Spritbaronen og grundfrustrationen

Regnskabschefen har vist i sinde at fejre det afsluttede årsregnskab?

Ihvertfald har han haft gang i online-filippiner-mafia til bestilling af våde varer til overpris.

I dag trillede den mørklagte Mitsubishi forbi med solbrille-beklædt filippinermand indeni.

Gad vide, hvordan den bil kommer ind igennem vores security gate?

Siger manden, at ‘han er min ven og skal besøge mig på adressen’?

Security-folkene må sgu’ da vide, at dén Mitsubishi umuligt kan have SÅ mange venner at besøge i The Lakes?

Smører han dem med halvdelen af det transportgebyr, som han pålægger mig?Vi plejer ellers at være komplette dydsmønstre, der på spejderære fremviser vores alkohollicenser i den lokale African + Eastern Liquor Store – og kun én gang tidligere har vi benyttet os af filippinermetoden.

Dén episode kan du eventuelt læse eller genlæse her:

https://moriudlandet.com/2014/05/22/som-i-en-amerikansk-agentfilm/

Filippineren løfter de sorte sække ud fra bagsædet og stiller dem hjælpsomt ind i forgangen.

Han hiver plasticsækken til side, så vi sammen kan inspicere flaskerne.Han må være i godt humør, for jeg har fået nogle bizarre, lyserøde flasker sprudelwasser med i købet.

De skal nok kunne foranledige en gedigen hovedpine ved lejlighed.

Tak for det.Et splitsekund senere har han lettet mig for 2.700 kr. og forsvinder diskret fra adressen.

Tilbage står jeg med en smule cider og vin. Til husbehov.

Cille har legekammerater her til eftermiddag.

De er velopdragne piger, som heldigvis gerne vil lege med modellérvoks – og de er betænksomme over for Cille med den stækkede vinge.Men efter aftensmaden leger de en leg i trampolinen, hvor jeg gisper og overfladeånder ved tanken om, hvad der kan ske, hvis hun falder ned på sin spiddede albue.Det er så ufatteligt svært at begrænse pigen. Hun er jo bare glad og vil gerne lege med sine veninder.

Jeg forsøger at stoppe hinke-hoppe-legen og foreslår, at de kommer ned fra trampolinen og leger noget mere roligt.

Cille bliver vred. Lynende vred.

“I HATE YOU, MUMMY”, primalskriger hun til mig i sin grundfrustration.

Pigen føler sig begrænset. Fastlåst. Taget til fange i en bandage.

Jeg bliver både vred over hendes opførsel – og pinligt berørt, fordi hendes reaktion er så voldsom og aggressiv.

Først senere går det op for mig, da Martin og jeg taler om det, at hun højst sandsynligt kæmper en indre kamp med den stakkels albue, som nu afholder hende fra alt det, vi normalt ville foretage os:

Lege i trampolinen, løbe på løbehjul, bade i pool’en, tage på stranden?nu – mens vejret er godt og temperaturen er til at leve med.

Hun kan bare ikke formulere det højt.

Det er simpelthen så synd for hende.

Uanset hvordan vi vender og drejer det – uanset hvor mange ting, vi finder på – så er det her ikke en påskeferie efter en aktiv lille piges hoved.

Eller forældrenes.