World's Biggest Coffee Morning – om kræft med kaffe til

I dag er Store-Kaffe-og-Kage-Dag. Det lyder da som en hyggelig fredag formiddag, synes du ikke?

Men årsagen til kaffe og kage er dog mere trist og dyster – for det handler om kræftsygdomme og behandling af samme.

Velgørenhedsarrangementet er kendt som “The World’s Biggest Coffee Morning”. Det er engelske Macmillan Cancer Support, som har fået den geniale idé at lade flinke og rare mennesker ude i samfundet samles om at bage, servere og spise kage med dertilhørende kaffe eller te, mens de alle hygger sig og hver især donerer et beløb til Macmillan som tak for beværtningen.

Sidste år deltog 115.000 mennesker i arrangementet og samlede £15.000.000 ind – rundt regnet DKK 132.000.000. Det er en del kaffe og cupcakes, der er røget indenbords for at opnå så flot et resultat.

I England er der 3.700 Macmillan-sygeplejersker, som dagligt hjælper mennesker med kræftdiagnoser tæt inde på livet; det kan være dem, som er blevet patienter og er igang med et behandlingsforløb eller måske står over for det – eller dem, som er pårørende med behov for svar på alle de spørgsmål, der uundgåeligt står på spring. Fælles for både de kræftramte og deres pårørende er et åbenlyst behov for støtte i en vanskelig tid.

Og der træder disse Macmillan-sygeplejersker til med deres speciale i kræftsygdommes forløb, behandlingsmetoder og ofte oversete, men særdeles væsentlige psykiske aspekter af sygdommen. I starten er disse sygeplejersker betalt af Macmillan, men efterfølgende skal de absorberes i det offentlige sundhedssystem, NHS.

Vi kender alle nogen, der har kræft og er i behandlingsforløb lige nu. Vi kender alle nogen, der er kræft-overlevere. Og de fleste af os kender desværre også nogen, der er døde af kræft.

Det er en på alle måder yderst relevant sag at samle penge ind til.

I kan se den fine hjemmeside, som Macmillan anvender til kaffearrangementet her:

http://coffee.macmillan.org.uk/Home.aspx#.UkGNLBZrWlI

Så imorges blev forældrene hængende i skolegården, da børnene var marcheret ind på lige rækker. Skolen havde inviteret os til kaffe og kage for at støtte “World’s Biggest Coffee Morning”. Jeg havde ikke spist morgenmad. Det ville have været en eklatant begynderfejl – jeg kender efterhånden briterne og deres ekstravagante kager…prøv bare at se her:

To piger fra 6. klasse stod i døren og tog høfligt imod os, mens resten af 6. klasses elever løb hektisk rundt og serverede kaffe, te og alverdens lækre kager, som et stort antal overskudsmødre havde doneret. De tog imod betaling (donationer) og spurgte om man ville have på-tår (som er et godt jysk udtryk, der betyder re-fill på københavnsk). De kvikkeste af eleverne skabte endda et mersalg ved at foreslå at man købte kager med hjem som fredagsdessert.

Jeg er imponeret over hvordan 6. klasse tog imod udfordringen med at beværte de voksne – de arbejdede med stor entusiasme og en overvældende høflighed, som jeg kun kan drømme om at min egen lille-store skolepige engang bliver i besiddelse af.

Så her sad vi – Mille og jeg – bænket i skolens hall med alle de andre mødre. Mille hev sin drikkeflaske ud af pusletasken og vendte bunden i vejret på den og sørgede for at dagens første vandpøl blev en realitet. Så hev hun mormor-posen med legetøj ud og flåede en lille trækhund omkring blandt de tætpakkede borde. Hun hvæsede vredt – her var tydeligvis for hektisk og for mange ukendte ansigter.

Briterne kan et eller andet helt særligt med small-talk. De balancerer mesterligt på grænsen mellem small-talk og reel samtale, hvilket altid giver mig en behagelig følelse midt i den uro, der oftest er inde i mig, når jeg er midt i en stor flok mennesker, som jeg ikke kender. Amerikanernes small-talk er jeg helt ærligt ikke ret meget for. Og danskerne (inklusiv yours truly) kan slet ikke finde ud af ordentlig small-talk. Men briterne, de kommer hurtigt omkring de mest overfladiske trivialiteter og indtil en reel samtale om et relevant emne – i dette tilfælde talte vi om kræft, skolens initiativer og skolens værdigrundlag.

Jeg var heldig at komme til at sidde ved siden af en af skolens “governors”. Hun fortalte at hun skal afholde den næste fællessamling for skolens elever. Temaet bliver sorg, tab og tillid koblet med relevante tekster fra Bibelen (man er vel en kristen skole). Jeg sad lige et øjeblik og funderede over hvordan min lille 4-årling kommer til at forstå så store emner.

“School governors” er frivillige borgere, der samarbejder med skoleledelsen som repræsentanter for lokalsamfundet (og for den lokale kirke i vores tilfælde – for igen – man er vel en kristen skole). Disse “governors” sikrer skolernes standarder, læringsmål og strategier i samarbejde med lærerne – altså inden for de rammer, der er udstukket fra Undervisningsministeriet.

Efter en halv times hyggelig samtale med mødrene og fru “school governor”, stak Mille begge sine pegefingre op i næsen og brølede “Mummy”, så ingen kunne være i tvivl om at det var på tide at forlade præmisserne.

På den efterfølgende gåtur i solskinnet sendte jeg en tanke til de mennesker, som enten havde kræft eller har kræft lige nu i min omgangskreds. Der er alt for mange af jer. Det rammer skræmmende mange af os. Forhåbentlig bliver der bedre behandlingsmetoder snarest. Forhåbentlig bliver der færre og færre, som dør af kræft.

Rigtig god weekend.