Bogen om Danmark

“Mummy, jeg skal lige draw’e denne her drawing færdig til Miss Greenwood”.

Cille ligger på maven uden for soveværelset og smiler op til mig, da jeg kommer op fra madpakke-smøring for at vække hende.

Hun er morgenfrisk og i fuld gang med at skrive et brev til sin klasselærer.

Det er Miss Greenwood’s fødselsdag – og Cille har tegnet sig selv, der forærer hende slikkepinde i gave – og så er der kys og kærlighedserklæringer overalt.

Jeg lokker hende med ned til morgenmad under påskud af at hun må vælge noget lækkert, som hun kan forære til Miss Greenwood.Da jeg henter Den Lille-Store Skolepige, beretter hun pavestolt, at Miss Greenwood spiste sin muslibar samtidig med hende selv! De havde bidt synkront og grinet imens. Og læreren havde spist æblet lidt senere.

Cille forguder sin klasselærer.

Og det vækker minder i mig om min egen første klasselærer, Fru Annelise Vandborg – må Gud være hendes sjæl nådig!

En klasselærer har en helt enestående chance for at påvirke eleverne og udvikle deres potentiale, hvis vedkommende da er engageret og har lysten.

Min egen Fru Vandborg gennede forsigtigt Salmebogen, Højskolesangbogen og Det Gamle Testamente ind i mit vidtåbne lillepige-hjerte.

Klassiske dyder på min vestjyske hjemstavn.

Vi sang morgensang. Hver dag.

Vi bad Fadervor. Hver dag.

Vi tegnede beretningerne om Kain og Abel, Noahs Ark og så fremdeles.

Hun brugte kristendommen til at berolige os med, når vi blev for vilde i den samspils-ramte, uregerlige klasse, som vi nu engang var.

Og hun åbnede op for både vores sprogforståelse og kreativitet gennem teksterne, som hun var dygtig til at tolke i børnehøjde.

Og så var Fru Vandborg kirkesanger, så salmerne sad løst og blev sunget med stor og smuk inderlighed – uanset om det var en hektisk mandag morgen med den bøvlede klasse eller en stilfærdig søndag morgen med de troende i den alvorlige landsbykirke.

Fru Vandborg var en lærer med et stort hjerte, som bristede gang på gang, så de dybe, brune øjne løb over med vand, når vi blev for strenge. For uartige.

Hun ville os så gerne. Men forstod os så lidt.

Og vi kom vist fra Cille og Cilles oplevelse af skolen.Forleden er vi inviteret til aktivitetsdag i 1. klasse. Den sidste af slagsen i dette skoleår.

Cille vinker ivrigt og rejser sig straks for at kramme mig, da jeg kommer listende ind.

I starten af året var hun ikke meget for at jeg skulle deltage, men nu virker hun mere begejstret.Vi starter med at lytte til en bog om tidszoner i forskellige dele af verden, hvorefter Miss Greenwood introducerer dagens aktivitet for forældre og elever, som er at lave en lille bog med fakta om ens hjemland.

‘Bogen om dit hjemland’ kunne falde pænt meget til jorden som opgave på kommuneskoler i store dele af Danmark. Men i Dubai giver det mening.

For her kommer alle et andet sted fra. Her har alle et andet hjemland.

Og Dubai er et midlertidigt stop på livs-ruten for langt de fleste.Jeg er kommet forberedt til dagens aktivitet.

Martin har printet en masse billeder af ting, der er pæredanske og genkendelige for Cille:

Dannebrog, rugbrødsmadder, slik, kanelsnegle, isvafler, jordbær, køer på en mark, det frodigt-grønne landskab med bakker og bække små, bøgeskoven, Vesterhavet, cykler som transportmiddel i København, Tivoli, Legoland, H.C. Andersen, Dronning Margrethe, et konstrueret billede af vikingerne og en masse andet, der leder tankerne hen på det hjemland, som hun forlod som blot 18-måneders baby.Som de andre gange har jeg allernådigst lov til at sidde ved siden af hende. Ikke noget med at hjælpe. Ikke noget med at komme med forslag.

Hun ved bedst selv (præcist som jeg selv)!Vi deler vores bunke af dansker-memoirer med den anden pige i klassen, der er halvt-dansk.

Pigen kigger intenst på et julebillede af kongefamilien, hvorefter hun udbryder: “Tine, where are you in the picture?”Og jeg peger straks på Prinsesse Chantal (hende den der lækre, græske gudinde, der vel er gift med en af Dronning Anne Maries sønner?) og siger, at dér står jeg. Lige lidt til venstre i billedet.

Pigens (danske) mor smiler bredt og lader usandheden blafre uanfægtet.Efter lang tids koncentreret klippe-klistren er Cilles Bog om Danmark færdig.Hun viser den stolt frem til Miss Greenwood.Og jeg kigger med for at se, hvad Danmark egentlig er for vores 5-årige datter.

Hvad husker hun egentlig fra gang til gang?

Hvad har hun valgt i bunken af valgmuligheder?

Hvad forbinder hun med Danmark nu?I eat sweeties. In Summer, I eat strawberries and fish in Denmark, it is called ‘lax’.

H.C. Andersen wrote Elsa and The Ugly Duckling. He is from Denmark. He wrote Ariel.

Jeg konstaterer, at min møjsommelige, langhårede forklaring om hvorledes H.C. Andersens eventyr har været anvendt som idéoplæg for Disney’s filmatiseringer er faldet til jorden.

Men lad nu det ligge. Det er da klart sejere, hvis H.C. Andersen har opfundet Elsa!I like Legoland. I build Lego. I have been to Legoland.