.

Og Mille er glad. Og stolt.

Hun fortæller begejstret Lili, at hun har fået gaven, fordi hun er “really good at singing”.

Jow, jow.