Ørken-camping

Klokken 13 kører dansker-karavanen fra The Lakes mod Al Qudra, som ligger 40 minutter uden for Dubai.

I løbet af overraskende kort tid forsvinder storbyen og trafikken til fordel for dét, der føles som en endeløs landevej med goldt ørkenlandskab, så langt øjet rækker.

Nogle steder har myndighederne plantet træer og palmer som grøn kulisse midt i den sandfarvede uendelighed.

Vi passerer indgangen til Dubai Cycling Course, hvor cykelentusiaster har frit lejde.

Efter farvel-til-civiliseret-cafelatte-og-sidste-toilet-i-et-døgn-pitstop, kører vi nogle få hundrede meter ned ad vejen og parkerer parallelt med denne fikse cykelsti.

Ingen ørkenræs i Audi’en. Gudskelov.

Men selvom vi blot er parkeret i siden af vejen, så føles det, som om vi er uden for lands lov og ret.

I virkeligheden er der 5 minutter retur til kiosken.

Men hvad betyder det?

Vi tager pakkenellikerne under armen og vader hundrede meter ind i ørkenen, henover en sandbanke – og vupti, så er vi pist forsvundet for omverdenen i vores helt egen verden.

Vi er helt oppe at køre over vores første tur i ørkenen. Og vi er ikke de eneste, der er kåde under den ubarmhjertige ørkensol.

Børnene løber op og ned ad sandbankerne med snobrødspinde som dirigentstokke. De er vilde af begejstring.

Milles buttede marcipanstænger kan ikke følge med de 5-6-årige, så hun må med jævne mellemrum give op og hvile sig lidt i sandet, mens hun kigger betuttet efter de store.

De voksne skiftes til at finde børnene, når de forsvinder bag endnu en stor bunke sand. Her er det mig, der kaster lange skygger i sandet, mens jeg spejder efter de opdagelsesrejsende.

Det blæser friskt – og resultatet ses tydeligt i Milles ansigt. Hun har anlagt et fint lille mundskæg af sand.

De voksne begynder så småt at slå lejr ved 15-tiden.

Ser det ikke ud som om vi er helt alene i verden?

Ved 17-tiden insisterer solen på at gå ned. Jeg fanger Mille med sin elskede Daddy i dagens sidste stråler.

Jeg synes det lyser ud af dem, at vi er glade og har det så dejligt på vores første ørken-camping.

Lyset er så smukt midt i stilheden, der afbrydes af latter og snak blandt de dejlige mennesker, som er ved at blive til vores Dubai-Familie.

Vi samles på en sandbanke for at nyde solnedgangen.

Hr. K har sørget for stive gin & tonic i plasticbægre. Man er vel på glamping?

Efter solnedgang er det tid til bål. Cille og Mille er tryllebundede af bålet, som er en stor sjældenhed i deres univers.

Og vi spiser så mange pølser, snobrød og marshmallows, vi overhovedet kan klemme indenbords.

Vi rammer teltbunden kl. 22 – mætte af oplevelser og snobrød. Det varer et splitsekund, før begge pigerne er konverteret til Snorkefrøkener. De overvejer ikke engang at lege skyggeleg med lommelygterne, så trætte er de!

Efter et døgn med ørken-camping er entusiasterne nu vendt retur til civilisationen.