Blodplader

Det er ikke ligefrem Lykkens Gudinde (uanset om vi taler om Tyche eller Fortuna), der tilsmiler os for tiden.

Der er hoste, hoste og mere hoste hos Lille My. Og der er forkølelse, opkast på grund af samme, konstant snøften, dårlig nattesøvn og røde, tørre pletter i det lille barneansigt.

Jeg ved sgu’ ikke hvad jeg havde forestillet mig, da vi flyttede til De Varme Lande. Måske havde jeg naivt (og ignorant) antaget, at man helt slap for efterårs-forkølelse og influenza, når man bor et sted, hvor det koldeste tidspunkt ved morgengry er 19-20 grader i november måned?

Men jeg tager fejl igen og igen, når det kommer til klimaet.

Her er eksempelvis meget høj luftfugtighed i en stor del af året. Og hvem skulle have troet dét om en ørken?

Det betyder blandt andet, at alting er skimmelsvampet, så vi får gener i luftvejene og næsen af den air-conditionerede, støvede luft, som cirkulerer i huset.

Og jeg kan nu konstatere, at børnene smitter hinanden med nøjagtig det samme “ballade”, som i danske vuggestuer i november måned. Der er 11-taller, rallende hoste og røde øjne hos langt størstedelen af de små rollinger for tiden.

Mille er ingen undtagelse. Se, det lille pus!

Når sløj-dom kombineres med et midnats-vandland i køkkenet, sammenbrændt A/C og et par andre småting, der skal findes en mindelig løsning på med vores udlejer, så bliver jeg TRÆT og SUR og GNAVEN. En ren kærlighedsgave til min husbond, hvis pandefurer bliver dybere for hver af sirenens klagesange.

Det går ellers godt på jobbet – og det er jeg både lettet og kisteglad over – men jeg har altså fået en huskeflad, der sender mig direkte retur til minderne fra de 4 måneder, hvor jeg skulle forsøge at kombinere et fuldtidsarbejde i Danmark med en tumling i fuldtidsvuggestue, som var syg stort set hver 3.-4. dag.

Der må gerne indsendes syrligt-spidse kommentarer til undertegnede. Jeg modtager med bøjet hovede.

For jeg er bevidst om, at langt de fleste danske kvinder skal klare mange flere opgaver hver dag, end jeg skal i min smørhulskombination af deltidsarbejde og husholderske. Og det har jeg både dyb respekt og stor sympati for. Faktisk synes jeg ikke, at det er VELFAIR.

Men problemerne er som bekendt uoverskuelige just dér, hvor man selv sidder.

Bevares, der er da også en dejlig tur på legepladsen, som først slutter, da solen går ned. Jeg skal nok forsøge at huske de små hverdagsglæder.

Og der er postpakke fra Farmor og Farfar. Pigerne elsker at åbne pakkerne, som altid er stoppet med gaver, legetøj og chokolade, der ligger som små kærlighedserklæringer – pakket sirligt og omhyggeligt af en dejlig Farmor, som savner 2 troldeunger.

Cille kigger på frimærkerne og forestiller sig, at Farmors hunde har slikket dem for hende. Og hun fortæller mig, at det har været dyrt for Farfar at sende pakken, fordi der er mange “fire-mærker og stamper” uden på kassen.

I aftes ender vi på Al-Zahra Hospitalet igen-igen.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke snart lærer at gå til almindelig, praktiserende læge med mine døtre?

Der går dage, hvor jeg slår symptomerne hen.

“Arh, Mille har jo ingen feber. Det er blot hoste og snot – hvad skal lægen kunne gøre ved det?”, tænker jeg og vil gerne undgå at være Pylre-Moren, der dukker op med en arving, der blot har en almindelig virus.

Og jeg vil heller ikke risikere at få udskrevet antibiotika “for ingenting”, da nogle af lægerne har en tendens til at jonglere med medikamenter, som om de administrerer en bolchebutik.

Men efter 3 store opkastseancer med Mormor som langdistance-supporter over Skype, tager vi på Al Zahra Hospital, som ligger bekvemt rundt om hjørnet og har døgnåbent for alle former for sygdom og sløjdom.

I min optik gør de desværre ofte tingene værre, end de er – og jeg føler, at de bestiller mange af prøverne for at tjene penge.

Anyway – Mille bliver lyttet på og får endda taget et røntgenbillede, fordi lægen er i tvivl om hendes lungers tilstand. Og det er svært at sige nej – for lægen er jo en autoritet og hvad ved jeg om hendes lungefunktion?

Lidt senere får hun en 30 minutters seance i en nebulisator, som hun ikke er betinget vild med.

Cille er en engel. Hun lader sygeplejerskerne og lægerne undersøge hende først, således at Mille kan se, at det ikke er farligt eller gør ondt.

“Mille copy’er alt hvad jeg gør”, siger Cille stolt.

Men da sygeplejerskerne begynder at rasle med kanyler, smutter Skolepigen lynhurtigt om bag gardinet med sin iPad, så hun ikke skal se sin søsters blod.

Blodprøven viser, at Mille ikke har en infektion. Hun har jo heller ikke feber.

Men til gengæld er hendes blodplade-antal helt forkerte.

Hun har 44, hvor normalen er 140-500. Det kaldes vistnok trombocytopeni, når blodpladetallet er for lavt.

Og jeg bliver så bange, at jeg for én gangs skyld går ind på sundhed.dk og net-doktorsider for at forstå udfordringen.

Det er det dummeste, man kan gøre!

Pludselig er der billeder af livstruende sygdomme og uoverstigelige konsekvenser. Der er lidende bløder-børn, som er blålilla over hele kroppen og i alle kropsåbninger, som følge af for lavt antal blodplader.

Men dér er Mille jo slet, slet ikke.

Det kan jeg se med mine egne øjne – og jeg ved, at havde tallet været livstruende, så var vi selvfølgelig aldrig blevet tilladt at tage hjem fra hospitalet.

Heldigvis får jeg her til morgen (friskere i hovedet) læst mig frem til, at et for lavt antal blodplader hos helt små børn, ofte er et udslag af immunforsvarets bekæmpelse af vira, hvor systemet så er “kommet til” at angribe blodpladerne samtidigt.

Ikke den helt store problematik.

Måske kan det klares ved at tjekke hendes blodpladetal henover en periode, for at sikre, at de igen kommer op på normalt niveau?

Men jeg er alligevel bekymret – og glad for, at en børnelæge skal kigge nærmere på pigen her til formiddag.