Kulturelt faux pas

Immigrantfamilien har en tilståelse.

Vi har begået et større kulturelt faux pas de seneste 2-3 år.

Her kommer det (med let-angrende fingre på tastaturet):

Vi har ikke fået lært Cille at cykle.

En evne og en aktivitet, som er så dybt forankret i den danske kultur, den danske folkesjæl og den danske selvforståelse. Hvad sker der lige for os?

ALLE kan sgu’ da cykle! Store og små! Voksne og børn!

Vi har godt nok haft et par løbecykler, som Cille er løbet afsted på. Og hun elsker at træde den 3-hjulede Winther hjemme hos Farmor i gårdhaven.

Men vi er vist kommet til at vælge den lette løsning til egen-transport af rollinger: Løbehjulet. Nemt at transportere bag i bilen og handy i by-sammenhæng. Go’daw til de dovne forældre.

Om lidt fylder Skolepigen dog 5 år, og det er gået op for os, at det kunne være en god idé at lære at cykle tidligt i livet.

Og fødselsdag er vel den oplagte lejlighed til at introducere en cykel som gave?

Forleden kører vi hen til den lokale cykelhandler. Bevæbnet med overbevisende og opmuntrende ansigtsudtryk, der skal sælge idéen om en cykel til barnet.

Wolfi (yes, det hedder cykelhandleren) er én stor opvisning i fremragende kundeservice. Han er så tysk (i alle de bedste henseender), som det overhovedet kan lade sig gøre at være.

Quadratisch. Praktisch. Gut. Ikke ét gram fedt. 100% tunet og trimmet cykelmand. Og så er han mere end almindeligt entusiastisk omkring cykler.

Og fordi det er Dubailand, så er der hverken overraskede øjenbryn, der vipper opad eller forargede miner, der vipper nedad over de-der-håbløse-forældre, som har forsømt at lære barnet noget så essentielt som at cykle.

Wolfi piller pedalerne af en pigecykel og viser begejstret, hvordan man starter med at løbe fremad, så man finder balancen.

Efter lidt tids øven, sætter man såmænd bare pedalerne på igen – og vupti – så cykler man derudaf. Siger Wolfi.

Den teknik gælder for store som små. Siger Wolfi.

Støttehjul er åbenbart fy-fy & no-go i 2014.

Og hvis Wolfi siger det, så må det være rigtigt?

Cille er en smule betuttet, men vil gerne prøve at pedalere fremad, så vi køber argumenterne af Wolfi. Og cyklen af Wolfi.

Her står den så – den schweiziske 2-hjuler i al dens pragt med cykelkurv og tøsefine blomsterranker.

Nedtællingen er igang til 5-års-fødselsdag på lørdag.

For første gang er konceptet ‘fødselsdag’ blevet vigtigt for Cille.

Og min indre (foruroligede) nedtælling er også igang til skolestart og vuggestuestart. Jeg er pludselig bevidst om, at de 2 ½ måneds sommerferie er ovre lige om lidt.

Og så er begge pigerne pludselig væk.

Så jeg nyder hver eneste dag og dyrebare øjeblik med dem.

Som her, hvor Cille får det, hun udnævner til at være den bedste chokoladekage i hele verden!

Og Mille får naturligvis en af sine evindelige croissanter.

Begge skyller de synderne ned med babyccinos. Mindre kan ikke gøre det.

Og vi holder fortsat ferie ved pool’en.

Det er fantastisk at se den udvikling, der er sket henover de seneste måneder, som blandt andet betyder, at Mille pludselig er inkluderet i legene og ikke bare igang med sine parallel-lege.

Her kaster de dykker-mus ud, som de efterfølgende konkurrerer om at få fat i på bunden.

Another hard day at the office, som I kan se.

Jeg overvejer efterhånden at købe den kække version af en burkini til at skjule Lurpak-bulerne, der har indfundet sig efter en måneds ferieren i det danske. Hvad synes I?

Om eftermiddagen er der gang i krea-værkstedet. Cille kan ikke være hjemme i 5 minutter uden at finde tape, saks, papir og tuschpenne frem.

For tiden er hun glad for at finde sten og blade i haven, som hun maler på og sætter retur i et af bedene bagefter.

Mille følger trop. Og ind i mellem tager vi os en kaffepause.

Her har Cille tegnet sin hånd. Med nylakerede negle, forstås.

Og et par sommerfuglelarver.

Cille drømmer om at prøve fiske-spa. Her har hun tegnet fiskene, der spiser den tørre hud på fødderne. Hun mener, at der snart må være hård hud på fødderne, nu hvor de trods alt har været levende i 5 år, som hun forklarer mig!

Langstrakte fridage med shopping, pool-leg og vandfarveri giver trætte piger.

De dyrker i øvrigt fortsat sam-sovning på højt plan.

Mens vi sniger os ud til en brasiliansk kødfest af en anden verden. Churrasqueira, hedder det vist, når brasilianerne fixer døde dyr udskåret på 15 måder og grillet på lange spyd. Det smager vanvittigt godt. Og man bliver uudholdeligt mæt.