Mors Dag

Det er Mors Dag den 21. marts i De Forenede Arabiske Emirater.

Dagen, hvor arvingerne-til-al-gælden stolt vil fremvise de kort, som de har produceret til mig under topstyret ledelse i skole og børnehave.

I dag er Lili, vores nye husholderske, taget med Mille i hendes “Little Girls’ School” for at deltage i Mors-Dags-Arrangement. For Lili er også en Mor – og jeg er jo på arbejde.Sidste år – netop ankommet til Ørkenstaten – passede det præcist med at Martin forærede mig en MINI Cooper Country(wo)man på Mors Dag. Og den interne joke er nu naturligvis, hvordan han har tænkt sig at overgå dét?

Men der er intet at overgå.

Jeg er lykkelig for pigernes kort og gemmer dem hvert eneste år.

Og jeg bør også være det sidste menneske, der forventer et eller andet på et bestemt tidspunkt. For jeg er pinligt-elendig til det med at huske datoer, mærkedage og alle de andre vigtige begivenheder, som ‘man’ virkelig burde huske.

Hvor mange gange har jeg selv foræret min Mor eller Svigermor blomster på Mors Dag? Ikke hvert eller hvertandet år, dét er sikkert og vist. Konsistens er ikke ligefrem min styrke.

I modsætning til min bedste-halvdel. Han husker den slags ting. Naturligvis.

Romantikeren i ham er på fin vis kombineret med systematikeren, som nøje lægger mærkedage ind i kalenderen, så han altid lige kan se hvornår en eller anden blev født, døbt eller gift.

Hvor svært kan det være?Men hver gang vi nærmer os Mors Dag (og andre mærkedage), sidder der altid en snusfornuftig pragmatiker eller 5 og fnyser, at det er noget ‘kommercialiseret pjat’, som ‘forretningerne har fundet på’.

Måske er det det?

Eller måske handler det i virkeligheden om noget helt andet?

Måske handler det om at blive set. Og at føle sig værdsat.

Om det så foregår på en bestemt dag om året – eller kommer som en overraskelse på en kedelig mandag – det er vel reelt ligegyldigt?

Ønsket om at føle sig elsket er til stede. I os alle sammen.Jeg kom til at tænke på det med ‘at værdsætte Mor’ forleden, da min yndlingsklasse læste et digt, som handler om præcist dette.

I digtet møder vi en Mor, som ikke har mærket sin store, 16-årige drengs arme omkring sig så længe, at hun bliver taknemmelig for den trafikulykke, som nu pludselig bringer dem tættere sammen.

En grim ulykke, som bevirker, at hendes næsten-voksne søn pludselig forstår, at hans Mor ikke er usårlig, uovervindelig eller udødelig.

Her er Chrissy Bank’s rørende digt:

The Gift

 After the accident, the hospital

they brought me aching home

mouth pumped up like a tyre

black stitches tracking the wound

over my lip, the red slit signalling

the broken place. And my son

my tall, cool son of sixteen

kissed the top of my head

and over the curve of my  shoulder

laid his arm, like the broad wing

of a mother bird guarding its young.

Anyone who has known tenderness

thrown like a lifeline into the heart of pain

anyone who has known pain bleed into tenderness

knows how the power of the two combine.

And if I am a fool to give thanks

for pain as well as tenderness

and even if, as some would say

there are no accidents –

Still, I am grateful for the gift.

Jeg er fascineret af Chrissy Banks’ kobling mellem smerte og taknemmelighed. Af hvordan hun lader sin hovedpersons fysiske smerte smelte ud i ømhed og kærlighed.

Præcist som når kvinder føder børn.

Jeg håber ikke, at den form for tragedie nogensinde bliver nødvendig for at jeg kan værdsætte min Mor, min Svigermor, min (afdøde) Mormor og alle de andre skønne mødre, som jeg møder på min vej.