Tidsfordriv

Da katten spiste Cilles tunge

Her til morgen kører vi hen til Dr. Appel aus Bayern på Health Bay Polyclinic.

Klinikken ligger på Al Wasl Road, der er Dubai’s svar på Harley Street i London.

Med andre ord er der tale om en (mange kilometer) lang vej fyldt af lægeklinikker, skønhedsklinikker, dagskirurgiske klinikker og tandlæger på begge sider.

Der findes ikke ét speciale, der ikke er repræsenteret her. Og har du penge, så kan du få.

canstockphoto8672562

Et nyt smil, flotte bryster, fjernet hår på ryggen og fortrudte tatoveringer – eller få repareret en brækket arm, for den sags skyld.

Surgical tools

Cille har nu haft højrearmen gipset i 2 ½ uge og det føles som en langstrakt affære, da Dubai’s sommerhede for alvor er slået igennem. Vi har stort set ikke været uden for en dør, bortset fra 2 meter hen til bilen og ind igen.

Her er så varmt, at det brænder på øjenvipperne, når man stiger ud af bilen. Lidt ligesom dén følelse en varmluftsovn giver, når man åbner den (i direkte øjenhøjde). Madvarer uden for køleskabet fordærver og får store mugblomster fra det ene øjeblik til det andet, fordi her er 45 grader i skyggen og en luftfugtighed, som Fanden må have doneret Dubai på en af sine virkelig dårlige dage.

weather-graph

Cille er genert og usikker på situationen, da vi træder inden for på klinikken.

Dr. Appel er ellers noget af det rareste og mest børnevenlige, jeg længe har mødt – men katten spiser glubsk Cilles tunge, når hun ser ham.

Først viser han Cille sin skæremaskine, hvorefter han ganske forsigtigt skærer gipsen over. “Manne, cut i Cia’s cast, Mummy”, hvisker Mille og gør store øjne.

photo 1

Hun tager det hele med ophøjet ro, men sidder efterfølgende med venstre hånd omkring højre arm, der selvfølgelig føles “underlig” efter 2 ½ uges indespærring.

photo 5

Og hun nægter at sige et ord.

Vi vasker forsigtigt armen og den lille, snavsede hånd. Der er “gnavesår” på armen og de små fingre. Jeg forsøger at hviske lidt med hende: Gør det ondt endnu, Cille? Hvordan føles det? Er der noget, der gør ondt eller hvad?

Ingen respons. Overhovedet.

Der bliver taget et røntgenbillede, som viser, at knoglen er vokset helt præcist og fint sammen igen. Der er intet at bemærke, men Dr. Appel kan også fornemme, at Cille er usikker og muligvis stadig i smerte.

Så han lægger en ny gips omkring armen. For at aflaste hende en uges tid endnu. Og for at vi kan sikre os, at hun er smertefri, når nu det er svært for hende at fortælle os om det.

For pokker, den stakkels pige er jo kun 4 ½ år gammel – og hvordan skal man dog kunne svare på alle de voksnes svære spørgsmål?

photo 4

Efterfølgende sidder trunten i højt humør og vifter med 2 gipsarme på bagsædet.

photo 1-1

Vi voksne er lettere slukørede og småskuffede. Tasken med badetøj ligger henslængt i bagagerummet og må findes frem igen om en uges tid.

Men op med humøret, Mummy. Cille er glad igen og har maven fyldt af trøste-chokoladeis. Den slags hjælper nemlig på brækkede arme.

Om en uge er det hele overstået. Vigtigst af alt er jo, at knoglen vokser fint sammen.

4 kommentarer

  • Sikke noget med den tunge 😉 Ja, sådan kan det gå. Hvornår fylder hun 5 år? Hver gang jeg læser om hendes skolegang, sammenligner jeg med min ældste, som fylder 5 til august og jo stadig har et år tilbage i børnehaven. Det er svært at forestille sig ham gå i skole nu (omend han siden han var 3 har kunnet alfabetet og dagligt skriver ting og generelt er meget velfunderet), for sådan ER det jo bare herhjemme i Danmark. Og du kunne vel slet ikke forestille dig Cille IKKE gå i skole? Jeg nyder virkelig at læse med og har med stor fornøjelse læst med om Tina/Tine-forvekslingen, alt det med hushjælpen og nu Cilles arm. Får bare ikke altid kommenteret. Har for nylig anbefalet dig i dette indlæg: http://www.twinpeaks.dk (det ser ud, som om linket ikke virker direkte, men indlægget findes lidt nede og hedder “Lidt om andre bloggere”). Du kender nok bloggen, men hvis ikke, er den det nye sort herhjemme i Danmark her i 2014 😉

    Jeg vil glæde mig til at læse med, når I kommer hjem til Danmark for en stund, og under jer virkelig den ferie plus nogle koldere temperaturer 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille fylder 5 år den 23. august 2014. Samme dag har vi 6 års bryllupsdag. Jeg var jo projektleder i et tidligere liv, så jeg planlagde at få hende på vores 1-års bryllupsdag, naturligvis 😀 (Det var en joke)
      Du har i øvrigt helt ret – jeg kan slet ikke forestille mig, at Cille ikke skulle gå i skole. Men din søn lyder mere end skoleklar – fantastisk som han kan! Jeg var meget nervøs op til skolestart – hun var trods alt den yngste i klassen og endda ikke englænder i det der lille lokalsamfund – men det klarede hun så nemt og fint. Nu er jeg så lidt nervøs for 1. klasse, hvor det faglige niveau og adfærdsreguleringen får endnu et “nøk” opad – men lur mig, om ikke hun også klarer det helt uden problemer. Cille er ikke en stille pige normalt, så hun får også advarsler og “straf” i skolen med jævne mellemrum, men det tager virkelighedens Pippi ikke så tungt 🙂
      Vi tæller ned til Danmark, kan jeg godt fortælle dig!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Åh det var ærgerligt at cille ikke slap helt for gipsen. Men en uge mere er til at holde ud og så er hun klar til flyveturen …glæder os! Knus fra farmor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det var ret synd for hende. Det er lidt svært at sige om der var behov for gipsen eller ej – men vigtigst er jo at hun er glad og tryg. Vi glæder os til snart at flyve hjem til jer alle!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tidsfordriv