Moster-Søsteren, Niecen og Onklen

Mens vi venter i spænding på et højtelsket 3-kløver fra Odense, pynter vi (kunstigt) juletræ i 30 graders varme.
Jeg har svært ved at komme i julestemning. Der mangler ligesom noget mørke, stearinlys og tunge simreretter tilberedt i gryde. Og vanter, kulde og kanelsukker på risengrød.
Pigerne har modtaget kalendergaver fra Mormor og Farmor. Det er Father Christmas, som leverer dem. Vi kender ikke rigtigt til konceptet ‘nisser’.
Cille skriver følgende brev til Julemanden efter at have modtaget en Olaf Snemand fra Disney’s Frozen, mens Lille My modtog en Elsa-dukke:
Father Christmas. Thank you. I also want an Elsa Doll with all. I love you Father Christmas.
Endelig, endelig lander Moster-Søsteren, Niecen og Onklen med Emirates Airlines kl. 23.15 i Dubais Lufthavn. Der har været en stor nedtælling igang og de er længe-ventede!
Pigerne sover trygt, da 3-kløveret ankommer til The Lakes over midnat – og der er stor gensynsglæde, da de finder vores gæster næste morgen.
De 3 kusiner er så gode sammen – og de er med det samme igang med at lege.
Vi spilder heller ikke tiden. Jeg har lovet min elskede niece Jo, at hun skal i pool’en, så vi ligger i blød i timevis.
Og jeg har lovet hende, at vi skal spise pandekager. Så jeg sætter husholdersken igang med en trippel-portion pandekagedej.
Og indimellem tager vi os en lur. Her passer Moster sin ældste niece, som ser Frozen, imens Moster kigger lidt på indersiden af øjenlågene.
Der er tid og nærvær. Højtlæsning og aftenhygge.
Fredag morgen kl. 6 løber Farmanden sin første halvmarathon – Dubai Creek Striders – i tiden 1:53. Han er tilfreds – målet var max. 2 timer – og ruten havde været både smuk og spændende undervejs.
Vi spiser morgenmad ved Dubai Creek – flodmundingen, der trækker havvandet ind fra Den Arabiske Golf. Her er smukt og helt anderledes end i de nyere bydele i Dubai.
Jo gider ikke det her løbegøgl – hun vil hjem og i pool’en igen – men vi overtaler hende til lige at spise en is først sammen med Lille My.
De små bader i timevis. De kan stort set ikke få nok. Og de sover nogle gevaldige lure bagefter.
Jeg elsker at Moster-Søsteren, Niecen og Onklen er her.
Og så elsker jeg Dubai.
Her er fandeme dejligt.
Ingen kommentarer endnu