Sir Bani Yas Island

Der har været radiostilhed i 4 dage.

Men vi er her endnu. Og jeg har set frem til at fortælle jer om de seneste begivenheder.Weekenden har i dén grad stået i familiens tegn – med oplevelser, leg og forkælelse.

Velfortjent synes vi selv – efter nogle hårde måneder med albue-ulykken og masser af arbejde for Martins vedkommende.

Så vi kører ud af Dubai med kurs mod Abu Dhabi.

Hr. og Fru M. har anbefalet os at tage til Sir Bani Yas Island, som er en form for “wildlife sanctuary” – eller reservat med opdræt, om man vil – som Sheikh Zayed søsatte for 22 år siden for at beskytte den arabiske halvø’s oprindelige dyrearter og lade dem formere sig i fred og fordragelighed.

Da vi passerer Abu Dhabi kører vi små 250 kilometer videre med udsigt til emiratets olieaktiviteter langs vejen.Efter knapt 4 timers kørsel ankommer vi til et bådleje, hvorfra der sejles hveranden time til Sir Bani Yas Island og Dalma Island.Martin sætter os af ved busstoppestedet og kører over for at parkere bilen.Vi er kommet næsten halvanden time for tidligt til vores bookede båd, da der på resortet’s hjemmeside stod, at vi skulle beregne 5 timer fra Dubai til bådlejet.

Så vi fordriver tiden med at køre med biler på tæppet og hive kleenex ud af pakken.Og jeg får min første kop kaffe i 18 dage.

Ikke at jeg har talt dagene, vel?

Når ‘man’ er på ferie, så er livet ganske enkelt for kort til at være på sært helsetrip.Vi går ud for at kigge over mod Sir Bani Yas Island. Øen ligger blot 20 minutters sejlads fra fastlandet.Endelig, endelig kommer den lille båd og tager os med!Et øjeblik senere søger landkrabberne fast grund under fødderne igen.Der er efterhånden gået mange timer, siden vi kørte hjemmefra, så vi er alle ret glade for at være nået frem til Anantara Desert Islands Resort. En femstjernet hotelkæde, som har 100% monopol på øen med 3 forskellige overnatningsmuligheder, hvoraf vi har valgt et hotelværelse.

De eksklusive villaer med privat pool er ikke ligefrem billige, kan jeg måske nævne sådan helt en passant…

Du kan se nærmere her: http://desertislands.anantara.comHotellet byder velkommen med frisk juice, velduftende klude, hjemmeavlede dadler og arabisk kaffe på kanden.
Receptionen opgraderer os til et større værelse med dejlig udsigt over poolen og havet. Og vi klager ikke.Som I kan fornemme, så er vi stort set alene på resortet her henover frokost.

Og pigerne kan ikke vente med at komme i vandet! Det går forud for udpakning, mad og alt det andet, som voksne af en eller anden årsag synes er vigtigt.Mille finder resortet’s huskat, som ligner vores egen Bob en smule. Et ægte, arabisk gadekryds.Og pigerne er ved at falde bagover af begejstring, da det viser sig, at øens dyreliv har mod på at besøge os helt inde i hotellets have.Lidt før solnedgang drager vi afsted på “safari” med et af hotellets jeeps. Det er dét her, vi er kommet for:

En lille bid af Afrika.

Uden at det har noget som helst at gøre med Afrika.Foruden det store opdrætningsarbejde med de arabiske dyrearter, har Sheikh Zayed også inviteret en del indiske og afrikanske dyr ind på hans kunstigt-skabte savanne på ørken-øen.

Jeg ved ikke om det var for hans egen fornøjelses skyld at de mere eksotiske dyr skulle til – eller mon for gæsternes og turisternes?

Men skønt er det at opleve gazeller, antiloper, oryxer og andre klovdyr i rimelig ‘fredelig’ forening med giraffer, gæs, pelikaner, påfugle?og ikke mindst geparder.Nogle af dyrene holdes adskilt fra andre, således at der ikke foregår krydsformering blandt arterne. Derfor er der indhegnede områder og helt åbne områder, afhængig af de respektive dyrearter, der alle vader rundt og har det som blommen i et æg.Prøv at forestille jer, hvor afsindigt stort et dagligt arbejde det er, at holde en eng (eller savanne) grøn og frodig på en ø, der stort set kun består af meget salt- og mineralholdig jord, sten og sand.Alt, hvad der er grønt er blevet plantet og kræver vanding dagligt via det klassiske, arabiske vandsystem, hvor slanger lægges ud og vand pumpes rundt via små pumpehuse, så trykkes ikke fortager sig.Og midt på natur-turen, lægger Mille sig til at sove.Vi vækker hende senere og nyder den storslåede udsigt. Pigerne løfter sten og beundrer de mange forskellige farver i jorden.Da solen så småt går ned hilser vi på en sær, lille fætter: en hyrax (klippegrævling), der holder til langs saltvandslagunen.Retur på hotellet er der lagt op til en stemningsfuld aften.Cille pynter sig med sin nyfundne påfuglefjer.Pigerne så trætte af transport, sol, vand og oplevelser, at de sidder helt stille og tegner, mens vi spiser middag og drikker nok rødvin til at gå i brædderne stort set samtidigt med dem.Og det går pludselig op for os, at de er blevet store – pigerne.

De kan selv en masse ting nu. Der er ingen stress omkring middagsbordet. Vi har tilnærmelsesvist en civiliseret meningsudveksling og skåler med hinanden over den nyfundne frihed.

Og så alligevel?er de stadig bittesmå. Engle-uskyldige. Især når de sover. Cille insisterede endda på at sove i tremmesengen.Selv morgenmadsbuffetten er de selvstændige i nu. Cille henter mad til os alle og føler sig meget stor og betydningsfuld, når hun bestiller, ordner og regerer.Og efter gedigen overspisning er det tid til endnu en tur i pool’en.
Bagefter tager vi på endnu en “safari”.Denne gang får vi mulighed for at se en hun-gepard, der snart trænger til en snack, så tynd som hun er.Han-cheetah’en går igen fra igår.Det gør giraffer, antiloper, geder og påfugle også – men det gør dem ikke mindre fantastiske at se på.Sir Bani Yas Island er noget helt særligt.

Det er ikke en forvokset zoo. Men det er heller ikke Afrika.

Måske kan det ses som den perfekte safarioplevelse med småbørn, hvor en rejse i Afrika potentielt kunne være lige kompromitterende nok med en 3-årig og en 5-årig?

Det føltes ihvertfald ganske autentisk og nærværende for vores 2 trunter, der fik sig en oplevelse helt ud over det sædvanlige.Og hvad angår de voksne – tjah??

Vi var vilde med safarien, der vakte minder om vores ferie på Serengeti-savannen i Tanzania, men Anantara-resort’et kunne ikke helt leve op til deres 5 stjerner.

Det haltede med maden og med serviceniveauet – og vi må konstatere, at de ikke når Qasr Al Sarab til sokkeholderne i forhold til at skabe en følelse af at blive gennemforkælet.