Onklen fra Kvong

“Nej, Mummy, Cia ikk’ i school, naughty Mummyyyyyyyyy”!

Mille skiftevis græder og skriger på bagsædet. Hun er langt fra tilfreds med at storesøsteren skulle i skole idag. Jeg forsøger at bestikke hende med en ostehaps og en flaske vand. Begge dele lander i bunden af bilen. Hun falder da ikke for den slags billige tricks.

Jeg er askegrå i ansigtet af træthed. Der er kragetæer og sure-mine-rynker omkring mine øjne, og håret er forpjusket af regnvejret.

Det er som om jeg aldrig rigtig har fået hvilet ud efter juleferien, som var dejlig, men også temmelig trættende. Cille fik jo skoldkopper ombord på færgen, og siden koppedage og tanduheld er den almindelige hverdagstravlhed sat ind.

Lille My har netop haft et døgn med høj feber, mathed, gråd og urolig søvn. Der er begrundet formodning om at hun er ved at få sine skoldkopper nu, men indtil videre er der ingen knopper at se. Det er ikke pænt at ønske sig en børnesygdom til ens rolling, men jeg håber faktisk at hun får kopperne nu, så vi kan få det overstået.

Humøret fejler i dén grad noget. Det er jo kun naturligt, når pigen er sløj med feber og ubehag. Og Lille My lider sjældent i stilhed. Hun har justeret stemmeføringen til ‘kommanderende’ og kombinerer det med skiftevise vredesudbrud og gråd. Jeg flyver og farer efter madammens højlydte anvisninger og strittende pegefingre.

Stilheden de seneste dage på bloggen er dog ikke betinget af lurende sygdom, men snarere af at min Onkel (fra Kvong) og min Tante netop har besøgt os.

Jeg tog dem med på regnvejrs-rejse igennem Felixstowe. Vi så industrihavn, strand, revl og krat. Vi kiggede ned i River Deben’s mørke vand, så på dagens fiskefangst og drak kaffe på den lille café overfor. Der var tale om Le-Grand-Tour-de-Turist med Tine bag rattet.

Der er ellers mange ting, man kunne vise en turist i Suffolk. Katedralen i Bury St. Edmunds, skønne Aldeburgh ude ved kysten, Middelalderborgen i Colchester eller måske Jimmy Doherty’s Farm. Men jeg er af uransagelige (muligvis lettere nostalgiske) årsager endt med at vise alle vores gæster den “modsatte side af Nordsøen”. Dét vand, som bølger ind mod begge landes kyster, og hvor vi går ture på stranden, uanset vejret. Jeg viser dem naturen og floderne i området omkring vores landsby; vi køber ind i det lokale supermarked, der bugner af ting, som man oftest ikke kan få i Danmark; vi tager på legepladser, i parker og den slags nære ting.

Forhåbentlig giver det et indblik i vores hverdag – og jeg formoder at det er dét, de fleste af vores familiemedlemmer og venner er kommet for at få. Og så selvfølgelig det sociale aspekt – at få samlet op på alt det, der er sket siden sidst!

Og her har min Onkel og Tante en masse at byde ind med. De arbejder som hhv. Falck-redder og sygeplejerske i psykiatrien, så Martin og jeg går på opdagelse i (for os) ganske ukendte verdener, når vi taler med dem om mennesker og samfundsforhold over aftensmaden.

De har begge en helt fantastisk evne til at gøre selv de mest triste og sørgelige skæbner til gode historier. Måske er det den slags ironisk distance og sort humor, som man er nødsaget til at have, hvis man skal kunne overleve i den slags jobs i over 25 år?

Udover spændende fortællinger fra det virkelige liv, så har min Onkel i sandhed en særlig evne. Han er ordjonglør og taler noget så eksotisk som kvongsk – en vestjysk dialekt, som formodentlig kun holdes i live af ham og en snes andre i en halvdød landsby uden for lands lov og ret. For det meste lyder det som om han selv opfinder ordene, men han vedholder stædigt, at hans sprog er fra Kvong.

Jeg tager mig selv i at smile af hans vendinger og formuleringer. Der er ingen tvivl om at jeg kun forstår ham, fordi jeg har været vant til at lytte til ham hele mit liv.

Henvendt til Cille siger han for eksempel: “Sku du slæt e ha håed en makkeltrøje o i æ skuel?”. Makkeltrøje er en undertrøje.

Og til mig beklager han sig over pubkulturen i London: “Å så sku jen sjæl gå hen i æ bar å bestille o æ unnenstæj”. Unnen er aftensmad, så unnenstæj må være et spisested.

Til Martin beretter han stolt om de “10 kilo myrl” som han netop har indkøbt. Myrl er mel (og Onkel er en flittig rugbrødsbager).

Men nu er vestjyderne sendt retur til Billund efter et par hyggelige dage – og weekenden er ved at indfinde sig i det lille firkløver. Nu skal der slappes af og soves, indtil der forhåbentlig snart kommer en ny omgang skoldkopper.

Her ringer pigerne til Farmanden for at høre hvornår han kommer hjem.

Rigtig god weekend!