Al Ghurair STREETCON

Vi er nogle meget lidt kulturelle kartofler.

Og det kan desværre ikke engang undskyldes med at vi er en småbørnsfamilie eller at vi har en usandsynlig stram kalender.For før vi fik børn, var vi også kun en sjælden gang i operaen, til koncerter eller på kunstudstillinger.

Men hvis vi endelig skal afsted, så er vi ret enige.

Vi interesserer os for kunst, der forholder sig til verden og til mennesker. Det må gerne være fotografisk/realistisk, selvbiografisk og/eller samfundsrevsende.

Street art og eksperimenterende, moderne installationer, hvor man anvender ting og sager på en anderledes måde er også med på hitlisten.Og netop dén slags kan man opleve i Dubai’s nordlige bydel, Deira, i disse dage.

Der er Street Art Connection festival i Al Ghurair.Vi stikker næsen inden for på området.

Der er små boder med snacks.I eftermiddagens lange solstråler spiller en flok mennesker på trommer.Og så er der hovedattraktionen.En installation, der udefra mest af alt ligner en hoppeborg, der er landet hos os fra det ydre rum.

Navnet Miracoco giver heller ikke ligefrem flere forklaringer på fænomenet.Da vi betræder rumvæsnets indre bliver vi da også høfligt bedt om ikke at anvende kunstværket som en hoppeborg.

Så jeg er ikke den eneste, der har set ligheden.

Kunstneren Alan Parkinson har møjsommeligt svejset monstret sammen med sine egne hænder – og selvom det er svært at styre vores begejstring, så er oplevelsen tiltænkt som en beroligende rejse i rum, lyd og lys.

Og hvilken rejse! Alan Parkinson har ladet sig inspirere af klassiske, arabiske mønstre, som de bl.a. ses i moskéen.Mine billeder yder på ingen måde Parkinson’s kunstværk retfærdighed.

Vi har aldrig oplevet noget lignende – det er sanseligt, smukt og inspirerende. Det føles overjordisk og underjordisk på samme tid.

En ret enkel idé, der er helt fortryllende for både børn og voksne. Installationen er kun oplyst ved hjælp af udefrakommende naturligt lys, der skinner igennem de farvede felter.
Pigerne løber rundt i gangene, danser og leger gemmeleg undervejs, når koncentrationen slipper. Helt fortumlede af sanseindtryk lader vi os spytte ud af rumvæsnets mund igen og går videre i området ved Al Ghurair.Her har trafikkegler fået et mere interessant udtryk end den sædvanlige orange farve.

Der er store Adidas kondisko. Ingen street festival uden sneakers, vel? Og boksepuder, der har fået malet ansigter på, så du i bogstaveligste forstand kan give dem én på snotten.Bag centret strømmer der lækker lounge-musik ud fra DJ’ens højttalere.

Vi følger strømmen af mennesker igennem udstillingen.En flok graffitimalere forsøger sig med noget ubehjælpsomt spray-maleri, der kunne trænge til mere kant.

I mine øjne fremstår det ihvertfald uskarpt, men alright – hvad ved jeg egentlig om dét?

Dubai er vist mere bling-bling end real street, når det kommer til stykket.

Og mens mørket falder på, speeder gadelivet op. Bilerne snor sig som slanger.

Mændene socialiserer uden for moskéen. En af dem vinker ivrigt til de 2 Rødhætter, mens han nulrer sin neonfarvede rosenkrans.Deira er så anderledes fra vores hvidmands-ghetto i det sydlige Dubai.

Det her er arabisk storby med alt, hvad en storby indebærer af menneskestrømme, lugte, snavs og affald, uformelle spisesteder, bænke med kvinder, der hviler sig og kigger i indkøbsposer, lange bilkøer med utålmodige bilister, der dytter og alt det andet, der udgør storbygadens kakofoni.

Men selvom det er fascinerende – og selvom det føles som om vi er turister i et fremmed land – så må vi vinke farvel til gadens liv for at finde aftensmad til to trætte trunter, som skal hjem og sove.