Badenymferne

Vi rammer Kite Beach sen eftermiddag.
Kite Beach er en offentlig strand, som min veninde N viste mig for nogle måneder siden, hvor vi svedte tran i solens ubarmhjertige stråler.
Men nu er det november – der er tilnærmelsesvist en frisk brise – og pigerne bliver kuldskære i den uventede “lave” temperatur på omkring 20 grader, nu hvor klokken nærmer sig 17.
Efter et kort øjeblik vågner Cille dog op til dåd og drøner afsted mod havet.
Hun erindrer tydeligt vores sommer ved Vesterhavet og Sejerøbugten – og havet her er mindst ligeså tillokkende.
Hun hviner af begejstring over en fin lille søstjerne, som hun finder sammen med Mormor.
Mille spiser pistacienødder med udsigt til Mormor og Cille, der går hånd i hånd ud i vandet, som er varmere end luften.
Det kræver meget lidt overtalelse at hoppe i Den Arabiske Golf – sandet er blødt, fint og lækkert under fødderne og vandet er rent og klart.
Mille løber ud og tager Mormors hånd.
Jeg sidder på picnictæppet og betragter badenymfernes bevægelser i bølgerne. Synet gør mig så inderligt glad og dybt taknemmelig. Der findes intet bedre end at se de to generationer i dyb samhørighed og fællesskab.
Udsigten til højre er en kæmpe bunke sand, hvor staten er i færd med at bygge videre på Kite Beach. I baggrunden ses en smuk moské og lige til venstre for minareten rager Burj Khalifa op i det fjerne.
Billedet er for mig essensen af Dubai: Byggerod og afspærringer. Arabiske traditioner og værdier i form af moskéen, hvorfra jeg lytter til minaretens bønnekald og sidst, men ikke mindst, verdens højeste bygning – en så imponerende, state-of-the-art stål- og glaskonstruktion, at man taber underkæben i benovelse.
Udsigten til venstre er kvinder i abayer, der flagrer smukt i vinden, mens solen går ned over Burj Al Arab i det fjerne.
Billederne er uden filtre eller anden form for manipulation. Her er bare uendeligt smukt.
Da mørket falder på, ser jeg silhouetterne af 2 havfruer, der er færdige med at bade.
Her går solen ned i det fjerne over luksus-resort’et Atlantis, som ligger på verdens største, kunstige ø – Palm Jumeirah.
Vel hjemme igen leger Mormor videre med trunterne. De 3 bliver aldrig trætte af hinanden.
I dag holder vi fredagstraditionen i hævd med en formiddagstur i Za’abeel Park til Ripe Market.
Vi kæler med skildpadder.
Og kyllinger.
Og marsvin.
Og en dværghamster, der ender med at bide hul i Cilles finger, så Mormor må puste.
Og albinokaniner.
Efter kæledyrs-show’et går vi ud til Farmanden, som har provianteret sukkerchok til hele familien.
Hello Kitty!
Dagene triller afsted med Mormor ved roret. Jeg kan ikke bære at tænke på at det snart er slut.
Ingen kommentarer endnu