Spæde Spadestik og Ananas-Mennesket

“Mummy, do you know what Daddy did, when he picked me up from school? He didn’t even check my lunch bag to see if I had eaten my healthy food, he just gave me a big bowl of ha-wer-gyn and Frosties straight away!”

Cille ler højtlydt over det helt usandsynlige held, hun havde forleden med Farmanden, som ikke kender til Morens strenge gennemtjek af madpakke, før skolepigen kan belønnes med en skål morgenmad som eftermiddagssnack.

Og sådan går det jo, når Moren pludselig ikke er hjemme og evigt-klar til at stikke sin krogede næse og stive pegefinger ned i hver en lille detalje. Heldigvis, fristes jeg til at sige…

Skolepigen sidder ved køkkenbordet og fortæller mig om løst og fast.

Det er et særligt øjeblik – og jeg nyder at lytte til hendes fortællinger. Normalt siger hun INTET om skoledagen eller noget som helst andet, for den sags skyld.

Hun rasler med en magisk bønne og et belønnings-klistermærke fra computerundervisningen, som ligger i en lille bøtte. Tingene skal lægges i fryseren, fordi hun gerne vil se, hvad der sker med dem, når de bliver frosset.

Og selvom jeg er dybt optaget af spæde spadestik på mit nye arbejde, så savner jeg nu alligevel at være med til alting i pigernes hverdag. Det har jo været mit liv i 3 år!

Men jeg kan ligeså godt vænne mig til det nye liv. På skolen.

Og det går supergodt. Med jobbet, that is.

I dag har jeg for første gang deltaget i 4 lektioners undervisning i henholdsvis Engelsk Sprog & Kommunikation og Engelsk Læse- & Skrivefærdighed for to 7. klasser.

I går blev jeg introduceret til en cool lærer, Mrs. M, som har mange års undervisningserfaring. Hun udstråler selvsikkerhed på den fede måde.

Hendes handlinger viser, at hun har været rundt om blokken og hørt alle søforklaringerne en million gange før – men samtidig har hun overskud til glimt i øjet og en respektfuld, men humoristisk tilgang til eleverne.

Og jeg kan instinktivt rigtig godt lide hende. Hun tilhører kategorien “Pineapple People”, hvis jeg husker rigtigt fra en eller anden åndssvag 90’er-management-håndbog:

Stikkende og ret hård udenpå – og ualmindeligt sød indvendigt.

Jeg søger altid imod “Pineapple People”, når jeg finder dem på en arbejdsplads.

Det er ofte dem, der har den lange erfaring, som sådan et nyt og grønt asparges som jeg kan tære på. Og så er de for det meste de sidste, der taber deres “cool” i besværlige situationer. Hvilket også er ret smart at lære fra begyndelsen.

Så jeg tager en lynhurtig beslutning om at være støttelærer hos Mrs. M de første par uger, til hele engelsklærerstaben har fundet fuld udnyttelse af mine timer og evner.

Både afdelingslederen og Mrs. M køber mine argumenter om at lære fra en af de mest erfarne på stedet, så jeg er glad og hjælper nu Ananas-Mennesket så godt, som jeg overhovedet kan, mens jeg suger til mig af hendes adfærd og viden.

Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der savner og sørger lidt over tabet af den evige symbiose.

I går kom Cille hjem fra skolen med en fin tegning til mig. Ordlyden er: “Mummy, I love you, I hope you like sparkles”. Der var blevet tænkt på mig i skolen dén dag.

Farmanden var ude til middag med arbejdet, så vi piger hyggede os med take-away-pizza om aftenen.

Cille bad endda om en kop aftenkaffe, så det serverede jeg for hende, mens hun læste højt for os af sine læse-let-bøger fra skolen!

Jeg skal lige vænne mig til denne her nye situation. Til dét at være “tilbage i de voksnes rækker”, som en ven formulerede det forleden.

Og i virkeligheden er det jo noget pjat, at jeg savner – for jeg er jo stadig hjemme tids nok til at hente begge pigerne og kan tage dem med til eftermiddagsaktiviteter osv.