Om hårfjerning og kosmetologens livsdrøm

Jeg ligger, sidder, vrider, vender og drejer mig i de mest ydmygende positioner. Det bliver ikke mere pinligt eller pinefuldt end det her.

Indimellem ligner det en yogastilling – andre gange noget, der er løgn. I har gættet hvor jeg vil henad, ikke?

Voksen er som skoldhed, flydende karamelmasse, der klistrer til kosmetologens træspatel og brænder sig dybt ind i min hud på helt unævnelige, helt utænkelige steder.

Jeg rødmer igen-og-igen og håber inderligt, at kosmetologen ikke ser det.

Hun taler glad og uanfægtet – og ler højt ved tanken om at gæsterne ved julefrokosten (som finder sted oven over os på førstesalen) måske undrer sig lidt over de høje udbrud, de halvkvalte, gutturale skrig, støn og suk, som kommer fra stueetagen. Jeg krummer tæer ved tanken. Og tænker lidt på beauty saloner i Thailand, hvor der vitterligt foregår ét og andet i behandlingskabinerne.

Og af uransagelige årsager har jeg SELV valgt det her torturkammer, som på facaden bliver kaldt for en beauty salon. På en fredag aften kl. 20.30. Hvor jeg plejer at synke ned i sofaen, når pigerne er puttet. Jeg har kun mig selv at takke for det her:

Selvindlagt til selvpineri.

Kosmetologen roser mig for udholdenhed og høj smertetærskel. Hun fortæller om hvordan en kunde sparkede hende i hovedet tidligere idag. At det er chokerende og grænseoverskridende hver eneste gang, hun modtager (de naturligvis ufrivillige) slag og spark som tak for behandlingen. Det sker tit, tilsyneladende.

Og jeg undrer mig over de der kunders mangel på selvbeherskelse. De burde smides ud af behandlingsrummet – dømt til at udvandre skamfulde med stivnende voks på diverse kropsdele, som straf for deres respektløse behandling af behandleren.

I har sikkert på nuværende tidspunkt konkluderet, at der tydeligvis ikke er et emne, der er for stort eller for småt til min blog. At der ikke eksisterer en nedre grænse (hø hø) for hvor pinlig, selvafslørende eller hudløs ærlig, jeg har tænkt mig at være.

Undskyld, hvis det her er for grænseoverskridende.

Undskyld, hvis det er “too-much-info”.

Undskyld, hvis du fik formiddagskaffen galt i halsen.

Hvor vi kvinder dog lider for skønhedsidealerne anno 2013! SUK. Altså hvis man da er typen, som ligger under for den slags (og det er jeg jo helt åbenlyst).

Kosmetologen fortsætter veloplagt sin behandling. Voks-karamelmassen danner lange, smukke tråde, der ligner edderkoppespind. Der er voldsomt varmt i rummet. Jeg sveder tran og beslutter mig for at skifte samtaleemne fra voldelige kunder til almindelig small talk.

“Går forretningen ellers godt”? (Jeg er under kyndig behandling af salonens ejer, forstås).

“Over al forventning. Selvom jeg arbejder lidt for meget. 72 timer om ugen bliver det til. Men det her er min livsdrøm og jeg VIL lykkes med det. Mine to piger skal se at deres Mor har skabt noget selvstændigt i sit liv”.

72 timer om ugen! Og med en ydmyg drøm om at komme ned på 50 timer om ugen inden alt for længe. En kæmpestor applaus for iværksætteri, for udholdenhed, for jagten på at lykkes med livsdrømmen.

Jeg tager hatten af for min kosmetolog og for alle andre, der bider sig fast og giver sig selv fuldt ud.

Der er noget befriende, beundringsværdig og stort over de mennesker, som arbejder målrettet for at opnå deres livsdrøm. Som endda er så heldige at de ved, hvad der er deres livsdrøm!

Og kosmetologen fortsætter ufortrødent. Hun giver sig selv 100% inden for et felt, hvor hun dagligt må tolerere at blive sparket af fremmede mennesker, der ellers helt frivilligt har indladt sig på løjerne.

Man må lide for skønheden, hvis man da er tosset nok til den slags.

Rigtig god lørdag. Hårfri eller ej. Det er helt op til dig.