Status på Lille My

Her til formiddag har Mille været hos Dr. Ayman Koutouby – den aldrende børnelæge, som også hjalp Cille, da hendes arm var brækket.

Han er mildest talt en særling. Minder mig om en ivrig børnelokker fra min barndoms fabulerende fantasi.

I dag eksisterer der vel ingen gamle mænd med frakkelommerne fulde af bolcher eller mønter; nu sidder de syge mennesker trygt bag en computerskærm og manipulerer børnene fra vid og sans?

Nuvel – vi kom fra pigen med det lave antal blodplader.

Dr. Koutouby undersøger omhyggeligt den lille, hvide barnekrop for røde prikker, blodmarkeringer og blå mærker. Der er (som vi vidste) intet at finde – lige bortset fra de obligatoriske blå knæ, som enhver tumling er indehaver af.

Og han beroliger mig ved at forklare, at ved så lavt et tal som 44, ville der bestemt have været tydelige, visuelle indikationer.

Konklusionen er, at blodprøven må være fejlslagen. Så vi får taget en ny prøve på lørdag, tror jeg.

Og så udskrev børnelægen Ventolin som flydende sirup til hjemmebrug, idet det havde en imponerende god effekt på Milles hoste i aftes, da hun fik det i masken.

Efter den omgang er jeg lidt lettet. Og så alligevel ikke?.vi har nok brug for en blodprøve mere for kunne slippe forskrækkelsen helt, trods alt.

Eftermiddagen har jeg tilbragt i selskab med Cille.

Forældrene er (til min store overraskelse!) inviteret INDEN FOR PÅ SKOLEN til deltagelse i klassens aktiviteter fra 13 til 14.

Det er helt uvant, at vi får lov til at sætte fod på gangene, som jo ellers er aflukkede for forældre – af sikkerhedshensyn, som skolen forklarer det.

Børnene læser bogen “The Owl Babies” for os sammen med Miss Greenwood. De kan bogen udenad og ler højlydt undervejs i den søde historie.

Herefter skal vi sammen dekorere ugler, som er en del af klassens tema om nat-aktive dyr. I går havde de rent faktisk 2 ugler i bure inde i klassen.

Cilles ugle får fregner, en mund og en næse. Den ligner ikke helt de meget korrekt udførte ugler, som de kinesiske børn laver i perfekt harmoni med deres mødre.

Ta-daaaah!

Eftermiddagens aktivitet afsluttes med et fint klassebillede.

United Colors of Benetton, siger jeg bare.

Og før Familien Kaalund går på tiltrængt weekend i en Ørkenstat, så skal I ikke snydes for Cille’s seneste guldkorn, som jeg antager, har sit afsæt i en fællessamling i skolen, hvor forklaringerne eventuelt er blevet misforstået af den 5-årige.

“Mum, did you know that the people in Africa don’t have enough to eat and drink?”

“Ja, det vidste jeg godt, Cille. Og det er trist”, svarer jeg.

“Mum, being generous to Africa means that you don’t throw away food by putting it in the bin”, forklarer den særdeles velinformerede Skolepige.

“Synes du det, Cille – for det er jeg nu noget i tvivl om?”, spørger jeg.

Men hun fortsætter ufortrødent: “And I am being very generous, because I eat up all of my food in my lunch bag”.

“And when I die, the people of Africa will look into my body for food and they can then open me and eat it all up”, fortsætter hun.

Hér vender jeg mig om for at lave en huskeseddel til supermarkedet.

Jeg orker ikke lige at diskutere, hvorvidt barnets maverester bliver spist af sultne afrikanere, når døden er indtruffet.

God weekend!